Kulturkommentar: I debat på P1 var Karen Blixen pludselig en undertrykkende forfatter. Og det byder et nyt fænomen ind i litteraturen

Det er startskuddet til »kulturel hypokondri«, når forskere ser krænkelser og undertrykkelse alle vegne i historiske værker. Senest i påsken stod Karen Blixen for skud i en debat i P1, hvor hun blev betegnet som undertrykkende og diskriminerende. Men fænomenet kan ende som skruen uden ende, advarer Kresten Schultz Jørgensen.

Et billede fra Tom Buk-Swientys biografi om Karen Blixen, ”Løvinden”. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: Karen Blixens Arkiv, Det Kongelige Bibliotek, koloreret af Mads Madsen/Colorized History.

I påskedagene hørte jeg på P1 et afsnit af det ellers glimrende program »Klog på Sprog«. Her blev Karen Blixen hældt af brættet af en diskriminationsforsker og en underviser i antiracisme.

Forfatterens episke skildringer fra Afrika blev set som undertrykkende og diskriminerende, omend man anerkendte forfatterens ofte »velmenende« tilgang.

Og set gennem en smal kikkert er der vel en vis pointe. Baronessens menneskesyn var både aristokratisk og feudalt. Ligesom Pontoppidan anskuede verden gennem mænds briller, sjældent kvinders. Og lige som H.C. Andersen forblev et barn.

»Vejen frem er at skelne mellem, hvad der er reelt undertrykkende, og hvad der ikke er. Elementer af et menneskesyn i historiske værker er næppe undertrykkende i dag«


Men undertrykkende? Det kræver jo, at nogen tager virkelig skade af at læse bøgerne. Ligesom de så også tager skade af at læse Hemingway, der var patriarkalsk. Nabokov, der skrev om kærligheden til en ung pige. Michel Houellebecq, der har kaldt islam for en »idiotisk« religion.

Sagen er, at vi her har at gøre med et fænomen, der griber om sig, kulturel hypokondri. En overdreven angst for krænkelser, hvor dybest set irrelevante observationer tolkes som helt afgørende.

Problemet med hypokondri er naturligvis, at vi mister sigtet og gør det sværere at bekæmpe den virkelige sygdom, nemlig alle de rigtige krænkelser.

Krænkelserne og undertrykkelserne findes jo – og skal bekæmpes. Når kvinder chikaneres seksuelt, når USAs sorte befolkning chikaneres af politiet, når den kinesiske stat udøver vold mod uighurerne, og når man undertrykker muslimer i Indien, ja, så er det rigtig undertrykkelse.

Desværre fylder hypokondrien mere og mere. Den svenske professor Sven Anders Johansson, der også er litteraturredaktør på Aftonbladet, mener i sin aktuelle bog, »Litteraturens slut«, at den kulturelle frihed svinder ind.

Når han ser på den svenske samtidslitteratur, især børnelitteraturen, skal den være konstruktiv, moralsk korrekt, politisk uantastelig og normbrydende på en helt bestemt måde. I børnelitteraturen er det nu vigtigere at tvangsfodre børnene med »de rigtige fiberrige moralske vurderinger« end at hjælpe dem til at tænke selv, skriver han.

Kresten Schultz Jørgensen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Man kan tilføje, at denne hypokondri, hvor nogen føler sig krænket, men næppe er det i forhold til hverken kunstnerens intentioner eller verdens virkelige krænkelser, også gennemsyrer den akademiske verden og det politiske liv.

Hypokondrien fylder for meget, og den er næppe en vej frem, hvis vi vil den undertrykkelse og de krænkelser til livs, der virkelig findes.

Vejen frem er at skelne mellem, hvad der er reelt undertrykkende, og hvad der ikke er. Elementer af et menneskesyn i historiske værker er næppe undertrykkende i dag. Ligesom kunstnerens personlige ytringer nok heller ikke altid skal tages alvorligt.

Under alle omstændigheder er listen lang, hvis man for alvor giver hypokondrien frit løb. Statuer skal væltes, buster smides i havne, »Peter Pedal« og »Pippi Langstrømpe« omskrives for slet ikke at tale om musikken.

John Lennon, Lou Reed, David Bowie. Little China Girl? Sang han virkelig det, dumme svin.

For hypokonderen er symptomerne uendelige. Vi bør derfor fokusere på sygdommen. Undertrykkelse er undertrykkelse. Kunst er kunst.