Kulturkommentar: Bliver kunstens sidste helle der, hvor der kun er indvolde og afføring tilbage?

Velkommen til Pattebørnsverdenen. Ideen om at en kunstner ikke må foregive at være handicappet eller have en anden etnicitet eller køn, end de er født med, ødelægger ikke blot kunsten, men gør os alle dummere og mindre empatiske.

Søren J. Damm Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Forfatteren og journalisten Fran Lebowitz har sagt, at god litteratur »ikke bør være et spejl, men en dør«.

Hun har en vigtig pointe. Det er ikke nok, at vi kan genkende os selv i et værk. Det gode værk skal også være transcendens og oplysning – et skæl, der falder fra øjet.

Jeg husker selv, hvordan jeg som tiårig blev vred og indigneret over den nederdrægtige ondskab Oliver måtte undergå, i Dickens »Oliver Twist«. Men jeg husker især moralen: at det er nødvendigt at gøre det gode selv under trange vilkår. Og det er noget af det ædleste, kunsten kan; netop at skabe empati. Jo bredere du forstår den anden og dennes motiver og baggrunde, jo større medmenneskelighed kan du evne.

Empati er ikke en politisk bevægelse, men en menneskelig bevægelse.

Det synes vi at have glemt nu, hvor vi lever i autofiktionens alder, og hvor man i litteraturen ikke kan skrive tæt nok på. Med mikroskopisk nidkærhed eksponerer nutidens forfattere selv de mest intime og pinlige episoder og tilbøjeligheder i deres eget liv.

Konkurrencen er i gang: Hvem kan komme tættest på? Umiddelbart virker det som et modigt og selvudleverende litterært greb, men er det egentligt det?

Vi er nu praktisk taget med forfatteren på lokum. Vi skal helt derind, forbi ordene, tankerne og hjertet; derind hvor der kun er indvolde og afføring tilbage. Som læser er det efterhånden svært ikke at føle sig som en pervers vindueskigger, når man læser tidens populære voyeur-litteratur.

Woke-hoben

Med den norske forfatter Karl Ove Knausgårds »Min Kamp« (romancyklus, seks bind, 2009-2011) som genrens moderne hovedværk og senest aktualiseret i den hjemlige litterære verden med Leonora Christina Skovs »Hvis vi ikke taler om det«, dominerer selvudleveringen p.t. romanen.

Men i identitetspolitikkens æra er retten til begå sig i rent subjektive uimodsagte oplevelser og forestillinger måske også ved at være det sidste helle for kunsten. Kun i det rent subjektive domæne kan man håbe på at kunne ytre sig uden at rammes af tidsåndens pavlovske kritik om kulturel appropriation eller andet kaudervælsk, men karriereødelæggende vrøvl, der jævnligt kastes op på Twitter af woke-hoben.

Søren J. Damm

»Et af vores adelsmærker som tænkende, modne væsener er netop at kunne »gå i en andens sko«, modsat et dyr eller en egocentreret baby.«


Men hvad får vi i sidste instans ud af en tiltagende indskrænket litteratur og kunst, hvor ingen må foregive at være en anden?

Mister vi ikke evnen til at sætte os i andres sted, hvis alt kun handler om mig, mig og mig? Et af vores adelsmærker som tænkende, modne væsener er netop at kunne »gå i en andens sko«, modsat et dyr eller en egocentreret baby.

Ud af identitetspolitikkens mange blindgyder er dogmet om, at vi i kunsten ikke må foregive at være en anden, ja, hele ideen om kulturel appropriation ikke bare fordummende, men også med til at gøre os afstumpede og uempatiske.

Vi kan og bør derfor godt intellektuelt kunne abstrahere fra, at en ikkehandicappet mand spiller spastisk lammet, eller at en kvinde spiller en mand, eller at en mandlig forfatter skriver om at være kvinde.

En verden, hvor alt skal forstås 1:1, hvor hvide ikke må spille egyptere eller asiater, gå med dreadlocks eller oversætte Amanda Gormans digte, er en verden, hvor ingen må foregive eller forsøge at forstå sin næste. En 1:1-verden, hvor den intellektuelle abstraktion har lagt sig til at dø på kunstens kirkegård. Der er kun mig, mig, mig.

Det er en afstumpet pattebørnsverden.