Kresten Schultz Jørgensen: »Man kan vælge, hvem man lytter til. Man kan slukke for Trump«

Ignorer troldene og klynkerne, så de dør af iltmangel, og vend opmærksomheden mod dem, der fortjener den!

Foto: Kresten Schultz Jørgensen SH PR

Det, man siger, er man selv, som de siger i radioen. Vi sagde det også på en avis, der ikke findes længere, nemlig Aktuelt, og sætningen er alt andet end for børn.

Ordene betyder, at vi defineres af vores kommunikation, og at hele samfundstyper bygger på, hvordan mennesker taler sammen.

Hvad siger det fx om amerikanerne, at de har valgt en præsident, der for et par dage siden på Twitter bad fire medlemmer af den amerikanske kongres om at rejse tilbage til deres hjemlande?

Trump vender vi tilbage til.

Under historiens store hjul er det tydeligt, at der er en sammenhæng mellem kommunikationsformerne og de dominerende mennesketyper. For flere hundrede år siden gik vi fra en fortællekultur til en skriftkultur med det resultat, at hele samfundet forandrede sig. Tidligere var civilisationen bundet sammen af historiefortælling med lignelser, ordsprog og myter. Med skriftkulturen og senere bogtrykkerkunsten kom den logiske kommunikation som en forudsætning for videnskab, industri og udvikling.

De seneste årtiers skift til digital kommunikation er lige så definerende. I nogle år kunne man håbe på, at internettet indvarslede et nyt og generøst menneske.

Men det er ikke rigtigt sket endnu, vel?

Den amerikanske forfatter David Foster Wallace (der helt ubegribeligt tog sig selv af dage i 2008) holdt engang en ikonisk dimissionstale til årets studenter.

Budskabet var, at grådigheden altid har en pris. Hvis man fokuserer på penge, føler man aldrig, at man har nok, sagde han. Og på samme måde med social opmærksomhed, der jo er de sociale mediers indbyggede logik. Opmærksomhed er noget man kæmper om på nettet i  konkurrence med andre mennesker.

Det første menneske holdt sammen på sin flok ved at være historiefortæller. Det andet menneske skabte en civilisation med stringent tænkning. Det tredje menneske er tilsyneladende en narcissist på evig jagt efter likes.

Kommentatoren David Brooks skrev for nylig i The New York Times, at den digitale tidsalder i realiteten har fremelsket to narcissisttyper.

Den ene er troldetypen, der sågar er blevet præsident. Trolden får opmærksomhed ved at ydmyge andre. Socialforskningen viser, at trolde scorer højt på psykopati og sadisme. De er ikke blevet onde af de sociale medier. Onde har de altid været, men de har nu fået en platform og kommer frem fra hullerne.

Den anden type er klynkeren. Klynkeren er en person, der udstiller sin smerte og sørger for, at enhver samtale handler om lige præcis dét.

Klynkeren er i sagens natur både usikker og intenst optaget af sin egen fremtræden. Klynkeren har store problemer med at forholde sig til større sammenhænge og går groft sagt til angreb på alle, der ikke deler det smalle verdensbillede.

Det er klart, at trolderi og klynkeri i længden er temmelig uhensigtsmæssige samtaleformer.

Men det står vel ikke skrevet nogen steder, at online-medier kun kan bruges til få opmærksomhed? Man kan også give den, som bekendt. Man kan fx ignorere troldene og klynkerne, så de dør af iltmangel, og vende opmærksomheden mod dem, der fortjener den.

Man kan vælge, hvem man lytter til. Man kan slukke for Trump.

Det, man læser, er man selv.