Kresten Schultz Jørgensen: Det er jo nemmere på engelsk, sagde den svenske mødeleder

I nogle sammenhænge er det praktisk for skandinaver at være flydende på engelsk, herunder når man taler med folk, der kun kan dét fællessprog. Men i andre sammenhænge er det direkte dumt.

Kresten Schultz Jørgensen SH Kresten Schultz-Jørgensen byline Fold sammen
Læs mere
Foto: Kresten Schultz Jørgensen SH PR

Forleden var jeg sammen med erhvervsfolk fra både Stockholm og Jylland, og i løbet af nul komma fem foregik hele mødet på det business-engelsk, der er blevet moderne europæeres nye modersmål.

Det er jo nemmere på engelsk, sagde den svenske mødeleder, hvilket hele bordet nikkede begejstret til. Vi er så dårlige til svensk, sagde jyderne. Og vi forstår ikke dansk, sagde svenskerne, hvilket tilsyneladende var cool at sige, fordi alle nu kunne demonstrere, hvor gode de var til engelsk.

»Et sprog er ikke bare bunke ord, der kan oversættes mekanisk. Et sprog er et stykke kultur, man deler med andre, og hvor man udtrykker ting indforstået.«


Og det er jo pointen. I nogle sammenhænge er det praktisk for skandinaver at være flydende på engelsk, herunder når man taler med folk, der kun kan dét fællessprog. Men i andre sammenhænge er det direkte dumt, fordi skandinavisk rummer muligheder, der ikke findes på andre sprog.

Et sprog er ikke bare bunke ord, der kan oversættes mekanisk. Et sprog er et stykke kultur, man deler man andre, og hvor man indforstået udtrykker ting, der forsvinder, når man skifter sprog.

I Danmark, Sverige og Norge er vi forskellige på nogle områder, men også ens på andre, hvad der gør os unikke i hele verden. De nordiske samfund er bygget op gennem århundreder, så de ligner hinanden på menneskesyn og grundværdier: Demokrati, ærlighed, tillid. Det betyder, at skandinaver kan tale sammen med et særligt betydningsindhold, hvis de altså gider. Ligesom briter kan, og tyskere og østrigere, og franskmænd og svejtsere fra Geneve.

Og så tilbage til dem, der ikke gider, fordi det er »nemmere« på engelsk. Dansk, svensk og norsk har mere end 90% af ordforrådet til fælles. Forskellene ligger i nogle principielle udtaleformer, som man sammen med 20-30 faste vendinger på de respektive sprog kan lære på nogle ganske få timer. Og ja, så skal man som dansker undgå vores ret bizarre talsystem.

Det smukke ved skandinavisk er herefter, at man over for 20 mio. mennesker kan tale sit eget modersmål og blive forstået af andre, der gør det samme.

Hvis man ikke gider det, er det i min bog udtryk for både dovenskab og dårlig stil. Nordmænd har sjældent problemer. Folk fra Skåne og København heller ikke. Men jyder er slemme. Og folk fra Stockholm notorisk for fine til at tale med almindelige mennesker. Dét er jo i princippet det særligt svenske.

Så jeg har taget den beslutning, at jeg ikke fremover deltager i møder med andre skandinaver, hvor nogen taler engelsk.

»De skandinaviske sprog er det smukkeste symbol for nordisk samhørighed. Det giver styrke indadtil og udadtil. Vi behøver slet ikke lovgivning og møntunioner. Vi taler bare sammen.«


Operationen har, vil jeg gerne understrege, en vis konsekvens. Jeg har hver uge møder med et stort reklamebureau fra Stockholm, og det kører nu på skandinavisk, utan undantag. Sydsvenskerne er helt med på pointen. Stockholmerne er smårystede, men så kan de lære det.

Gevinsten er en vis sproglig intimitet. Den er rar. Men der er også politik i sagerne. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at den skandinaviske samfundsmodel grundlæggende har nogle styrker, som tænksomme mennesker i resten af verden helt grundlæggende misunder os.

Jo, vi er uenige fra højre til venstre, men come on: I sammenligning med de varme lande (som man vist ikke må kalde dem mere) handler uenighederne i Skandinavien jo mest om penge og nye variationer inden for seksualdriften.

De skandinaviske sprog er det smukkeste symbol for nordisk samhørighed. Det giver styrke indadtil og udadtil. Vi behøver slet ikke lovgivning og møntunioner. Vi taler bare sammen.