Kresten Schultz Jørgensen: Følelserne træffer valgene for os – også de politiske

Valgforskerne hader naturligvis det faktum, at følelserne afgør vælgernes beslutningstagning. Men forskningen siger det sort på hvidt. Selv oplyste danskere er i virkeligheden temmelig uoplyste, og vi stemmer overraskende uafhængigt af datagrundlaget.

28BKU20180627-102549-3-1249.jpg
Kresten Schultz Jørgensen, administrerende direktør i kommunikationsfirmaet Oxymoron. Fold sammen
Læs mere

Så skal vi til det igen, hen og stemme. To måneder med hændervridende partiledere, analytikere, som tolker løs på sagesløse vælgere, og nære venner, der tilsyneladende stemmer som vinden blæser.

Han har noget, Klaus Riskær Pedersen, siger de pludselig. Der er nu noget ved Uffe Elbæk. Og man kan sige meget om Pernille Vermund, og dét gør man så, men uden effekt, fordi vennernes beslutninger for længst er truffet dybt inde i den limbiske hjerne, hvor sympatier opstår som en aktivering af det autonome nervesystem.

»Min pointe er dermed ikke, at følelserne har »ret«. Blot at de findes, og at de er stærkere end fornuften. Freud sammenlignede forholdet med en rytter på hesten, der gør sit bedste for at styre det store dyr. Hesten er stærkere end rytteren.«


Valgforskerne hader naturligvis det faktum, at følelserne afgør vælgernes beslutningstagning. Men forskningen siger det sort på hvidt. Selv oplyste danskere er i virkeligheden temmelig uoplyste, og vi stemmer overraskende uafhængigt af datagrundlaget.

Den danske valgundersøgelse efter 2015-valget viste, at kun tre pct. reelt vidste, hvordan det gik med samfundsøkonomien. Kun en femtedel kendte det korrekte antal folketingsmedlemmer (179), og to tredjedele kunne ikke angive partifarven på en lang række profilerede politikere. At følelserne bestemmer, ved man alt om i kunstens verden. Den stormfulde kærlighed i Shakespeares »Romeo og Julie«. Hamlets desperate raseri, der hagler ned over Ophelia. Og så fremdeles.

Men politikken har i årtier været for fin til den slags. De gamle og etablerede partier har argumenteret fornuftigt for sagerne med det resultat, at vælgerne også i Danmark vandrer ad helt nye stier.

I 2015 skiftede fire ud af ti vælgere parti i den største vælgerflugt i landets parlamentariske historie. De gamle partier fik en begmand, som man stadig tolker løs på, mens vinderne var dem, der aldrig havde været i regering. Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Enhedslisten og Alternativet. Herfra et kvalificeret gæt: Tendensen fortsætter ved det kommende valg. Hvis man vil forstå følelsernes politiske betydning, er psykologen George Lakoff fra University of California, Berkeley et udmærket sted at starte. Han peger på, at vi som vælgere motiveres af de meget enkle mønstre, der er grundlagt i den familiestruktur, vi er opdraget i eller altid har savnet – det autoritære eller det omsorgsfulde.

Når de to familielogikker oversættes til vælgeradfærd, bliver vi tiltrukket af enten enkle eller komplekse løsninger. Enkle løsninger er for eksempel at forsvare grænsen med skydevåben eller åbne den fuldstændigt. Komplekse løsninger omfatter, at man diskuterer tingene længe og grundigt med den risiko, at man nogle gange slet ikke kommer frem til en løsning. Det interessante er naturligvis, at de gamle partier og hele systemet af halvstuderet bedreviden for længe har troet, at man kan analysere sig frem til de gode argumenter. Og at de nye partier – som vi roligt kan kalde populistiske – lige så længe har fået en gratis omgang.

Min pointe er dermed ikke, at følelserne har »ret«. Blot at de findes, og at de er stærkere end fornuften. Freud sammenlignede forholdet med en rytter på hesten, der gør sit bedste for at styre det store dyr. Hesten er stærkere end rytteren.

Så velkommen til valgkamp. Som vælger kan man vælge at slå fornuften til og stille sig selv spørgsmålet, hvad der egentlig er bedst for landet. Som ansvarsfuld politiker kan man tænke lidt over fortællingerne og følelserne.

Det kunne ligefrem blive sjovt.