Kresten Schultz Jørgensen: Ateisten er et mareridt af en borddame

Ateisterne fylder mere og mere. De er ikke længere blot dem, der ikke tror. Nu missionerer de også for ateismens evangelium.

Foto: Kresten Schultz Jørgensen SH PR

I mit julemareridt er jeg bænket mellem ateisten og den hellige

Den hellige kører løs med sit fundamentalistiske vrøvl om, at Bibelen er blevet til under direkte inspiration fra Gud, eller at moderne stater skal indføre islamiske retssystemer.

Ateisten er på overfladen mere stueren. Man er jo enig i, at verden skal styres med fornuft og logik, ikke overtro. Når hun alligevel er et mareridt, er det, fordi hun kræver, at fornuften står alene. Kun det, der kan bevises og måles, har en betydning.

Så der røg dén samtale.

»Ateisterne er kort sagt imod også andres tro, og de går i den offentlige debat til værket med en mangel på tvivl, der er sekter værdig.«


Det er mit indtryk, at flere og flere diskussioner føres som lejrkrige mellem fornuft og følelser. I juledagene handlede det om kristendom.

Kan du måske bevise jomfrufødsler?, spurgte fornuftskrigerne, når de hørte, at man havde været i kirke. Kan du bevise engle?

Kresten Schultz Jørgensen

»Mennesket er både fornuft og følelse, nøjagtigt ligesom vi rummer både fysik og psykologi.«


Lejrkrigen kører hele året. På den ene side den religiøse dømmesyge og de mere moderne varianter af mystik, reeinkarnation og scientologi. På den anden side instrumentalismen med kravet om mere naturvidenskab i skolesystemet, målstyring i erhvervslivet og troen på mennesket som en biologisk maskine. Du er dine gener, intet andet.

Lejrkrigen

Når lejrkrigen er et mareridt, er det, fordi den river både samtaler og verden fra hinanden med en falsk modsætning.

Mennesket er både fornuft og følelse, nøjagtigt ligesom vi rummer både fysik og psykologi.

Tingenes eksistens bestemmes og bevises af fysikken. Deres værdi af psykologien.

Kan man bevise Guds eksistens? Nej, og kun instrumentalister kunne finde på at forsøge.

Alligevel fylder ateisterne jo mere og mere. De er ikke længere blot dem, der ikke tror. Nu missionerer de også for ateismens evangelium.  Ateisterne er kort sagt imod også andres tro, og de går i den offentlige debat til værket med en mangel på tvivl, der er sekter værdig.

De nye ateister er i det lys ofte uden den fornemmelse for både fornuft og følelse, der jo karakteriserede ateistiske tænkere som fx Camus og Nietzsche. Filosoffer, der var fulde af tvivl og undren, og som ikke kunne drømme om at erstatte troen på kristendommen med ren instrumentalisme, det vil sige enten naturvidenskabens biologisme eller markedsøkonomiens økonomistyring.

Blandt de smukkeste fortællinger om instrumentalismens begrænsninger er den britiske cellist Philip Sheppards beskrivelse af sit møde med rockmusikeren Jeff Buckley. Det kan ses på BBC.

Den klassisk uddannede Sheppard, der er professor på Royal Academy of Music, fortæller, at Buckley mødte sent op til prøverne på Henry Purcells arie »Dido's Lament« og nærmest uden forberedelse kastede sig ind i en fortolkning, der for altid ændrede Sheppards syn på opera.

At Buckley, der senere druknede i Mississippi-floden som blot 30-årig, var sin generations mest lovende rocksanger, hører naturligvis med til historien. For Sheppard var han beviset på, at noder og forberedelse kun er halvdelen af ligningen. Den anden er nærvær og sjæl.

Så der er mere mellem himmel og jord. Hvad der er, kan man aldrig vide.