Kresten Schultz Jørgensen: Velkommen. Hvornår tager du hjem?

Min canadiske kollega bemærkede for nylig, at dét at komme til Danmark er lidt som at komme til en fødselsdagsfest, hvor værten er forsvundet, og hvor alle er efterladt med det indtryk, at festen i virkeligheden er en hyggelig misforståelse.

Kresten Schultz Jørgensen, administrerende direktør for Oxymoron. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR-foto

Jeg var for nylig til et seminar i København, hvor danske og udenlandske erhvervsfolk diskuterede Danmarks placering i den globale verdensøkonomi. Man kunne forestille sig, at diskussionen ville handle om lønninger eller skatter. Men det blev et andet: At Danmark trænger til selvtillid og vingefang, hvis vi fremover ønsker at tiltrække de nødvendige investeringer og medarbejdere.

En amerikansk deltager refererede organisationspsykologien for at rangordne organisationer på tre niveauer. På det nederste giver man alle andre skylden, og det mest brugte ord i dagligdagen er derfor »dem«. På næste niveau tager man selv ansvar, og det mest brugte ord er derfor »jeg«. På øverste niveau har man selvtillid og bruger derfor generøst ordet »vi«.

Set i det lys ligner Danmark jo et land i forsvarsposition. Et land, der er i tvivl om egne styrker, og som derfor gebærder sig tvetydigt i forhold til både EU, udenlandske investeringer og tiltrækningen af foretagsomme udlændinge. Et frygtsomt land omgivet af banditter. Velkommen. Hvornår tager du hjem?

Kresten Schultz Jørgensen

»Karakteristikken handler altså ikke som meget om hverken kvoteflygtninge eller internationale konventioner. Den handler om et land, der på i virkeligheden ret få år har tabt fornemmelsen af sin egen produktive placering på verdenskortet, og som i mange år har gravet sig ned i to skyttegrave.«


Den slags mærkes i det daglige. Min canadiske kollega bemærkede for nylig, at dét at komme til Danmark er lidt som at komme til en fødselsdagsfest, hvor værten er forsvundet, og hvor alle er efterladt med det indtryk, at festen i virkeligheden er en hyggelig misforståelse.

Karakteristikken handler altså ikke som meget om hverken kvoteflygtninge eller internationale konventioner. Den handler om et land, der på i virkeligheden ret få år har tabt fornemmelsen af sin egen produktive placering på verdenskortet, og som i mange år har gravet sig ned i to skyttegrave.

På den ene side nationalromantikerne, der foretrækker fortiden. Og på den anden side den underlige fornægtelse af, at det særligt »danske« aldrig nogensinde har eksisteret i nogen værdifuld betydning af ordet.

Løsningen er naturligvis, at Danmark ranker ryggen og genfinder stoltheden over den nationale egenart, der ret indiskutabelt lader sig beskrive som handlekraft gennem ikkehierarkisk, demokratisk samvær. Det, der får danske chefer til at være anderledes end deres udenlandske kolleger, fordi dialog og diskussion har betydning. Det, der får danske skoleelever til at score højt på kommunikative kompetencer – også når de, indrømmet, scorer lavt på integralregning.

Konsensus frem for konflikt, altså. Meget har at gøre med landets lidenhed. De fleste af os kender hinanden, på én eller anden måde. Andet har, tror jeg, at gøre med sproget. Vi er rundet af »skjæmt og lune«, siger Brandes med den konsekvens, at den samlede danske kulturhistorie, fra H.C. Andersen og Kierkegaard til Soya og Panduro, er én lang historie om ironi og underspillet lune.

Alt sammen dansk. Ikke fantastisk, endsige bedre end alle andre. Men dansk, altså – og derfor nok til at ranke ryggen og med en vis selvtillid byde verden velkommen.

Så det handler folketingsvalget også om. Jeg stemmer på nogen, der elsker landet og har brede skuldre.