Kresten Schultz Jørgensen: Politikerne skal ikke behandle vælgerne som børn

Lederskabet i et folkestyre kan aldrig bare bestå i at give vælgerne det, de har lyst til at få: Nye veje, evig sundhed, gratis elbiler og nul muslimer.

Foto: PR-foto

Selv om vi mangler datoen, har der længe været valgkamp. Desperate politikere drøner landet rundt for at tækkes vælgerne. Mette Frederiksen slår over i nordjysk, når hun nærmer sig hovedlandet, og i det sydjyske kæmper Venstre og Dansk Folkeparti om sjælene ved at love motorveje til Give og jernbaner til Billund.

Det er egentlig lidt fjollet. Hvis de politiske ledere skal være til nogen nytte, bør de nok anerkende både retten til at lede andre mennesker og ikke behandle dem som børn.

Desværre er ledelsesretten ikke nogen helt ubetydelig fordring i det moderne mediesamfund, hvor borgerne er opdraget til, at de hver især er universets centrum, og hvor politikerne derfor skal vinde magten ved at tale vælgerne efter munden.

Den politiske ledelsesret er kort sagt blevet suspekt, fordi ledelsesretten i det moderne mediesamfund har mistet sin legitimitet. Ingen indrømmer at have magt. Så hellere bruge det lidt mindre provokerende begreb indflydelse, der passer godt til danskerens drøm om en politiker. Det er sådan én, der er »helt nede på jorden«.

Men måske kan man trods alt komme for langt ned på jorden? Den ansvarlige magtudøvelse kræver jo også beslutninger, der måske er ubehagelige for dem, de omfatter.

Kravet til politikerne, hvis folkestyret skal give nogen mening, er nøgternt set det enkle, at skønt de vælges af vælgerne, så er politikerne primært forpligtede over for deres egne idealer. Vælgerne besætter embedet, men de fjernstyrer det ikke, og politikerne er hverken folkets piccoliner eller bydrenge.

Det politiske lederskab er kort sagt nødvendigt. Klimaforandringerne, de globale folkevandringer og Danmarks lave produktivitetsvækst er problemer, der ikke løses ved at tale folk efter munden eller benægte fakta.

Den amerikanske politolog Joseph Nye skelner mellem hård og blød magt. De dygtige politikere mestrer begge dele. Den hårde magt er principperne og det, man kæmper for. Den bløde magt er evnen til at overbevise andre gennem kommunikation og dialog.

Den italienske politiske teoretiker Machiavelli mente for 500 år siden, at en frygtet leder er mere levedygtig end en leder, der er elsket. På samme måde har man gennem historien ofte betragtet hårde krigertyper som de ideelle ledere: Achilleus, Napoleon og israelske Moshe Dayan med klap for øjet.

Blød magt derimod handler om fx tålmodighed, ydmyghed og sårbarhed. Den gamle kinesiske militærstrateg Sun Tzu mente, at krig og konfrontation kun beviser, at de nødvendige samarbejdsstrategier er gået galt.

I en amerikansk sammenhæng står fx Obamas værdighed og ydmyghed over for også langt mere aggressive politiske modstandere som et definerende karaktertræk for hans otte år lange præsidentperiode.

Det politiske lederskab kræver kort sagt både blød og hård magt. Lederskabet i et folkestyre kan derfor aldrig bare bestå i at give vælgerne det, de har lyst til at få: Nye veje, evig sundhed, gratis elbiler og nul muslimer.

Valget handler om lederskab. Så lad os stemme på nogle, der fortjener det.