Kresten Schultz Jørgensen: Bekymringskulturen er ikke nogen god vej fremad for et godt samfund

Skridt for skridt er fremtidsblikket i den vestlige verden blevet fuldt af bekymring. Det er et kulturskift, der kan mærkes, hvis man er gammel nok, skriver Kresten Schultz Jørgensen.

Kresten Schultz Jørgensen Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Det første, jeg kan huske, er Apollo 11. Min far vækkede mig midt om natten og bar mig ned til de voksne i stuen. Et menneske på Månen. At tænke sig.

Dengang var fremtiden altid et bedre sted. Teknologi skabte muligheder. Politikere og dygtige mennesker greb dem. I dag er fremtiden fuld af risici. Et sted på vejen blev vi pessimister.

Jeg kan også huske min første PCer i 1990 og, bum, internettet på et universitet i Californien. Fremtiden var fuld af potentiale; en demokratisk legeplads for voksne.

Siden dengang er fremtiden blevet anderledes. Skridt for skridt er fremtidsblikket i den vestlige verden blevet fuldt af bekymring. Det er et kulturskift, der kan mærkes, hvis man er gammel nok. Fremover bliver det ikke bedre, men værre. Vi er blevet de bekymrede.

Kultursskiftet findes i både politik og hverdagsliv og er ret uafhængigt af ideologisk overbevisning.

På højrefløjen er det opløsningen af nationens historiske fællesskab, etniske homogenitet og nu også forståelsen af køn og seksualitet. På venstrefløjen er undergangsstemningen oftest tonet af de klimaforandringer, der kan gøre tilværelsen blot få årtier frem så ubærlig at tænke på, at det oftest er nemmest slet ikke at gøre det.

Pessimismen betyder, at politikerne ikke længere er optaget af de muligheder, fremtiden kunne byde på. De er optaget af at afbøde trusler og ricisi. Og nej, det handler ikke om covid-19, der naturligvis har handlet om særdeles nødvendig krisestyring.

Det handler om, at det politiske fokus i både uddannelsespolitik, erhvervspolitik og energipolitik altid handler om at håndtere trusler og mulige systemfejl.

Engang troede vi på politik og teknologi som katalysatorer for store, positive forandringer. Men ikke længere. I bogen »The Decadent Society« beskriver den amerikanske forfatter og politiske kommentator Ross Douthat, hvordan vi i den vestlige verden har tabt sansen for det »teknologisk sublime«. Vi imponeres ikke længere af fremskridt og forbedringer. Produkter er noget, vi køber og smider væk i et uendeligt omfang. Og opfindelser som kunstig intelligens og genteknologi er noget, der lige så ofte spreder frygt som forventning.

Kresten Schultz Jørgensen

»Min pointe er, at bekymringskulturen som bærende element faktisk ikke er nogen god vej fremad for et godt samfund.«


Nu er sandheden, at der er nok at være bekymret for. Min pointe er således ikke, at vi skal benægte de etiske og miljømæssige problemer, der nu engang skal håndteres. Min pointe er, at bekymringskulturen som bærende element faktisk ikke er nogen god vej fremad for et godt samfund.

Den tyske sociolog Ulrich Bech analyserede allerede i 1980erne og 1990erne, hvordan forskningen og den teknologiske udvikling ligefrem »producerer« større og større usikkerhed, og hvordan usikkerheden derefter kortslutter både de politiske beslutningsprocesser og samfundslivet i bred forstand.

Igen: Bechs pointe er naturligvis ikke, at vi skal være ligeglade med objektive risici for eksempelvis naturkatastrofer og miljøødelæggelser. Men han anbefaler, at vi bliver bedre til at gennemskue de socialt skabte bekymringer, der uvægerligt vil gøre både samfundslivet og den enkeltes liv ubærligt.

Der, hvor vi ikke længere tør lade vores børn gå alene i skole. Der, hvor man ikke tør tale med fremmede på gaden. Der, hvor hver eneste teknologiske tigerspring bliver fuldt af indbyggede risici.

Fremtiden tilhører de modige.