Kulturkommentar: Der er noget intellektuelt slapt over at alene måle verden på egen forurettethed

Er ideen om strukturel racisme den rigtige benzin på den videre rejse? Og er det et fremskridt alene at tildele farvede retten til at fælde moralske domme? Sådan spørger Morten Hesseldahl i denne kulturommentar.

 
Se videoen af Ghita Nørbys interview i Go' Aften Live. Video: TV2 Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Da Gyldendal udgav et udvalg af Halfdan Rasmussens digte, hvori ordet »neger« IKKE indgik, gjorde vi det, fordi ordet med tiden havde skiftet betydning fra at være neutralt til at være nedladende.

Men var der tale om censur, sådan som lederskribenter og Facebook-krigere hævdede?

Nej, det var der ikke. De oprindelige udgaver udkom som hidtil, men der var nu en valgmulighed, der uden risiko for misforståelser fik forfatterskabet over rampen.

En lang række af Halfdan Rasmussens børnerim blev udgivet på ny tilbage i 2019. Men otte rim med ord som »Neger« og »Hottentot« valgte forlaget Gyldendal at fjerne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Per Pejstrup.

I sidste uge kom så et eksempeI i samme boldgade. I krydsordsbladet Sofus’ Lillebror skulle man finde et andet ord for »sorte børn«, og svaret var »negerpiger«.

Det fik Twitter-bruger Topo Houston op at køre: »Jeg er fucking rasende,« skrev hun. »Det her, det er racistisk, ulækkert og vidner om en ligegyldighed som jeg har mærket fra omverden hele mit liv. Fuck this shit!!«

Hos udgiveren var direktøren straks ude med en undskyldning. Der var tale om en fejl, forklarede han. Man var kommet til at genbruge materiale fra en tid, hvor »negerpiger« ikke var et problem.

»Jeg er glad for deres undskyldning,« svarede Houston nu formildet og håbede, at Sofus’ Lillebror fremover ville støtte kampen mod »den strukturelle racisme«.

At racismen er strukturel betyder, at den er indbygget i systemet og i måden, vi – altså især hvide – tænker og handler på. Og sådan er det!

Den fremmeste fortaler for synspunktet er amerikanske Robin DiAngelo, der selv er hvid, men af en eller anden grund alligevel kan gennemskue sagerne og udbrede budskabet om, at hvide er fordomsfulde og undertrykkende, mens farvede er undertrykte og gode.

»Alle hvide mennesker har indoptaget den racistiske ideologi i sig. Det former den måde, som vi ser os selv og verden på, og det viser sig i vores politikker og i de praksisser, vi etablerer,« siger hun.

Underlig påstand i grunden, for ingen udover berusede hooligans vil vel i dag gøre sig til fortaler for racisme? Tværtimod viser al lovgivning, samfundsindretning og generelle normer, at racisme er uacceptabelt, hvilket vi kan takke en masse hvide mænd for, som siden Oplysningen har holdt den humanistiske fakkel brændende og i politik og praksis har taget opgøret med slaveri og afstumpet racetænkning.

Spørgsmålet er derfor, om ideen om strukturel racisme er den rigtige benzin på den videre rejse, og om det er et fremskridt alene at tildele farvede retten til at fælde moralske domme?

Næppe.

Der synes noget marxistisk afstumpet over at gøre mennesker til produkter af noget systemisk, og der er noget intellektuelt slapt over at se bort fra andres intentioner og alene måle verden på egen forurettethed.

Hvad Halfdan ville have sagt, ved jeg ikke, men her siger han noget, der sikkert også kan misforstås:

»Dagen er broget, og natten er tåget, og livet det er noget underligt noget. Om fem tusind år skal en slyngel få ram på en sød lille pige, der rødmer af skam. Hvor er det dog trist, at jeg ikke er ham!«