Kronborgs nye slotschef: »Selvom den slags kritik gør ondt og kan føles uretfærdig, så er jeg glad for debatten«

Christian Struckmann Irgens er den nye leder af Kronborg. Han mener, at det vil være decideret tosset at kaste »Hamlet« ud med badevandet, når historien kan bruges som døråbner til danmarkshistorien på slottet.

Christian Struckmann Irgens er Kronborgs nye slotschef. Her står han foran en af 1500-tallets tapeter (gobeliner), som stort set er det eneste autentiske på Kronborg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kronborg, vores flotte renæssanceslot ved Helsingør, har været udsat for heftig kritik i Berlingske. Da tidligere kulturredaktør Anne Sophia Hermansen i 2020 besøgte Kronborg, skrev hun, at det var en rædsel at besøge slottet under overskriften »Kronborg ligner dødsboet efter Dracula«:

»Når man ankommer til Kronborg, mødes man af forfald, discount og en komplet idiotisk gøglertrup (...) På Kronborg er der ikke blevet fjernet døde fluer og spindelvæv siden enevælden, og der er muligvis heller ikke malet paneler og vægge siden.«

Og hun sluttede kanonsalven af med ordene:

»Kronborg vil åbenbart ikke tages alvorligt, eller også evner den nuværende ledelse ikke at forvalte kulturarven tilstrækkelig respektfuldt.«

Den nye leder af Kronborg, Christian Struckmann Irgens, i den smukke riddersal, hvor de autentiske 1500-talstapeter (gobeliner) er ophængt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Vi skal gøre publikum deltagende

Da Berlingske spurgte slotschef Mikael Rasmus Nielsen om hans holdning til kritikken, gav han Anne Sophia Hermansen ret: »Oplevelsen kan hurtig blive et antiklimatisk oplevelse«.

Siden gik Mikael Rasmus Nielsen af som slotschef og er netop blevet erstattet af Christian Struckmann Irgens, der er master i kommunikation og historie og tidligere museumsmedarbejder ved en række museer. Men han også har prøvet det private erhvervsliv som vicedirektør af et firma, der gjorde det i oplevelser – også i form af tidsrejser tilbage i dansk fortid.

Hvad siger du til Anne Sophia Hermansens salve, Christian Struckmann Irgens?

»Jeg var delvis enig i kritikken, så jeg forstår godt, at min forgænger også gav Hermansen ret. Selvom den slags kritik gør ondt og kan føles uretfærdig, så er jeg glad for debatten – ellers var kulturen ligegyldig. Der er et kolossalt potentiale her på Kronborg, og der er allerede udviklet meget godt, men vi er også pinligt bevidste om, at der er lang vej igen. Det, man må forstå ved Kronborg, er, at det er et 450 år gammelt hus, der drives i fællesskab af Slots- og Kulturstyrelsen og Nationalmuseet, og det er en tung proces at gøre stedet moderne, og desuden har en bygningsvedligeholdelse og hensyn til bevaring bundet mange ressourcer og givet store benspænd.«

Så du er stort set enig med Anne Sophia Hermansen?

»Al kritik var ikke berettiget. I sommermånederne ser vi et Kronborg fuldt af glade og engagerede gæster, der bliver involveret i alt fra levendegørelse af 'Hamlet' til Kronborgs fascinerende historiske personligheder. Det helt store udviklingspotentiale ligger i at gøre Kronborg attraktivt hele året. For Kronborg har gjort meget for at levendegøre stedet, og vi ved, at mange udenlandske og danske besøgende har været glade for den del af museets aktiviteter.«

Hvad er dine egne visioner for museet?

»Det er at videreudvikle levendegørelsen. Vi skal gøre publikum deltagende i museet og derved lade dem leve sig ind i fortiden. Her på Kronborg har vi ikke de autentiske klenodier, som de har på Rosenborg eller for eksempel Koldinghus. Vi har nærmest kun de syv tapeter eller gobeliner i Riddersalen, der har overlevet. Men det kan vi vende til en fordel ved at anskueliggøre, at dette slot har været scene for krige, kærlighed, ydmygelser og storhed. Den storpolitiske scene i renæssancen blev skabt herfra, og det er et unikt slot, der er på UNESCOs verdensarvsliste.«

Udstilling af Jim Lyngvild om danske konger udstilles på Kronborg. På plakaten ses Jim Lyngvild sammen med Kronborgs seniorforsker, Poul Grinder-Hansen, der skriver op imod Lyngvild på udstillingen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Hvordan vil du engagere publikum helt konkret?

