DR Ramasjangs animationsserie om John Dillermand, der har verdens længste og mest uvorne tissemand, der konstant bringer ham i vanskeligheder, giver fortsat anledning til kritik og vrede kommentarer fra seerne. Efter at blandt andre Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti har kritiseret programmet og kaldt det »forkasteligt«, blander den kendte forfatter Anne Lise Marstrand-Jørgensen sig i debatten, men fra en anden vinkel.
Anne Lise Marstrand-Jørgensen, der hyppigt er blevet rost for sine nuancerede portrætter af kvinder som senest Margrethe 1. og tidligere Hildegaard af Bingen, skriver på sin Facebook-side, at hun er træt af »tissemændenes verdensdominans«. Til Berlingske understreger hun, at hun ikke er forarget over, at et børneprogram overhovedet handler om en tissemand.