Kørners farve

John Kørner er dansk kunsts bedst bevarede hemmelighed, men både udlandet, Frederik og Mary elsker den 208 centimeter skrøbelige kæmpe. Senest har hans malerier af døde danske soldater bragt sindene i kog – og omsider hjulpet

Foto: Claus Bech

16 malerier. Af 16 døde danske soldater i Afghanistan. En del af udstillingen »U-TURN« og genstand for en heftig kunstdebat i alt fra Information til Weekendavisen. De fleste er enige om, at malerierne er af høj kunsterisk kvalitet, men hvad med kunstnerens holdninger? Har John Kørner tænkt sig godt nok om, inden han ytrede sig? Var det okay at kalde krigen »fuldkommen idiotisk« i et interview med Politiken? Blander han Irak-krigen sammen med Afghanistan? Og har han sat sig godt nok ind i soldaternes motivation for at deltage i krigen i Afghanistan, som modsat den i Irak, stadig giver mening for mange mennesker?

John Kørner holder fast:

»På kort tid døde fire–fem danske soldater i Afghanistan, og pludselig gik det op for mig, at Danmark var i krig. Jeg troede, de danske soldater havde en observerende og opbyggende rolle, ikke at de var i frontlinjen. Det provokerede mig dybt, at politikere og menigmand ikke tænkte mere på den menneskelige tragedie. At 20-årige mænd med et helt liv foran sig drager af sted og kommer hjem igen i en kiste.«

Fire måneder inden U-TURN-udstillingens start kasserede John Kørner derfor flere måneders arbejde – om Polens indlemmelse i EU (!) – og sadlede om fra den ene dag til den anden. Krigen er forkert, erkendte han en morgen og valgte dermed at stikke hånden direkte ned i, hvad der skulle vise sig at være en politisk hvepserede. Samtidig startede han ubevidst sin forvandling fra håbefuldt talent til etableret kunstner på den danske kunstscene.

»Jeg har aldrig været i Afghanistan, men jeg identificerer mig med den normale dansker, der læser avis, og derudfra skaber sig en forestilling om krigen. Når jeg maler en død person, er det helt bevidst, at jeg maler blandt andet afrevne lemmer og den brutalitet, som virkeligheden kan have. For mig ville det være kynisk at bruge poppede virkemidler, når emnet er så alvorligt. I stedet skildrer jeg krigen i en poetisk udgave for at lokke beskueren til maleriet og se den menneskelige tragedie. Det er ikke elitært, for alle kan forstå og forholde sig til krigens menneskelige problemer og tragedier. Men malerierne appellerer til folks intellekt. Det er ikke min hensigt eller rolle som kunstner at gå ind og diskutere, hvorfor vi er med i krigen, snarere at skildre det menneskelige tab.Og personligt har det påvirket mig dybt at arbejde koncentreret med døden som emne.«

Måske er det maleriernes størrelse – de største er 2,6 x 3,6 meter – der gør, at de i den grad stjæler opmærksomhed i udstillingsrummet i den gamle Tap E bygning på Carlsberg. Måske er det motiverne og de stærke farver: En skudt soldat, der stadig sidder på stolen, hvor han underviste små afghanske børn, der stadig sidder rundt om den døde og flittigt tager noter. En soldat, der døde, akkurat før han nåede at betræde den lange og lyse vej foran sig. En soldat, der ligger hovedløs under en vandpumpe, mens et afghansk barn hænger i pumpen. Afghanerne er afbildet hængende i luften som spøgelser eller som i et dukketeater i grå og hvide nuancer – bag dem ses et landskab i mørke toner, og i flere af malerierne det danske flag som billede på en faldende nation.

John Kørner startede på Kunstakademiet i 1996, hvor han blev uddannet sammen med sin gode ven, Tal R. Sammen med to andre kunstnere grundlagde de kunstnergruppen Kørners Kontor. Gruppen gjorde oprør. Mod deres underviseres teoretiske tilgang til maleriet. Og mod tidens abstrakte og opløselige malerier.

I stedet malede Kørner figurer og virkelige mennesker – »flad kunst«, som mange affærdigede det med dengang. Men flere og flere etablerede kunstnere dukkede op, når Kørners Kontor udstillede.

