Om det så er Leonora Christina Skovs slet skjulte humblebragging i »Den, der lever stille«, Jesper Steins foruroligende ungdomserindringer i »Rampen«, Peter Øvigs selvforklarende »Min mor var besat«, Glenn Bechs nedrigt ubehagelige »Farskibet« eller Anne-Grethe Bjarup Riis´ provinshorror »I Guds rige«, så er der en fællesnævner for tidens mest populære og læste værker.

Landets forlag og vi på kulturredaktionerne oversvømmes for tiden af selvbiografier, autofiktion og såkaldt exofiktion, som er en relativt ny genre, hvor forfatteren digter videre på andres faktuelle liv og biografier, som i Lotte Kaa Andersens bog om videnskabskvinden Inge Lehmann, »Den inderste kerne«.

Utvivlsomt rummer disse genrer store kvaliteter, når de lykkes. Som i Søren Ulrik Thomsen nye essay om hans mors sindssygdom, »Store Kongensgade 23«, hvor han sømløst formår at få læseren til at slutte fra det meget personlige til den almene fortælling og dermed også formår at opfylde et af litteraturens fineste mål: At etablere empati hos læseren for den fremmede.

Problemet er, at når det ikke lykkes, så står man ofte tilbage udelukkende med en tarvelig, sladrevorn, udleverende fortælling af voyeuristisk karakter.

Det nådesløst nære

Den selvbiografiske genre er ikke ny, men der blev for alvor skruet en ekstra gang på det selvbiografiske mikroskop, da norske Karl Ove Knausgård i 2009 udgav første bind af den banebrydende selvbiografiske romanserie »Min kamp« og dermed ændrede det litterære landskab for altid.

De nådesløst nære fortællinger om det helt partikulære, allermest private, har siden gjort os alle til mere eller mindre frivillige vindueskiggere, som uhæmmet har kigget gennem vinduerne til barndomshjemmene til mange af landets forfattere.

Vi har fra første række kunne beskue disse dysfunktionelle mennesker og familier, de afstumpede mødre og de voldelige fædre.

Vi kan se dem, men de kan ikke se os. Ligesom envejsglas i et forhørslokale. Det er en 1.-klasses-billet med Voyeur Airlines. Alt bliver blotlagt. De sidste tabuer falder under et kraftigt projektørlys. Alle skabe åbnes, og gamle skotøjsæsker med hemmelige breve fremlægges. Al skam udstilles, mens vi kollektivt gyser frydefuldt på sikker afstand.

Heldigvis kan vi hvidvaske voyeurismen ved at filtrere den gennem en certificeret højkultur som litteraturen, hvor vores glubske appetit på andres elendighed gennem selv- og exobiografierne løftes til en valideret intellektuel beskæftigelse.

Bundløs elendigheds-spekulation

Hvem bliver den næste, der ryger i selvudleveringens revolverkammer og udskammes foran en hel verden? Enhver, der kender en dansk forfatter, må virkelig gå og dukke sig for tiden!

Er der grænser for, hvad man må skrive om? Svaret er principielt nej, men i takt med selvudleveringen af forfatteren selv og hans eller hendes nærmeste bør man samtidig være opmærksom på, hvorvidt man risikerer, at der indimellem spekuleres i den populære genre, og på de etiske faldgruber, der ligger i at digte videre på virkelige liv, eller i at afdøde mennesker hænges til tørre, uden en chance for at forsvare sig selv.

Det har absolut en berettigelse at høre om tilværelsens elendige ulidelighed og barndommens mørke landskaber, men der må være en mæthedsgrænse. Eller er appetitten på elendighed umættelig? Er brønden med pinligheder og rystende afsløringer af forsvarsløse familiemedlemmer, der hænges til tørre, bundløs?