Kulturkommentar: Christian Eriksens kollaps var en benhård lektie i, hvad der virkelig betyder noget

Kommentar: Vi sad alle klar, boblende af postcoronaens forventningsfulde glæde, da vi sammen med vores børn og resten af verden uforvarende fik en uhyggelig, men uvurderlig lektion i medmenneskelighed, anstændighed og hvad det vil sige, at alle er for én.

 
DBU holdt pressemøde dagen efter EM-åbningskampen mod Finland i Parken, hvor Christian Eriksen faldt om. Video: DBU/Ritzau Scanpix. Redigering: Kristina Finne. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Døden er ikke at styrte på gaden
Blandt dem der bukker sig og dem der haster
Døden er
Ikke at elske og alt er som det plejer«

Sådan skriver Søren Ulrik Thomsen i digtet »Ikke døden« i sin første digtsamling, »City Slang« (1981). Døden er uhyggelig og samtidig uhyggeligt banal. Hver dag dør mennesker og styrter om på gaden. Tragisk, men ofte er der tale om en sorg for de nære, de få.

Men lørdag 12. juni 2021 var alting ikke, som det plejer.

Vi sad alle klar. Som til en gyserfilm. EM. Danmark mod Finland. Vi vidste, at det i bedste fald blev dramatisk, nervepirrende, men heldigvis også ufarligt.

Ud af ingenting sker det så. På et øjeblik kollapsede Danmarks topspiller, Christian Eriksen, og dermed også hele den summende og forventningsfulde postcoronastemning i Parken og bag skærmen. Eriksen lå på siden. Øjnene udtryksløse. Forvirring. Rædsel.

Alle følte i de følgende kaotiske minutter knokkelmandens kolde hånd række helt ud gennem skærmen. Ud til hele verden. Men lige den her dag blev der spillet og vundet en langt større kamp. En monumental kamp om liv, holdånd, anstændighed og empati.

Christian Eriksen sejrede. Hans kammerater sejrede. Ånden fandt vej tilbage i den unge atlets krop. Og et kort øjeblik, da meldingen kom om, at Eriksen igen var ved bevidsthed, bredte der sig en sjælden kollektiv forløsning og en oplevelse af, at vi vandt, at vi skubbede døden fra døren. Indtil videre.

Guddommelig sadisme

En 29-årig fodboldspiller i topform skal ikke dø på fodboldbanen. Det kolliderer med den forståelse, vi har for, hvornår døden er acceptabel. Det er ikke sorg, der melder sig i sådan et øjeblik, men chok, som det vil tage dagevis for mange at ryste af sig. Når en elsket 98-årig sover stille ind i sin søvn, er det sørgeligt. Det, vi oplevede i lørdags, var millimeter fra tragedien.

Vi har før set mirakler ske på fodboldbaner, men Eriksens genopstandelse er det største af dem alle. Intet drama er større end livet selv, heri rummes alt andet.

Døden er menneskedyrets største kors. Tænk, at vi som det eneste levende væsen ved, at vi skal dø; en bevidsthed, som Søren Kierkegaard kalder »Forargelsen«, for grundlæggende, hvad fanden bilder Gud sig ind? At give mennesket den frie vilje, bevidsthed og så … døden!

Det virker som guddommelig sadisme, men netop i vores dødelighed vokser meningen med livet.

I skyggen af døden oplever vi som menneskelighed både vores værste, men også vores største øjeblikke. Øjeblikke, hvor alt andet blegner, og der hamrer et blændende klart lys ned på de essentielle værdier, som der også gjorde det øjeblik, Eriksen faldt om.

Vi ved alle godt, at man ikke endeligt kan besejre døden, men vi kan kæmpe for, at livet bliver bedre og mere meningsfuldt. Så tak til Kjær, Hjulmand, Schmeichel og alle de andre anstændige, handlekraftige og heroiske mennesker fra Parken.

Tak for at være forbilleder og rollemodeller for os alle og særligt tak for, at de af vores forskrækkede børn, der sad og så med, fik en grum, men samtidig også uvurderlig lektie i medmenneskelighed og i, hvad det betyder, når vi synger »én for alle, alle for én«.

Efter Eriksens genopstandelse i Parken er mange af os nok blevet lidt klogere og lidt kærligere.

Vi skal alle dø. Men ikke i dag – og i morgen angriber vi igen.