Kresten Schultz-Jørgensen: »Jeg ved, at jeg selv som direktør har brug for korrektion og modsigelse«

Kan krænkerne slet ikke se sig selv udefra? Nej, det kan de ofte ikke. Psykologisk forskning beviser glasklart, at magt næsten altid gør mennesker mindre empatiske og mere selviske, skriver Kresten Schultz-Jørgensen i denne klumme.

Arkivfoto. »Nu handler #metoo om den specifikke form for magtmisbrug, hvor topledere har brugt deres organisation som et seksuelt tag-selv-bord. Men topledernes magtmisbrug er i princippet uendeligt,« skriver Kresten Schultz-Jørgensen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Mens hovederne ruller, og flere kommer til, kan man spørge sig selv, hvad der egentlig driver dem. Hvilken psykologisk kortslutning får nogle mænd til at begramse unge kvinder, skubbe dem ind på toiletter og spørge dem, om de ikke kunne rigtigt godt kunne tænke sig noget halvgammel politikerpik?

Hånden på hjertet, og ikke på lårene, kan de slet ikke se sig selv udefra?

Nej, det kan de ofte ikke. Psykologisk forskning beviser glasklart, at magt næsten altid gør mennesker mindre empatiske og mere selviske. Man mister det, forskerne kalder mentaliseringsevnen, det vil sige situationsfornemmelsen og sansen for ligeværd.

Nu handler #metoo om den specifikke form for magtmisbrug, hvor topledere har brugt deres organisation som et seksuelt tag-selv-bord. Men topledernes magtmisbrug er i princippet uendeligt: De taler uafbrudt, springer over i køen og jorder alle, der stiller sig på tværs.

I et klassisk forskningsprojekt placerede professor Dacher Keltner fra Berkeley-universitetet en studerende ved et fodgængerfelt, hvor biler havde pligt til at holde tilbage for fodgængere. En nøje optælling over en lang periode viste, at så godt som alle såkaldte lavstatus-biler holdt tilbage for at lade den studerende gå over vejen, mens størstedelen af de dyre biler blæste på både lovgivning og fodgænger og trådte på speederen.

Keltners forskning peger på det »magtens paradoks«, at virksomheder rigtigt ofte forfremmer mennesker, der er lyttende og empatiske. Men de positive karaktertræk forsvinder gradvis, når man stiger i graderne, fordi mennesker ser verden fra deres egen position.

Er man på gulvet blandt mange mennesker, retter man ind efter mange blandede impulser, og det er sundt. Er man på toppen af pyramiden, kommer impulserne kun nedefra. Og er man tilmed omgivet af spytslikkere, ja, så har vi problemet.

Sagt enkelt: Magt korrumperer, og total magt korrumperer totalt.

Tendensen har i princippet ikke noget at gøre med mænd frem for kvinder. Når vi i denne tid hører mest om mænds groteske seksuelle krænkelser, er det, fordi mænd indiskutabelt har sat sig tungt på magtpositionerne, og fordi magtmisbruget har fået lov til at florere alt for længe. Magtfulde kvinder kan også intimidere andre, så er det sagt.

De seksuelle krænkelser bliver fremover forhåbentlig nemmere at afsløre og håndtere effektivt. Men hvad med de kulturproblemer, der skaber den selvovervurderende, intimiderende topleder? Hvordan skaber vi færre topledere, der excellerer i deres egne monologer, udtaler sig om hvad som helst og intimiderer egne medarbejdere?

Jeg skal ikke blande mig i, hvad andre gør for at slippe fri af Magtens Paradoks. Men jeg ved, at jeg selv som direktør har brug for korrektion og modsigelse. Jeg ved, at jeg skal tale mindre og lytte mere. Jeg ved også, at jeg generelt bør omgive mig med folk, der ikke på forhånd er imponeret over det, jeg gør.

Det handler, hånden på hjertet, om menneskelige korrektioner, ikke de karrieremæssige. Jeg vil holde fast i de mennesker, jeg har kendt længe, og som siger til, hvis min adfærd forandrer sig. Jeg vil lede efter nærværet. Jeg vil fyre min coach og ringe til min gamle fodboldtræner.