Kulturjournalister svigter deres ansvar

Der findes for lidt journalistik, der ser kulturens magthavere efter i sømmene, og der er derfor brug for flere kritiske klask til kulturlivet og færre kærlige kram til receptionerne, skriver Lasse Marker.

Omfanget af sager viser, at der hersker en sexistisk kultur flere steder i samfundet, som det er på tide at gøre op med, men man må overholde de almindelige retsprincipper, mener Lasse Marker. Fold sammen
Læs mere
Foto: Peter Klint
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

For fem år siden forlod jeg stillingen som radiovært på P1 efter at havde kritiseret DR og den øvrige presse for at reducere kulturjournalistikken til en blanding af faninterview, forbrugerguides, blød oplevelsesjournalistik og spydig kritik. I går var jeg inviteret til at holde oplæg for DRs ledelse for at give mit bud på, hvordan DRs kulturjournalistik skal se ud de næste fem år.

Diagnosen er den samme. Der findes for lidt journalistik, der ser kulturens magthavere efter i sømmene, og der er derfor brug for flere kritiske klask til kulturlivet og færre kærlige kram til receptionerne.

På de fleste af landets kulturredaktioner er der for mange journalister og freelancere, der er uddannet fra humaniora og er blevet kulturjournalister, fordi de elsker kunst og kultur. De interesserer sig ikke for politik, men drømmer i stedet om at stå på den røde løber ved siden af Mads Mikkelsen. De laver ikke undersøgende og kritisk journalistik, men begivenhedsjournalistik, der er bundet op på premierer, udgivelser og festivaler.

Man kan derfor ud fra et kulturjournalistisk kalenderår forudsige de samme historier år efter år. Når der er Copenhagen Fashion Week, hører vi igen om branchens imageproblemer med for tynde modeller. Og når der er Roskilde Festival, kan man være sikker på at finde endnu en artikel om, at der er for få kvindelige musikere på scenen. Kulturjournalistikken er på den måde alt for forudsigelig.

»Kulturjournalisterne svigter nemlig deres ansvar, når de ikke kontrollerer magthaverne.«


I 2018 flyttede Jyllands-Posten sin kulturredaktion fra København til Aarhus i erkendelse af, at kulturdækningen ikke tegnede det fulde billede. Men det største problem er ikke, at teaterstykker, museumsudstillinger og koncerter uden for København ikke får nok dækning, men at kulturområdet ikke dækkes ud fra samme nyhedskriterier som alle andre politikområder.

Der er med andre ord brug for flere vagthunde og færre kulturelskere på de danske kulturredaktioner, og i stedet for at udskifte lokalerne skulle man måske hellere udskifte nogle af journalisterne.

Kulturjournalisterne svigter nemlig deres ansvar, når de ikke kontrollerer magthaverne. Hvad er for eksempel Joy Mogensens (S) argument for, at alle børn skal lære at spille et instrument, men ikke behøver at udtrykke sig visuelt eller kropsligt igennem billedkunst eller scenekunst?

Hvorfor accepterer man et fastfrosset museumsvæsen, hvor daværende kulturminister Bertel Haarder (V) i 2016 kunne afvise sin egen styrelses indstilling om at statsanerkende Forstadsmuseet med henvisning til, at det er umuligt at flytte rundt på midlerne?

Og fik Marianne Jelved (R) flere danskere til at læse skønlitteratur, da hun i 2014 brugte 20 mio. kr. på »Danmark Læser«, eller endte de gratis omdelte bøger i stedet som optænding i landets brændeovne?

Når kulturredaktionerne forsømmer deres rolle som den fjerde statsmagt, får danskerne et fattigere kulturliv, der betyder mindre for færre.