Kulturkommentar: Det er en misforståelse at forlange fiktion tilrettet, hvis den digter løs

Ole Bornedals omdiskuterede scene i hans nye film var unødvendig og effektjagende. Omvendt er det også forkert, at man nu ændrer i et fiktionsværk, fordi det ikke svarer til virkeligheden, skriver Morten Hesseldahl i denne kommentar.

Var det en god idé, at Ole Bornedal tillagde den virkelige pilot ansvaret for en frit opfundet krigsforbrydelse i den biografaktuelle film »Skyggen i mit øje«? Og bør man rette i et fiktionsværk, fordi nogen kan påpege en diskrepans med virkeligheden? De spørgsmål rejser Gyldendal-direktør Morten Hesseldahl i denne klumme. Fold sammen
Læs mere
Foto: Miso
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Netflix-serien »Den usandsynlige morder« udpeger Stig Engström til at være Olofs Palmes morder. Det har fået pårørende til at true med retssag.

Herhjemme er filmselskabet Miso tilsvarende løbet ind i truslen om sagsanlæg fra efterkommere af den pilot, der under angrebet på Gestapos hovedkvarter i Shell-huset forulykkede ved Den Franske Skole og dermed forårsagede, at bomberne fra de efterfølgende fly faldt over nedstyrtningsstedet. Mere end 100 døde, heraf 86 børn.

Det er den tragedie, filmen »Skyggen i mit øje« genfortæller, men den indledes med en frit opfundet sekvens, hvor den selvsamme pilot, Peter Kleboe, beskyldes for at stå bag et meningsløst angreb på civile i den danske provins.

Kleboes efterkommere mener forståeligt nok, at sekvensen tilsmudser mindet om deres forfader, og Miso-film har derfor valgt at klippe filmen om.

Det rejser to spørgsmål:

1) Var det en god idé, at instruktøren Ole Bornedal tillagde den virkelige pilot ansvaret for en frit opfundet krigsforbrydelse?

2) Bør man rette i et fiktionsværk, fordi nogle kan påpege en diskrepans med virkeligheden?

Morten Hesseldahl, Gyldendals direktør om at bruge virkelige hændelser som afsæt for fiktive fortællinger. Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen.

Ideen med at digte videre på virkelige personer er velkendt.

Philip Roth lader Charles Lindbergh blive fascistisk præsident i romanen »The Plot Against America«. I mockumentaryen »AFR« lader Morten Hartz Kaplers daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen have et homoseksuelt forhold til en ung autonom, mens USAs præsident Bush slet og ret myrdes i filmen »Death of a President«.

Litteratur- og filmhistorien er fyldt med værker, der bruger virkeligheden som afsæt for satiriske, magtkritiske eller helt fordrejede fortællinger. At forlange fiktion tilrettet, hvis den digter løs, er en misforståelse. Fiktion skal alene dømmes på, om den fungerer som fortælling. Ikke om den er sand i dokumentarisk forstand.

Præsenterer man derimod et dokumentarisk værk, er præmissen, at man både skal holde sig til virkeligheden og til sandheden.

»Skyggen i mit øje« bygger på faktiske begivenheder, men er fiktion. Bornedal lader personer føre samtaler, han ingen viden har om, og introducerer figurer og handlingsforløb, som ikke har fundet sted.

Alligevel kan og bør man på fiktionens egne præmisser kunne diskutere, om det så også var en god idé, at Bornedal for eksempel lader en virkelig, navngiven person stå bag en selvopfundet nedslagtning af en gruppe uskyldige.

Selv synes jeg, det var et dårligt valg. Scenen var unødvendig og effektjagende. Omvendt er det også forkert, at man nu ændrer i et fiktionsværk, fordi det ikke svarer til virkeligheden.

Overbevisning har altid været et krav til fiktion. Virkelighed har aldrig. Heldigvis.