Kresten Schultz Jørgensen: Har skandinaver slet ikke noget at byde ind med? Jo, de har

Det er forkert at hylde ideen om, at det skandinaviske slet ikke findes. Omtrent lige så forkert som at reducere tingene til cykler og lakrids.

Kresten Schultz Jørgensen Fold sammen
Læs mere
Foto: Kresten Schultz Jørgensen SH PR

Hvad handlede dét så om, slaget om SAS-filmen? 14 dages intenst slagsmål, der ryddede forsider i hele Europa og kulede alle danske debattører ned i de to skyttegrave, som vi efter 25 års debat om danskheden vel burde være kravlet op af.

På den ene side de nationalkonservative, der krævede, at regeringen greb ind over for SAS. Og på den anden side de kulturradikale globalister, der fik ny næring til den lige så skæve påstand om, at steder, lande og regioner overhovedet ingenting betyder.                    

Reklamefilmen stillede som bekendt spørgsmålet: What is truly Scandinavian? Og svarede selv i den oprindelige version: Absolutely nothing. Dén udgave blev hurtigt redigeret om, men nu var ballet så i gang, inklusive bombetrussel mod reklamebureauet.

SAS spytter på alt, hvad der er dansk, sagde Søren Espersen (DF) med en retorik, man ellers kun kender fra iranske mullaher. Problemet var – og er – at filmens grundidé er lige så skæv.

»Skandinaver er i forhold til andre lande generelt kendetegnet ved særdeles kort magtdistance. Det betyder, at vi ikke hænger os i hierarkier og generelt er til at stole på.«


Og nej, det handler ikke om cykler, lakrids eller smørrebrød, der alt sammen kun er kulturbegrebets mest overfladiske udtryk. Lige her er filmen rigtig, rigtig god: Som rejsende vil vi gerne hylde alle de lande, vi rejser til.

Men påstanden om, at vi som skandinaver ikke selv rummer et DNA, er direkte forkert – og vel også lidt dumt i en verden, hvor aggressive værdier omgiver os til alle sider. Der kæmpes lige nu om verdensherredømmet. Har skandinaver slet ikke noget at byde ind med, overhovedet – ud over lakrids, som så heller ikke er vores?

Hvis man vil forstå fænomenet national og regional kultur, er det som hovedregel en god idé at konsultere den hollandske samfundsforsker Hofstede. Han siger ikke noget nyt. Men han siger det præcist.

Skandinaver er i forhold til andre lande generelt kendetegnet ved særdeles kort magtdistance. Det betyder, at vi ikke hænger os i hierarkier og generelt er til at stole på.

Skandinaver er individualistiske snarere end kollektivistiske. Det betyder, at vi siger tingene ligeud og sætter en ære i at tage ansvar for os selv.

Fællesskab og lighed

Og så udgør vi, igen med Hofstedes begreber, feminine snarere end maskuline samfund, hvilket betyder, at vi vægter fællesskab og lighed langt højere end status og materiel succes.

Deri ligger altså det skandinaviske DNA, der kan genfindes i sprogene (der er folkelige, ikke opstyltede), i ledelsesstilen (der er lighedsorienteret), i undervisningen (der behandler børn som mennesker og ikke som kommende arbejdskraft), i det politiske liv (der har bygget velfærdsstaten) og så fremdeles.

Det er kort sagt forkert at hylde ideen om, at det skandinaviske slet ikke findes. Omtrent lige så forkert som at reducere tingene til cykler og lakrids.

Jo, det skandinaviske findes. Som den afslappede åbenhed, vi er fælles om. Og som vi kendes på i andre lande, hvor man i både USA og Sydeuropa rigtig ofte omtaler os som skandinaver snarere end bare danskere, nordmænd og svenskere.

Ironisk nok har filmen dér sin største kvalitet. Skandinaver har overskud nok til lidt selvironi. Men lad være, please, med at forveksle venligheden med svaghed.