Komiker smider (tilsyneladende) 10.000 pund i en flismaskine i protest over David Beckhams Qatar-samarbejde – se videoen her

Komikeren Joe Lycett er vred over, at David Beckham angiveligt har fået en formue for at være ambassadør for VM i lgbt-fjendtlige Qatar.

 
Video: CNN/Joe Lycett Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I lidt over en uge havde han truet med at gøre det, hvis ikke eksfodboldspilleren David Beckham droppede det samarbejde, han har indgået med Qatar. Så gjorde han det. Vistnok. Smed 10.000 pund, svarende til 85.000 kroner, i en flismaskine.

Baggrunden: At David Beckham angiveligt har fået 10 millioner pund, altså omtrent 85 millioner kroner, for at være ambassadør for VM i Qatar.

I Qatar er homoseksualitet ulovligt, og man kan blive idømt flere års fængsel, en bøde eller dødsstraf for at praktisere den. Der er dog tilsyneladende aldrig nogen, der er blevet idømt dødsstraf.

Uanset hvad harmonerer Qatars homopolitik ikke med David Beckhams ry for at være lgbt-støtte, mener Joe Lycett, som på sin hjemmeside identificerer sig selv som queer – en betegnelse for personer, der orienterer eller identificerer sig i modsætning til heteroseksuelle og/eller ciskønnede.

Derfor lagde Joe Lycett 13. november en video på Twitter, hvor han sagde, at hvis David Beckham droppede samarbejdet eller donerede de penge, han har modtaget, til lgbt-organisationer, ville han selv give 10.000 pund til en organisation, der støtter lgbt-rettigheder i fodbold.

David Beckham vandt som aktiv fodboldspiller mesterskaber i England, Spanien, USA og Frankrig. Han var anfører for det engelske landshold i seks år. Fold sammen
Læs mere
Foto: Matias J. Ocner.

Hvis ikke Beckham gjorde, hvad han bad ham om, ville Lycett i stedet smide de 10.000 pund i en flismaskine sammen med Beckhams »status som homoikon«.

»Du var den første fodboldspiller fra den bedste engelske række, der lavede interview med homoseksuelle magasiner som Attitude, du var den første, der talte åbent om sine homoseksuelle fans. Og du giftede dig med en Spice Girl, hvilket er det mest homoagtige, noget menneske kan gøre,« siger Joe Lycett i videoen.

I videoen er der et link til hjemmesiden benderslikebeckham.com. Navnet hentyder til, at mens David Beckham var fodboldspiller, var han berømt for at bende, altså skrue, bolden i mål, hvorfor der på et tidspunkt også blev indspillet en film om to unge, kvindelige fodboldspillere, »Bend it like Beckham«. En bender er samtidig slang for en homoseksuel mand.

David Beckham reagerede ikke på truslen, og nu har Joe Lycett altså tilsyneladende smidt penge i flismaskinen.

CNN har kontaktet komikeren og spurgt, om han virkelig har gjort det, men han er ikke vendt tilbage, skriver CNN.