»Jeg synes, at Kronborg allerede har skabt en god scene for engagement. Kronborg har haft Shakespeares »Hamlet« som skuespil i gården i mange år – også med Hermann Göring som gæst. Levendegørelse er et formidlingsgreb, som vi kan udvikle endnu mere. Personalet klæder sig ud i renæssancetøj for at gøre slottet levende, og besøgende kan komme til bal i Dansesalen og opleve Rigsrådet holde møde i Riddersalen. Men vi fortæller også historien om alle dem, der havde det knap så fedt på Kronborg, fra staldknægte over fanger til soldaterne i kasematterne.«

Er det nok i vore dage at klæde stakler fra personalet og glade amatører ud i narrehatte og adelskostumer?

»Nej, det skal ikke stå alene. Vi skal tænke mere udstillingsteknisk, og historierne skal forfølges og gøres mere forførende. Vi er jo en slags detektiver, der skal opklare alle historiens mysterier, der er foregået her, og som historikerne stadig bryder deres hoveder med. Den proces med at opklare historiens mysterier er dér, hvor vi virkelig kan fange og involvere offentligheden.«

Udstilling af Jim Lyngvild om danske konger udstilles på Kronborg. Lyngvild har både lavet klæder, smykker og plancher. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

»Hamlet« skal ikke fyres

Jim Lyngvild har sagt, at han mener, at Kronborgs satsning på Shakespeares »Hamlet« er en fejl. Han siger: »Jeg vil fyre 'Hamlet' og fokusere på danske konger.«

»Vi har hverken lyst eller råd til at droppe »Hamlet«, og det er decideret tosset at kaste »Hamlet« ud med badevandet, når historien kan bruges som døråbner til danmarkshistorien og renæssancen for et internationalt publikum. Vi har mange udenlandske turister, og der er så stor efterspørgsel efter historien om Hamlet. Men vi vil selvfølgelig lægge stor vægt på de danske konger, dronninger og for eksempel Holger Danske. Men der er så meget andet i denne bygning som for eksempel soldater, krige, bygningshistorie og betydningen for hele landets økonomi gennem øresundstolden, som finansierede en stor del af kongens indtægter.«

Har du fået en pose penge med Joakim von And-milliarder med?

»Ikke en pose penge, men Kronborg får fremover en mere isoleret økonomi. De indtægter, Kronborg tjener ved publikumsindtægter, vil forblive på Kronborg og dermed gøre vor økonomi og formidling bedre. Men der er ikke afsat projektpenge direkte til os. Men når vi får rystet corona af os, skulle vi gerne have 350.000 gæster om året og dermed en sikker indtægt.«

Udstillingsplanche af Jim Lyngvild. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Der har været en debat om, hvordan museerne skal balancere mellem kravet om formidling og videnskabelighed. Lederen af Den Gamle By i Aarhus, Thomas Bloch Ravn, lederen af Odense By Museer, Torben Grønnegård Jeppesen, og lederen af Moesgaard Museum, Mads Kähler Holst, har alle tre advaret mod, at museerne undergraver deres troværdighed, hvis man går for langt i iveren efter at dramatisere museerne. Mens Nationalmuseets leder, Rane Willerslev, derimod var af en anden opfattelse:

»De løbende anklager om, at Nationalmuseet er tivoliseret, er fuldstændig fejlfortolket.«

Udstilling af Jim Lyngvild om danske konger og interview med den nye leder af Kronborg: Christian Struckmann Irgens. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Hvad siger du, Christian Struckmann Irgens, til den debat?

»Jeg giver Rane Willerslev ret i, at kritikken er forkert. Vi skal som museum åbne dørene for noget nyt, anderledes og provokerende. Det har kunsten altid gjort, og Kronborgs kongetapeter fra 1500-tallet er også kunstneriske bearbejdninger af fortiden, kunstnerne bag var garanteret datidens Lyngvild. Man har haft folk til at fortolke fortiden og give deres version, og museets pligt er så at gribe muligheden for at diskutere disse fortolkninger.«

Vi kan vel konstatere, at der er en klar splittelse i dansk museumsverden, når nogle af landets vigtigste museer advarer mod denne tendens, og hvad de forstår som en underminering af museernes troværdighed?

»Ja, helt klart er der forskel på synet, og det er fantastisk, at vi diskuterer det. Jeg tror ikke, at det gør noget, så længe vi kuraterer tingene, og det er gjort med omtanke.«

Vi oplever en stadig større fiktionalisering af fortiden, men også af nutiden. Hvor museerne skulle være autentiske, hvor eftertænksomhed og autenticitet skulle råde, glider museerne nu med fiktionaliseringen?

»Vi åbner op for, at alle mennesker kan føle sig bevæget af historiske personer og føle sig engageret, og det er ganske rigtigt i kamp med fiktionaliseringer, men vi må træde inde på den arena, hvis vi vil være med i kampen og vil have noget at byde på. Ellers står vi udenfor og surmuler med vores version.«