»Kulturbranchen er nogenlunde på det stadium, som miljø- og klimaforskningen befandt sig i i 1970erne«

Forfatterne bag to nye bøger om kulturpolitik efterlyser større viden om, hvilken værdi kunsten har for danskerne. De ønsker det af hensyn til borgerne - men også for kunstnernes egen skyld.

Indenfor visse kunstarter såsom dans eller billedkunst viger man tilbage for undersøgelser af kunstartens værdi, siger Carsten Topholt. Arkivbillede af dansere Alban Lendorf og Alexandra lo Sardo. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Meisner Søren Meisner

Det er farligt for den offentligt støttede kultursektor, hvis den ikke sørger for at få vist sin værdi over for skatteyderne.

Det mener forfatterne og kulturforskerne Carsten Topholt og Mette Merete Sanderhoff, der i år begge har udgivet bøger om dansk kulturpolitik, og hvilke værdier der ligger til grund for den.

I løbet af indeværende valgkamp har kulturpolitikken traditionen tro været lavt prioriteret af vælgere, medier og politikere. Det kan hænge sammen med, at kulturbranchen nærer en uvilje mod at tale højt om, hvilken værdi den har for samfund og borgere, siger Carsten Topholt, cand. scient. pol. og cand.mag. i filosofi, der har skrevet bogen »Kultur og politik«.

»Det er påfaldende, hvor umoden kulturbranchen er, hvis man sammenligner med alle andre sektorer, når det handler om at opgøre, hvilken værdi der skabes. Det er min påstand, at man ret nemt og hurtigt kunne indhente en masse viden om den værdi med redskaber, der ligger lige for. Men der er ingen tradition for at gøre det i kulturlivet,« siger Carsten Topholt.

Han påpeger, at der findes analyser i de mere kommercielle brancher, såsom de tilfredshedsundersøgelser, der bliver lavet af de største kulturinstitutioner, men at de har karakter af kundepleje snarere end at være et kig i dybden på den egentlige værdiskabelse. På andre kunstneriske områder, for eksempel billedkunsten, findes der så godt som ingen opgørelse over, hvor meget værdi der skabes.

»De mest kommercielle kulturområder, eksempelvis medier og film, musik og arkitektur, er længst fremme med systematisk at analysere værdiskabelsen for derefter at fintune produktet i forhold til publikums forventninger og for derved at øge værdien. Inden for andre områder såsom dans eller billedkunst synes man at vige tilbage for tilbundsgående undersøgelser, og det er typisk her, at kunstnerne siger, at værdien ikke kan fastsættes. Man sværger i stedet til Immanuel Kants beskrivelse af kunst som kommunikation eller fremstilling uden formål eller en dyrkelse af det uforstyrrede geni,« siger Carsten Topholt.

Ifølge hans vurdering er det typisk kunstnere fra områder og kunstarter, der modtager forholdsvis meget støtte, at man er tilbøjelig til at mene, at værdien af kunsten »ikke kan måles«. Men med den holdning gør kunstnerne muligvis sig selv en bjørnetjeneste, siger Carsten Topholt.

»Hvis man i fremtiden begynder  at undersøge værdien af de forskellige kulturområder, kan det godt være, at man opdager, at der er nogle kulturområder, der tillægges ringe værdi hos publikum i forhold til den kulturstøtte, de får. Men i de tilfælde vil det jo på den lange bane gavne kunstnerne at få en større viden om, hvordan deres kunst får en højere værdi. Måske skal det formidles på en anden måde? Måske er vi i Danmark ikke på højde med de tilsvarende miljøer i udlandet? Under alle omstændigheder er det risikabelt for en offentligt støttet kunstart slet ikke at overveje, hvordan den legitimerer sig selv i offentlighedens øjne,« siger Carsten Topholt.

Han foreslår i forlængelse af dette, at der bliver oprettet et Analyseinstitut for Kulturen, der specifikt skal beregne de enkelte kulturområders værdi for samfundet.

»Vi har brug for mere grundviden og meget større transparens i den offentlige kulturstøtte, og der er meget, vi ville kunne måle, herunder økonomiske og måske sundhedsmæssige effekter. Kulturbranchen er nogenlunde på det stadium, som miljø- og klimaforskningen befandt sig i i 1970erne. Det har gavnet miljøet og klimaet, at vi i dag er meget bedre til at måle miljø- og klimaeffekter i stedet for bare at tale sentimentalt og subjektivt om værdien af rene åer og konstant temperatur. Noget tilsvarende kunne gøre sig gældende for kulturen,« siger Carsten Topholt.

Et kulturens analyseinstitut er tidligere blevet foreslået af flere kulturpolitikere, heriblandt Henrik Marstal, der stiller op for Alternativet, mens Socialdemokratiets kulturordfører, Mogens Jensen, har haft det på sin ønskeliste i endnu længere tid.

»Der er brug for mere forskning og viden på kulturens område. Det ville både kunne give os et stærkere grundlag at træffe kulturpolitiske beslutninger på og bidrage til at synliggøre kulturens værdi i vores samfund,« siger Mogens Jensen.

Merete Sanderhoff, der er inspektør på Statens Museum for Kunst, har netop skrevet bogen »Et spørgsmål om kultur - kulturpolitik til debat«, hvor hun har interviewet 42 kulturpolitikere, ledere af kulturinstitutioner og kunstnere.

Ifølge Merete Sanderhoff har de årlige nedskæringer på kulturbudgetterne udhulet kunstens og kulturens autonomi og underlagt kulturen et målbarheds-regime.

»Jeg er selv stor tilhænger af det, som flere i bogen peger på, nemlig, at der oprettes et kulturens analyseinstitut, så vi kan blive bedre til at formidle og dokumentere, hvad kunsten betyder for samfundet og for menneskers liv. Men vi skal have flere parametre i spil end det økonomiske. Det handler bl.a. om trivsel, sundhed, sammenhængskraft, social inklusion, medborgerskab og deltagelse i demokratiet,« siger Merete Sanderhoff.

Dermed bevæger hun sig ind på det felt, hun selv kritiserer, nemlig at effekten af kunst skal kunne måles, men hun mener, at det er nødvendigt på et tidspunkt, hvor kultursektoren, som flere siger i hendes bog, befinder sig i en legitimitetskrise.

»Man skal selvfølgelig passe på, at kulturanalyse og evaluering ikke tager overhånd, som vi har set inden for andre sektorer, hvor man bruger meget tid på afrapportering og dokumentation, for det, vi har brug for, er varme forsknings-, bevarings, - formidlings- og skaberhænder. Men jeg er ikke bekymret for, at man bruger kunst instrumentelt, f.eks. i forbindelse med rehabilitering af langtidssygemeldte eller til at øge bevidstheden om klimaforandringer. Der er mange måder, kunst og kultur instrumentaliseres på. Jo mere vi kan argumentere for, at kunst gør nytte på den måde, jo mere vil man støtte og investere i den. Men det er vigtigt at huske på, at kunst ikke kan sættes på en regnearksformel. Grundlæggende handler kunst og kultur om indholdet i tilværelsen,« siger Merete Sanderhoff.