»Tal og jeg stod ryg mod ryg og malede sammen gennem vores tid på Akademiet. Vi havde et meget tæt forhold og lod os inspirere af hinandens værker. Det var tit, at vi lånte motiver fra hinanden, så på den måde var der ingen konkurrence mellem os – vi var virkelig gode sparringpartnere. Men en dag kom en person ind på Kørners Kontor og købte tre af Tals malerier. Det kom som et chok for mig. Jeg havde slet ikke tænkt vores projekt som noget, der skulle sælges, men noget, der skulle bevise verden, hvad vi kunne. Efter en tid gik det op for mig, at vores ting kunne sælges, men det var slet ikke mit udgangspunkt til at starte med.«

Gallerist Mikael Andersen fulgte de to kunstnere på klos hold dengang og udstillede allerede deres værker i 1997. Han husker tydeligt det første møde med dem:

»Første gang, jeg trådte ind i deres atelier, oplevede jeg Tal som en meget sprælsk og charmerende person, der både havde gang i collager, et fast greb om maleriet og også lavede skulpturer. Han har et stort socialt talent, og man fik helt klart en følelse af, at der skete meget omkring ham. John var den høje, mere rolige og indadvendte person. Hans maleriske stil var forenklet og ikke helt så udviklet til at begynde med, hvor Tal i det hele taget havde flere kunstneriske greb end John. Tal kom først til udlandet, han lavede soloudstillinger både på Louisiana og hos store gallerier i Berlin og London. Men John er i sit eget tempo kommet efter det. I dag er han en absolut ligeså interessant kunstner som Tal. Han har udviklet sin stil utrolig meget, og jeg er meget imponeret over de sidste 16 værker, han har lavet i forbindelse med U-TURN.«

Tal R’s internationale succes fik langsomt Kørners Kontor til at skride fra hinanden. De to kunstnere har hver sin karriere i dag, men laver stadig projekter sammen, blandt andet udsmykningen af Bo Bechs restaurant Paustian. Tal R fik en kometkarriere og er i dag nærmest blevet mainstream – han har udsmykket foyeren i Operaen, haft særudstilling på Louisiana og har sågar betrukket 50 Arne Jacobsens Ægget med patchwork for møbelfirmaet Fritz Hansen.

Imens har John Kørner forfinet sine malerier og skulpturer. I maj blev Kørners lounge indviet i det nye Skuespilhuset overfor Operaen, hvor John Kørner har udsmykket et rum med malerier, belysning og farvesammensætning. Han vandt 3. prisen i år i Carnegie Awards på 400.000 SVK, som er en prisuddeling i nordisk samtidskunst, og han har haft adskillige soloudstillinger herhjemme, på blandt andet Aros og Herning Kunstmuseum med sine farvespækkede og poetiske værker. Han sælger stort set alle sine værker i udlandet og udstiller i London hos et af de mest veletablerede gallerier, Victoria Miro, der også repræsenterer anerkendte kunstnere som den engelske maler, Peter Doig, som er mest kendt for sine progressive landskabsmalerier, det norsk–danske kunstnerpar Elmgreen+Dragset, kendt for deres installationskunst, og den amerikanske fotograf William Eggleston, der i 50 år har fotograferet den amerikanske befolkning. Og selv om John Kørner endnu har sit folkelige gennembrud til gode, er priserne på hans kunst steget markant. Ifølge Bruun Rasmussens Auktioner fra omkring 60.00 kroner for et maleri solgt i oktober 2006 til marts 2008, hvor et tilsvarende maleri blev solgt for 380.000 kroner.

For tiden arbejder han sammen med otte andre danske kunstnere, deriblandt Tal R, om at udsmykke kronprinsparrets hjem.

»Normalt laver jeg ikke bestillingsarbejde, men det her er der noget dybt romantisk over. Jeg skal være med til at skabe det fundament af stemninger, der skal præge deres fælles hjem. Der er noget helt særligt over at få lov til at præge to menneskers hjem, som har valgt hinanden for hele livet. På den måde er jeg med til at sætte rammerne for deres fremtidige lykke,« forklarer han.

