Kresten Schultz Jørgensen: Hvor længe holder de løfter, man afgiver, når man står ansigt til ansigt med et tæppefald?

Her under coronakrisen bliver vi alle klogere på vores fortravlede hverdag. Sådan skal det i hvert fald ikke være, når vi er ude på den anden side, siger vi. Men hvor længe holder de løfter, man afgiver, når man står ansigt til ansigt med et tæppefald? Måske rummer Dostojevskijs »Idioten« svaret, skriver Kresten Schultz Jørgensen.

Mens vi er hjemme i frivillig karantæne under coronakrisen, tænker mange af os nok over, om den fortravlede hverdag, vi havde tidligere, nu også er det rigtige. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ursula Deja-Schnieder/Ritzau Scanpix

Der er mange ting at få på plads efter corona. Lige nu handler det om at holde sammen på tingene, bagefter kommer indsigterne.

En af dem er uden tvivl nærvær, eller hvad man nu vil kalde evnen til at være til stede i situationen og at prioritere det vigtige.

Jeg taler med ledere og selvstændige, der allerede nu har ideer til, hvordan de i fremtiden vil gøre deres forretninger mindre gearede og mere relevante for kunderne.

Ligesom kontorfolket pludselig er befriet for hverdagens bizarre mødebelastning og nu lover sig selv, at de efter corona vil insistere på mere produktive arbejdsformer.

Kresten Schultz Jørgensen Fold sammen
Læs mere
Foto: Kresten Schultz Jørgensen SH PR.

For slet ikke at tale om eftertanken fra de små oplevelser, som vi sikkert alle har, hvor man pludselig ser tingene lidt klarere og lytter lidt mere til det, der faktisk bliver sagt i telefonen. Nøjagtigt sådan skal det være fremover, tænker man.

Hvilket fører til denne klummes åbne spørgsmål: Hvor længe holder de løfter, man afgiver, når man står ansigt til ansigt med et tæppefald?

Jeg trak for nogle dage siden Fjodor Dostojevskijs »Idioten« ud af reolen, fordi bogen blandt andet kredser om netop det spørgsmål. Den er skrevet for 150 år siden, da Dostojevskij kom hjem fra 10 års fangelejr i Sibirien, hvor han indlysende nok kiggede døden i øjnene mere end én gang.

Romanens »idiot« er den økonomisk afdankede fyrste Mysjkin, der konsekvent tror på alle drømme og løfter, også selv om han i Zarens Rusland er omgivet af spekulanter og kynikere af begge køn.

Til et middagsselskab fortæller Mysjkin historien om en 27-årig mand, der bliver dømt til døden og ført op på skafottet til offentlig henrettelse. I sit livs sidste to minutter gennemtænker han glasklart sit hidtidige liv og de tusinder af dage, som han tankeløst har ødslet bort.

Han får til allersidst øje på en kirke, hvis kupler funkler i det klare solskin. Så rent vil jeg leve, tænker han, hvis jeg får blot ét minut tilbage.

Og så sker det ufattelige. Manden benådes med et hastetelegram.

»Hvordan gik det manden sidenhen?« spørger nogen i middagsselskabet. »Førte han regnskab med resten af sit liv?«

»Overhovedet ikke,« svarer Fyrsten. »Han brugte det ikke til noget som helst fornuftigt. Han fortsatte ufortrødent med at spilde tiden.«

En brutal konklusion, der får selskabet til at hovere. Der kan man bare se. Ingenting nytter noget. Der er kun opportunismen og egennytten. Alle gode intentioner er spild af tid.

Men Dostojevskijs morale er naturligvis en anden. Den russiske forfatter blev som ung forfatter selv dødsdømt, benådet og forvist til Sibirien, hvorefter han brugte sit liv på at beskrive det godes tvivlsomme muligheder i en verden af egoisme og grådighed.

Kresten Schultz Jørgensen

»Bum, så holder vi igen møder hele dagen, køber på kredit og glæder os til en flaske rødvin allerede om mandagen.«


Hos Dostojevskij er det gode en daglig kamp, og sådan bliver det jo også her til lands, når hverdagsmøllen maler igen på den anden side af corona. Der er systemer, der skal passes. Forretninger, der skal gøres. Penge, der skal tjenes.

Bum, så holder vi igen møder hele dagen, køber på kredit og glæder os til en flaske rødvin allerede om mandagen.

Eller hvad?

På skafottet lover man hvad som helst. Det er bagefter, at det gælder.