Kresten Schultz Jørgensen: Så tal dog dansk

Det danske sprog kan noget særligt: Det er verdensmester i at udtrykke humor og trække autoriteter ned fra piedestaler. Det er kort sagt folkeligt. Hvorfor skammer vi os over det?

14BKU20180627-102549-3-1005.jpg
Kresten Schultz Jørgensen - adm. direktør hos Oxymoron. Fold sammen
Læs mere

For nylig hørte jeg en dansk erhvervsmand beklage sig over, at det danske sprog indeholder færre ord end de store hovedsprog, og at det derfor var en befrielse for ham at holde sit oplæg på engelsk.

Det sagde han på et møde i London, hvor tilhørerne pinligt berørt kiggede ned i jorden over den mærkelige mand, der stod og skammede sig over sit eget sprog.

»Interesting,« sagde amerikaneren så. »Hans Christian Andersen didn’t seem to have a problem.«

Og det er jo pointen. I nogle sammenhænge er det praktisk også for danskere at tale engelsk, tysk eller fransk. I andre sammenhænge er det direkte dumt, fordi dansk kan udtrykke ting, der ikke kan udtrykkes på andre sprog.

I dag bliver 85 pct. af alle danske universitetspublikationer skrevet på engelsk. 25 pct. af undervisningen er på engelsk. Og i store danske virksomheder er arbejdssproget – efterhånden – primært engelsk.

Det er ikke nødvendigvis forkert. Forskere skal meritere sig i udlandet. Og hvis kunder og samarbejdspartnere kun kan tale engelsk, ja, så er det en dansk styrke, at dét taler vi også.

Men dansk kan noget særligt, som nok er værd at huske på, før alle de omstillingsparate får fjernet dansk fra både uddannelsessystemet, erhvervslivet og kulturen.

Det danske sprog, skrev Georg Brandes, har på overfladen en del til fælles med det tyske, eftersom mange ord er afledt fra både højtysk og plattysk. Men sprogets »ånd« er anderledes, fordi det danske sprog nu engang er et bondemål, hvis enkelhed og smidighed grundlæggende gør samtalen anderledes.

De store hovedsprog har deres styrke i alvor og patos, skriver Brandes, det danske i »skemt«, dvs. i ironi og lune. De store sprog har en kurialstil og rigtigt mange låneord fra latin. Men de mangler den danske lethed.

Så tilbage til den fine erhvervsmand og H. C. Andersen.

Foto: Søren Bidstrup.

Hvis Brandes har ret, og det har han, er det danske sprog en særlig nøgle til at forstå kulturen netop her. Vi er ikke gode til alvor og opstyltede personer. Men vi er verdensmestre i selvironi, og vi elsker modige bondedrenge.

Danmarks største teologiske tænker, Søren Kierkegaard, var gennemført ironiker. Den største eventyrdigter, H.C. Andersen, skrev for børn. Wessel, Baggesen, Heiberg. En hovedåre af vid, der hos nogle bliver til satire, hos andre til ren vittighed.

Holder logikken, kan linjen trækkes over Hostrup og Gustav Wied, Soya og Scherfig, Panduro, Kim Larsen, Shubidua og TV-2.

Hvilket fører os tilbage pointen om, at det danske sprog kan noget særligt: Det er verdensmester i at udtrykke humor og trække autoriteter ned fra piedestaler. Det er kort sagt folkeligt.

Man kan være bekymret for, om vi i dag er stolte nok – over dét? Om vi lærer de unge mennesker at tale og skrive sproget – godt? Om vi kort sagt husker at tale dansk sammen med dybde og indsigt, med sproglige referencerammer og med alle de værktøjer, der nu engang gør et sprog levende som andet end klinisk meddelelsesværktøj.

Er vi kort sagt stolte over det danske sprog? Bruger vi dets metaforer og små antydninger? Engelsk er et vidunderligt sprog. Men dansk er det sgutte.