Kresten Schultz Jørgensen: Københavnere skynder sig selv ihjel

I København og andre metropoler skal tingene af princip gå så hurtigt som overhovedet muligt. Vi kunne lære meget af steder som Bornholm.

Kresten Schultz-Jørgensen byline Fold sammen
Læs mere
Foto: PR-foto

Hvor starter køen, spurgte min yngste søn.

Vi havde ventet en rum tid i kagebutikken, og selv om der var fire-fem damer i fine forklæder bag disken, skete der ikke rigtigt noget i vores retning. Nogen kø var der faktisk ikke tale om. Vi var bare trådt ind i den særlige bornholmske tilstand, hvor alle aktiviteter holder op med at have en start og en slutning. Der, hvor københavnere uvægerligt gør sig selv til grin ved at råbe op og begynde at skabe sig midt i butikken.

Hvor lang tid kan det egentlig tage at købe en kage, spurgte nogle andre gæster.
Bornholmerne elsker disse offentlige selvmord. På klippeøen ved alle og enhver, at en ekspedition i en kagebutik nu engang tager den tid, der er behov for.
En helt anden filosofi end i hovedstaden og andre metropoler, hvor tingene jo af princip skal gå så hurtigt som overhovedet muligt.
Min bornholmske nabo, bærbonden, smed for nylig en avisartikel på mit spisebord. En undersøgelse fra Storbritannien har vist, at fodgængere i storbyer over hele verden går 10 pct. hurtigere i forhold til ganghastigheden i 1990erne. Artiklens enkle konklusion var, at byboere efterhånden har så travlt, at selve rutinemæssig adfærd som en spadseretur mellem punkt A og B nu skal optimeres.

København på uheldig andenplads

København er på en stresset global andenplads, kun overhalet af fodgængere i Singapore, der er helt oppe at snuse ved de magiske 8 km/t i almindelig gang henad jævnt fortov.
Og så har de endda kortere ben derude, sagde min nabo, lidt uden for nummer.
Set her fra Aarsdale er det naturvidenskaben, der har ødelagt vores fornemmelse for varighed, det vil sige evnen til at lade de gode øjeblikke tage den tid, de nu tager.
Med Newtons verdensbillede har mennesket fået den fikse idé, at alting skal måles, vejes og inddeles. Vi har også lært at inddele tiden og gjort naturen til noget mekanisk og beherskeligt. Hvor lang tid kan det egentlig tage at købe en kage?

»Nogle gange skal man skynde sig, indrømmet. Men vi kan ikke hele tiden sætte tempoet op«


Naturvidenskaben har ikke villet vide af varighed og har opfattet tiden som bestående af en række afsluttede øjeblikke placeret på en tidslinie. Tiden blev med Newton tydet som et objektivt og målbart fænomen, knyttet til bevægelse i rum snarere end alternativet – tiden som noget personligt og situationsafhængigt.
I dag er måleriet komplet: Vi kan ikke stå i en kø uden at registrere, hvor lang tid vi spilder. Eller hvad vi gør.
Selv håber jeg at lære lidt af bornholmerne, der kalder københavnernes selvskabte hastværk for »ovre-tid«. Det er noget, man bedes fralægge sig allerede på færgen fra Ystad.
Måske kan også Einstein være en inspiration. Han offentligjorde i 1905 sin relativitetsteori, der faktisk også rummede et personligt tidsbegreb – »egentid’«– med den pointe, at fuldstændig synkronisering af ure på tværs af afstand og geografi reelt er en umulighed.

Tag den, Newton. Universel tid findes ikke. Der findes kagetid og gangtid. Tid på Bornholm og tid i hovedstaden.
Nogle gange skal man skynde sig, indrømmet. Men vi kan ikke hele tiden sætte tempoet op. Også det havde Einstein en god teori om. Der er en øvre grænse for alting, også for gangarter, og hvis trenden fortsætter, ender vi med at ankomme, før vi tager afsted.