Karakteristisk for hans værker er den Kørner-gule farve, som han flittigt bruger sammen med komplementærfarven lilla for at skabe kontraster i sine malerier. Han siger selv, at han elsker den gule farve, fordi den suger al opmærksomheden i et rum. Den formår at være alarmerende og smuk på én gang.

Kørners kunst er aldrig selvportrætterende, men tager altid udgangspunkt i overordnede problemstillinger, vi alle kender og kan forholde os til. For eksempel et stort, gult gavlmaleri ved Amagerbro Station, af en kvinde med en stor sæk på ryggen med 24 grene, der stikker ud. Maleriet hedder »Woman with 24 problems« og skildrer den moderne kvindes byrde ved både at have karriere og familie. Han har skabt et maleri om en homoseksuel, der bor på Færøerne, og om den moderne grønlandske befolkning, der lider under problemer med arbejdsløshed og misbrug. Noget som Danmark har været med til at skabe. Men problemet herhjemme er, ifølge Kørner, at vi ikke kan adskille kunstneren fra hans værk.

»Det er befriende dejligt at udstille i udlandet. Dels er publikum større, dels er det en befrielse, at folk rent faktisk interesserer sig for kunsten og dens præmisser. I London er der ikke nogen, der kender mig. Jeg er ikke denne her »ungt håbefuldt talent«-kliché, som jeg er blevet herhjemme. I udlandet er det maleriet, der bliver bedømt. Man diskuterer meget lidt indhold i Danmark. Det er som om, at folk er nervøse og usikre over at give deres mening til kende. Hvis et museum har sagt god for en kunstner, så synes alle, at vedkommende er helt i top. Så kommer de og klapper og går igen, uden selv at engagere sig i debatten. Det irriterer mig voldsomt, for min agenda er netop at komme i dialog med beskueren og opbygge et fællesskab gennem maleriet.«

Længslen efter fællesskab er ikke fremmed for John Kørner. Som barn på Lolland gik han altid alene i skoven eller på stranden, hvis ikke han var sammen med sin storebror. Forældrene ejede en kro, som de var travlt beskæftiget med, og de to drenge passede sig selv. De legede meget i skoven, der lå tæt på familiens hus, og når det blev aften, kunne de finde på at lave brændenældesuppe i en gammel gryde på et lille blus. Om natten lavede de deres egen seng af bark, og tit overnattede de i naturen, hvis det passede dem. De ejede deres omgivelser, og hvis der kom spejdere i spejderhytten, som lå i drengenes skov, hængte de galger op i træerne til skræk og advarsel for de tilkomne. De var fluernes herre i deres eget univers af på én gang leg og skræk. Sådan voksede de op, og da John blev teenager, foretrak han at bruge sin tid alene på stranden og gå lange ture og samle sten. Han brugte sine første mange år på at registrere omverdenen, som for ham altid syntes et skridt foran, men han kunne ikke finde sin egen plads.

»Der var ingen, som kunne løbe om hjørner med mig, jeg var min egen herre. Men jeg havde et problem med min attitude. Jeg var genert, meget høj og diffus over for omverdenen. Jeg syntes, at de andre var så seje og havde en klar profil, men jeg kunne ikke stå ved min egen. Jeg havde svært ved at sige: »Jeg går rundt og samler sten på stranden, jeg interesserer mig ikke for ungdomsklubben og knallerter.« Men min mor mor gav mig et godt råd, da jeg var 17. Hun sagde: »Ret ryggen, min dreng, og vær ikke bange for at tage din plads.« Det har jeg gjort lige siden, og jeg er glad for al den positive opmærksomhed og taletid, det har givet mig.«

Det lyder som en ensom barndom?

