Kulturkommentar: Historien formidles i bedste sendetid på DR – men kanalen misser en væsentlig pointe

Der er gået alt for meget underholdning DRs historieformidling. Hurtige klip til korsang og popmusik i amtmandsgården. For seerne må for alt i verden ikke kede sig, synes at være DRs ræsonnement, lyder det fra museumsdirektør Jane Sandberg i denne kulturkommentar.

Jane Sandberg, museumsdirektør Fold sammen
Læs mere
Foto: Per Morten Abrahamsen

I mandags markerede vi, at det var 75 år siden, at Bornholm blev frit efter Anden Verdenskrig. Elleve måneder senere end resten af Danmark. På landets største public service-station, DR, var alle sejl sat til, og en time i bedste sendetid fik vi både øjenvidneberetninger, musik og lidt historiefakta. Mon ikke de fleste af os lige skulle have den fortælling opfrisket? For hvorfor var det nu lige, at ikke hele Danmark blev frit dengang i maj for 76 år siden?

Deltagerne var placeret udendørs med stiv kuling durk ind fra de sibiriske sletter, og vi andre mærkede historiens vingesus, da de ældre bornholmere delte deres beretninger. Fint suppleret af en museumsinspektør, som kunne give de personlige fortællinger perspektiv og fakta.

Opgaven som fødselshjælper for de personlige historier var lagt i hænderne på en nyhedsvært. Den udfordring var ikke nem, og viste med al ønskelig tydelighed, hvor svært det er at skabe en formidlingsbro mellem den personlige, selvoplevede fortælling og alle os andre, som ikke var med i historiens brændpunkt. Det er en udfordring, vi arbejder med ofte på museerne. For vi ved godt, at netop øjenvidneberetninger er dem, der skaber identifikation og rammer publikum.

»Hvor ville det være rart, hvis DR, når historien skal formidles, gav tid og rum til de vigtige fortællinger og ikke behandler historien som nyhedsstof, men som det, den er: erkendelsesmateriale«


Vi ved også, at lykkes det at få etableret forbindelsen, åbner den for både empati og eftertænksomhed hos publikum, som ofte befinder sig langt i tid og tanke fra de begivenheder, vi formidler. Det er i det erkendelsesrum, at vi som mennesker flytter os.

Desværre lykkedes det ikke helt for nyhedsværten at bygge den bro. For til trods for fine spørgsmål og en hel del anerkendende nikken, formåede programmet aldrig at skabe den ramme, der ville have gjort, at de, der var børn, da bomberne raserede Rønne og Nexø, for alvor kunne gøre deres personlige fortællinger til vores fælles historie. Dertil gik der alt for meget underholdning i den. Hurtige klip til korsang og popmusik i amtmandsgården. For seerne må for alt i verden ikke kede sig, synes at være DRs ræsonnement for programmets disponering.

Men DR misser pointen. For det er lige præcis de stærke, personlige fortællinger, som fortrænger kedsomheden.

Et af de bedste eksempler, jeg selv har oplevet, på, hvor enkelt der kan skabes følelsesbårne forbindelser mellem os og fortiden, så jeg på en udstilling i London. Lille i størrelse, men med kolossal effekt. I en montre lå et brev. Brevet var skrevet af en jødisk mand, som sad i en af nazisternes kreaturvogne på vej mod sit endeligt. Brevet skrev han til sin kone.

Frimærker havde han ikke, så i stedet skrev han en besked der, hvor frimærket skulle have siddet. Beskeden var til den, der fandt brevet, som han lirkede ud af sprækkerne mellem vognens dør og væg. En behjertet sjæl sørgede for, at det nåede sin rette modtager, og manden fik sagt sin elskede farvel. Det brev ramte mig lige i hjertekulen, for hvem kan ikke forstå den smerte, som brevet bar?

Hvor ville det være rart, hvis DR, når historien skal formidles, gav tid og rum til de vigtige fortællinger og ikke behandler historien som nyhedsstof, men som det, den er: erkendelsesmateriale.