Konditor fra La Glace og to kaptajner for konditorlandsholdet står bag nyt sted i Indre By

Restaurantkæden Madklubben har prisvenlige restauranter i nærmest alle genrer: fra pizza over bistromad til smørrebrød. Nu åbner kæden endnu en filial – denne gang med konditori.

Paulette kommer til have et udvalg på otte kager til mellem 45-55 kroner stykket. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR/Paulette
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det vælter frem med gourmetbagere i København, og nu vil en ny luksuskonditor forsøge at gøre brødbagerne kunsten efter.

Konditoriet hedder Paulette, og bag det står restaurantkæden Madklubben og konditorchefen og kokken Emil Luigi Mathis Vang. Deres erklærede mål med Paulette er at gøre eksklusiv konditorkunst tilgængeligt for flere danskere.

»Hvis du skal have en konditorkage på dét niveau, vi laver vores kager på, så skal du i dag booke bord hos nogle af de bedste restauranter her i byen. Vi vil så at sige give københavnerne mulighed for at få konditorkager fra allerøverste hylde, uden at det vælter månedens madbudget,« siger Emil Luigi Mathis Vang i en pressemeddelelse, som Madklubben har sendt ud.

Vang har tidligere arbejdet som konditor på La Glace og været kok på Stammershalle Badehotel, Niels, Trio og Formel B. Med sig i køkkenet får han også Anne Lise Sigvardsen samt Line Kürstein Wolter, der begge må siges at lyde mere end kvalificerede.

Sigvardsen er således udlært fra Hotel d'Angleterre og kaptajn for det danske konditorlandshold, mens Wolter er tidligere kaptajn for konditorlandsholdet samt chefkonditor på hedengangne Restaurant Lola.

Point hos ejerens børn

Berlingske har talt med ejeren af Madklubben, Anders Aagard, om, hvorfor Madklubben nu kaster sig over kagerne.

»Ideen til konditoriet opstod, da vi overtog lokalerne ved siden af Bistro Royale. Det har et lille sidelokale og et lille køkken, der ikke kan bruges til stordrift i restaurantskala. Derimod kan der laves kager, og et lækkert lille konditori kan også på sigt komplimentere bistroen på hjørnet, hvor vi forhåbentlig inden længe kan lancere en kickass afternoon tea. I alt beskedenhed synes vi, at Kongens Nytorv er en god lokation til det,« siger Anders Aagard og fortsætter:

»Og så er kagerne hamrende gode, må jeg sige. Mine børn elsker bagedysten, så de er oppe at køre over, at far arbejder sammen med nogle, der kan noget med glaze og mousser.«

Paulette ligger på Gothersgade 3 lige ved Kongens Nytorv.