Konflikter

»Det er mandag morgen. Endnu en gang vil hun ikke have børstet tænder. Jeg smider tandbørsten i toilettet i raseri og truer hende med en fast ugentlig tid hos tandlægen i stedet. Jeg laver borelyd med munden, mens jeg tvinger hende ned i støvler og jakke.«

Hassan Preisler og Maise Njor. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Hassan Preisler

Det er nok, fordi jeg faldt i gryden som barn, men jeg har altid elsket konflikter!

Overalt blev der ført krig. I bar røv og fjerpragt red far på sin pony op mod berlinerpolitiets tåregaspatroner og vandkanoner på USAs nationaldag, mens mor slog mere hjemlige slag mod både far og konformiteten med Rainer og Jürgen og Wolfgang ved sin sengeside. Bål og brand, skrig og skrål.

Når der var fred omkring mig, blev jeg angst. Kender du det der øjeblik, før tsunamien skyller ind over land? Det er det værste! Her var jeg allermest bange.

Når flodbølgen først ramte, så tumlede jeg rundt i de oprørte vande og skrabede huden mod vragdelene med et stort smil om munden. Derfor laver jeg evig og altid ballade: Jeg driller, pirrer, provokerer og tirrer. Jeg elsker konflikter!

Det er mandag morgen. Endnu en gang vil hun ikke have børstet tænder. Jeg smider tandbørsten i toilettet i raseri og truer hende med en fast ugentlig tid hos tandlægen i stedet. Jeg laver borelyd med munden, mens jeg tvinger hende ned i støvler og jakke.

Tårerne springer fra hendes øjne og snottet løber klart ned i hendes mund, da hun siger: »Du er meget, meget dummere, end jeg troede, far!«

Rundt om hjørnet, ned ad gaden, over alléen træder jeg hårdt i pedalerne. Hun græder, jeg truer. Hun bebrejder, jeg råber. Hun skriger, jeg brøler. Jeg er hjemmevant i ballade, så »hun kan bare komme an,« tænker jeg. Og da jeg mærker hende resignere, nyder jeg sejrens sødme.

Men så! Denne mandag morgen siger hun pludselig den sidste sætning i mit konfliktelskende liv, der stedes til hvile for stedse.

Helt stille lyder det fra hende: »Sådan her skal det ikke være, far! Du er voksen, og jeg er kun et barn.«

Og pludselig vækkes jeg. Med ét trækkes jeg ud af den psykotiske tilstand af kærlighed til anti-harmoni, som jeg har befundet mig i i snart 46 år. Smerten vælter ned over mig. Fortrydelse. Skam!

Jeg trækker i nødbremsen, slår fuldt bak og kaster cyklen over en kantsten. Der falder en let støvregn. Vi har ikke fået tøj på til det, men det er lige meget.

Vi bumler hen over en græsplæne, til jeg finder en bænk. Ved den lille sø. Jeg breder støttebenet ud. Jeg løfter hende forsigtigt af sædet og ind under min frakke, knapper den til og knuger hende ind til mig. »Undskyld,« siger jeg: »Du har ret, skat. Sådan her skal det ikke være. Aldrig nogen sinde igen!«

Maise Njor

Konflikter? Det er ikke lige mig. Hvis der er anløb til anløben stemning omkring par-middagsbordet, så råber jeg et skingert »skål, venner«, og pisker ud i køkkenet og skurer værtindens i forvejen rene gryder.

Når man er vokset op i et hjem uden råben og skrigen, så bliver man virkelig forskrækket, hvis nogen hæver stemmen. Jeg nåede til slut-firserne (altså årstallet), før det skete for mig, og jeg tissede i min ene Harley-Davidson-støvle. Det blev suget op af mine oversize skulderpuder …

Når man er født med en logrende puddelhund i ascendanten, går det helt galt, når man skændes. Jeg bliver forvirret over, hvad jeg selv mener, og om jeg overhovedet må mene det, og alle disse tanker gør mig så træt, at jeg begynder at gabe, og det er tilsyneladende noget, som gør vrede mennesker endnu vredere – har jeg erfaret.

Problemet med at være konfliktsky er (udover, at man altid hellere vil tilsidesætte sig selv for fredens skyld), at man ofte havner i konflikter. Folk bliver utrygge, hvis man ikke melder klart ud. Det kan jeg sagtens forstå, og jeg har virkelig prøvet at ændre mig. Der er bare et problem:

For nylig viste en undersøgelse, at heste faktisk kan skelne mellem, om mennesker er bange eller vrede. Nu vil jeg ikke sætte mig op på højde med så fint et hovdyr ... Men jeg bilder mig alligevel ind, at jeg kan se det samme.

Jeg tror, at jeg kan se folks følelser, før de har givet udtryk for dem, og derfor kan jeg ikke finde ud af at skændes.

For når en person råber mig ind i ansigtet, så ser jeg samtidig i hans ansigt, at han blev overset som barn, at han er uvenner med sin søster, at han er ked af sit liv, og at han i øvrigt muligvis i virkeligheden er vred, fordi hans bukser er begyndt at stramme.

Og hvordan kan man tage til genmæle mod en, som har det sådan?

»Her er da brug for omsorg,« tænker jeg. Men man skal huske, at disse mennesker ikke har det på samme måde, og de ser f.eks. ikke, at man er bange, fordi der bliver råbt: De er ikke så fine-tuned, som man selv er.

Og skal ufølsomme idioter have lov til at styre verden? Nej, det skal de ikke. Så hvis du er en af dem: Forestil dig, at du er en hest …