»Ja, måske, men jeg føler, den var lykkelig, og jeg tror, den gjorde mig selvstændig i en tidlig alder. Det er klart, at mine forældres fravær, og dermed vores store frihed til selv at bestemme, gjorde, at vi lavede nogle ret vilde ting, som i dag ikke ville være accep-table. Men det var en anden tid, vi levede i. Der var en stemning af tillid og ro over Danmark, folk var ikke så bange for alting.«

Nogle af hans bedste oplevelser fra barndommen er hentet fra familiens årlige ture i Tivoli. Han husker lampernes spraglede lys i træerne, når mørket havde sænket sig over den store have, mens han gik på opdagelse med sin storebror, og hans mor og far blev siddende i en restaurant og hyggede sig. Da han flere år senere som voksen flyttede til København, var det lige overfor Tivoli, og han bruger stadig stemningen i den gamle forlystelseshave, når han maler. Men ellers er det barndommens fordybelse og evne til at registrere omgivelserne, han har taget med sig i voksenlivet. Sammen med en dyb seriøsitet og koncentration.

»Jeg tror, jeg havde et ønske om at forstå det at leve, før jeg gik i gang med det. Og den seriøse tilgang har jeg stadigvæk. Jeg søger på ingen måde at stå uden for samfundet. For mig handler min kunst om at skabe et fællesskab, så beskueren og jeg kan være sammen om en fælles interesse. Det er ikke nødvendigt for mig, at alle Dansk Folkepartis medlemmer er enige eller skal forstå min kunst, men som udgangspunkt henvender jeg mig meget bredt med problemstillinger, alle kan forholde sig til. Til en vis grænse kan jeg godt bruge mig selv som privatperson, når jeg snakker om min kunst, for det kan godt have relevans. Så det er ikke, fordi jeg forsøger at beskytte mig selv, jeg vil meget gerne give min mening til kende. Men for det første drømmer jeg ikke om at være kendt, som mange andre måske gør. For det andet vil jeg meget gerne undgå de stereotype forestillinger om kunstneren. I stedet for at give den som fattig kunstner med alpehue og baguette under armen, vil jeg hellere bevare fokuset på selve kunstværket.«

Hvad med en anden kliché, den om den fordrukne kunstner, der finder ånden i bunden af flasken? »Jeg føler mig fri, når jeg drikker, og som regel nyder jeg også mine tømmermænd. Jeg er modtagelig, føler næsten, at jeg kan flyve rundt uden hverdagens problemer med travlhed og faste pligter. Men jeg kan hverken arbejde, når jeg er fuld eller har tømmermænd. Mit arbejde kræver en konstant koncentration og stillingtagen, og der går det ikke at være fuld. Et par gange om året bliver jeg overmandet af nogle kortvarige depressioner – de plejer at komme, hvis jeg har haft for mange dage på druk. De dage føler jeg, at jeg ligeså godt kunne lægge mig til at dø. Der bliver tungt og gråt omkring mig, jeg kunne være i skoven som i byen, alt bliver fuldkommen ligegyldigt, og intet kan redde mig. Det er meget uhyggeligt lige pludselig at miste tro og håb på alt det, man har i hverdagen. I de situationer har jeg virkelig brug for hjælp fra andre til at få mig igennem min afmagt. Bagefter har jeg en følelse af at have renset ud i kroppen, ligesom efter man har grædt. Jeg føler, at hver en tur gennem en depression gør mig til et mere komplet menneske.«

For knap tre måneder siden besluttede du dig for at gifte dig med din kæreste gennem 12 år og moren til dine tre børn. Hvorfor blive gift efter så mange år?

»Jeg er på ingen måder en tryghedsperson, men det er noget af det fedeste at tage et initiativ og sende det her signal til et menneske, man elsker. Man giver det ultimative løfte. Jeg er blevet meget modigere med alderen, og det er befriende at handle i stedet for at sidde og vente på, at noget sker. Jeg tror helt sikkert, at mange af de ting, vi gør i livet – såsom at finde en partner og få børn – hænger sammen med, at vi ved, vi skal dø. Hvis vi ikke skulle dø, tror jeg, at vi ville leve langt mere individuelt og for os selv. Jeg betragter døden som en naturlig forlængelse af livet, som jeg både beskæftiger mig meget med og tænker meget over. Mange er bange for døden, fordi de er bange for at blive glemt, men jeg betragter den som det ultimative øjeblik i livet.«

John Kørners malerier kan opleves på U-TURN udstillingen i København på Carlsberg Tap E på Gamle Carlsberg Vej 15 frem til 9. november. Og igen til soloudstilling på Victoria Miro galleri i London 25. november -15. januar.