Krigsdagbog om Første Verdenskrig viser krigens gru, men er det en dagbog?

H.C. Brodersens krigsdagbog fra Første Verdenskrig er en blodig affære. Den er skrevet med litterær fornemmelse, og mistanken er, at det egentlig ikke er en dagbog, men gennemskrevet senere.

Foto af dansksindede nordslesvigere under aftjening af værnepligten i Danzig i 1913. Hans Chr. Brodersen ses med et kryds i miderste række. Foto fra bogen. Fold sammen
Læs mere

Interessen for Første Verdenskrig har vist sig med en række film i seneste år.

Den britiske film »1917« fra 2020 var en fremragende skildring af skyttegravskrigen, og to danske film skildrede sønderjyder i tysk krigstjeneste, nemlig »I krig og kærlighed« fra 2018, som var ret kikset, og den bedre »Erna i krig«, der byggede på en roman af Erling Jepsen. Jubilæet for genforeningen i 1920 var ligeledes med til at sætte fokus på sønderjyders deltagelse i krigen på tysk side.

Gads Forlags nye bog »I Ildlinjen. H.C. Brodersens krigsdagsbog« blev første gang udgivet i 1933 og er nu forsynet med et grundigt forord og efterskrift af tre historikere. H.C. Brodersen var sønderjyde, og indledningen opridser hans baggrund i et fattigt miljø, men hvor han klarede sig godt. Han blev som soldat sat ind på Vestfronten og var med i en række blodige slag og blev til sidst taget som fange af franskmændene. Hans bog, der angiveligt er en dagbog, har litterære kvaliteter. I forordet spekuleres der i, at den blev gennemskrevet af den nu glemte forfatter Marcus Lauesen, som var en af 1930ernes mest populære danske forfattere. Den mistanke styrkes under læsningen. Dette er ikke en krigsdagbog og ikke skrevet under kampe i skyttegrave, men et trygt sted bagefter.

Soldater fra H.C. Brodersens regiment i en skyttegrav i oktober-november 1914. Foto fra bogen. Fold sammen
Læs mere

»I Ildlinjen« kan sammenlignes med Ernst Jüngers berømte roman »I stålstormen« (1920) og har de samme blodige skildringer og usentimentale tilgang til rædslerne. Blot for at give et enkelt eksempel: »En forbitret nærkamp begyndte. Håndgranater eksploderede omkring. Dødsskrig fyldte luften. Dolkene blev taget i brug. Blodet løb os ned ad fingrene. Stønnen og jamren lød fra alle sider. Geværkolberne suste igennem luften og krævede ved hvert slag sin mand. Mand imod mand kæmpedes der. Det var en samling altforglemmende mennesker, der hensat i dyrisk råhed ikke alene kæmpede for deres eget liv, men for at tage så mange af de andres som muligt.«

Brodersen var tilsyneladende en god tysk soldat, og spørgsmålet om danskhed synes ikke at spille nogen vigtig rolle. Blandt de franske soldater var en del farvede og sorte mennesker, og teksten afspejler Brodersens tidstypiske fordomme: »Deres nærhed er ofte genstand for vore samtaler, og vi kan ikke forstå, hvorfor vi skal kæmpe imod sådant pak. Vi synes alle allerede nu at have fået nok af krigen, men hellere vil vi dog kæmpe imod de hvide franskmænd eller imod englænderne, end imod dette vilde, stinkende folk fra Indiens jungle eller Afrikas mørke skove.«

Efter fangenskabet hos franskmændene vendte Brodersen tilbage til Sønderjylland. Før krigen havde han været postbud, men han søgte nu ind i politiet, hvilket lykkedes. Ifølge bogens efterskrift var han en strid type, der ofte havde kontroverser med sine kollegaer og derfor flere gange blev forflyttet. Hans erindringer omfatter også tiden efter Første Verdenskrig og medtager Anden Verdenskrig, men ifølge historikerne er denne sene periode så rodet skrevet, at den ikke er egnet til publicering, men historikerne gengiver, hvad der skete.

Den borgerlige modstandsgruppe Holger Danske II med blandt andre Jørgen Kieler var i 1944 taget fra København for at gennemføre sabotage i det sønderjyske. De gennemførte aktioner i Aabenraa og Varde, men blev opdaget af Gestapo, og efter en ildkamp blev frihedskæmperne taget til fange, hvilket var en katastrofe for Holger Danske II. Gestapo havde mistanke om, at det stedlige danske politi havde holdt hånden over gruppen og indledte derfor forhør mod syv betjente på Dagmarhus.

»Nogen krigsdagbog er det næppe«


I dette forløb optrådte Brodersen, der var gammel soldaterkammerat med den tyske overkriminalkommisær Walther Neuhaus, som forhørsleder af sine kollegaer. Neuhaus var den samme sadist, der havde forhørt den sårede frihedskæmper Svend Otto Nielsen (John) på uhyggelig måde. Ifølge Brodersen påtog han sig rollen for at beskytte de danske betjente, som da heller ikke blev dømt, men ifølge flere af betjentene fraterniserede han med nazisterne, hvilket ledte til et tjenstligt forhør efter befrielsen i 1945. Historikerne konkluderer, at selvom de fleste dansksindede sønderjyder kun modvilligt kæmpede for Tyskland, så forhindrede det ikke en betydelig del af dem i at have gode minder om ubrydeligt kammeratskab indtil døden med tyske soldaterkammerater.

Brodersen blev ikke dømt, men hele sagen gjorde ham forbitret, og han overvejede endda selvmord. Brodersen døde i 1973.

Bogen er spændende læsning, og historikernes forord og efterskrift eksemplarisk. Historien om Holger Danske II-historien giver bogen ekstra dybde, men nogen krigsdagbog er det næppe.

Redaktører: Martin Bo Nørregård, Claus Bundgård Christensen og René Rasmussen
Titel: I Ildlinjen. H.C. Brodersens krigsdagbog 1914-1919
Sider: 202
Pris: 250 kr.
Forlag: Gads Forlag