Københavnersnuden: Fint nok at tænke på klimaet – men glem ikke at byen er og skal være hård

Hvis vi alligevel graver Københavns indfaldsveje ned, så lad os få græssende køer på Rådhuspladsen og svaner ved Svanemøllen, skriver Berlingskes arkitekturanmelder Holger Dahl i Berlingskes nye, faste klumme, Københavnersnuden.

Billede af Bispeengbuen, som måske står overfor at skulle rives ned, og i stedet lade trafikken føres under jorden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen

I valgkampens indledende fase kom Kristian Jensen (V) med et løfte om at støtte en nedlægning af Bispeengbuen. Bogstaveligt talt en nedlægning.

For mange millioner kroner skal buen ifølge planen puttes ned i et rør, så Ladegårdsåen kan retableres, og så Frederiksberg og København igen kan opleve at være adskilt af en å og en grønning. Ingen ved, om den plan nu bliver skrottet, men det virker som om, valgets sejrherrer og ditto fruer har lommerne fulde af guld, så den underjordiske bue bliver formentlig en realitet om få år.

Jeg har tidligere her i avisen beskrevet, hvordan jeg har det lidt dobbelt med den plan: På den ene side kan enhver forstå, at det er træls – for nu at sige det på jysk – at have en motorvej uden for sit tredjesals vindue – på den anden side er Bispeengbuen et uhyre effektivt stykke metropolis her på kanten af vores ellers så nuttede hovedstad.

Holger Dahl

»Parker kan være skønne, men tænk hvis vi ikke havde Amalienborg Slotsplads? Eller hvis Gråbrødretorv var en stor græsplæne?«


Planen for buens undergang var knap formuleret, før nye stemmer meldte sig i debatkoret: Skulle vi ikke også putte Lyngbyvejen i et rør? Så kunne vi få en grønning, der ville strække sig fra Fælledparken til Ryparken – med klimasikring og alt muligt – hvilket visionært klarsyn!

Men undskyld mig. Det forslag vil denne københavnersnude tillade sig at trumfe: Lad os grave ALLE veje i København ned! Ville det ikke være fantastisk, hvis København var kendt som den grønne storby? Med græssende køer på Rådhuspladsen, svaner ved svanemøllen og al den grimme biltrafik i tunneler under jorden.

Tænk på, hvad det ville betyde for klimaet? De nye underjordiske tunneler kunne udstyres med små elektriske biler, og over jorden kunne vi alle sammen gå på bare tæer i græsset og spille kroket dagen lang.

Arkitekturanmelder og klummeskribent Holger Dahl. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

NEJ, NEJ, NEJ! Spøg til side. Forslaget er naturligvis ikke alvorligt ment – og jeg håber egentlig heller ikke, at forslaget om at putte Lyngbyvejen i et rør er alvorligt ment.

Det helt centrale er nemlig, at der er forskel på by og land. Og selv om vi skal tænke på klimaet, må vi ikke glemme den forskel. En by er en belagt flade som det hedder. Med parker og haver og grønninger javist – men grundlæggende en belagt flade. Med sten og asfalt og tegl og fliser – i kontrast til det bogstaveligt talt åbne land.

Parker kan være skønne, men tænk hvis vi ikke havde Amalienborg Slotsplads? Eller hvis Gråbrødretorv var en stor græsplæne? Byens hårde overflade er jo ikke kun asfaltjungle. Den er brosten, granit, grus, sandsten, mosaikker, kalk og ikke mindst beton, som faktisk kan være et meget smukt materiale.

Af denne simple logik følger, at planlægning til en by skal respektere byens egen virkelighed – skal udvikle den enkelte bys fortælling så at sige.

København er en by ved vandet. En hovedstad og fæstningsby oven i købet, og det er altså fæstningsbyens logik, der strukturerer forbindelsen mellem Københavns centrum og dens omverden. Den samme logik skabte i sin tid den berømte fingerplan, som arbejder videre med de historiske indfaldsveje til byen og etablerer grønne kiler mellem de enkelte fingre.

Denne struktur har alle planlæggere siden slutningen af 1940erene arbejdet efter, og efter min mening vil det kun skabe en mere rodet og uoverskuelig by, hvis vi nu begynder at mudre planen til og forvandle fingrene til grønne områder. Det er galt nok, at Kommunen med lukningen af biltrafikken på Nørrebrogade faktisk skar frederikssundsfingeren af ved roden.

Holger Dahl

»Planlægning til en by skal respektere byens egen virkelighed – skal udvikle den enkelte bys fortælling så at sige.«


For mange biler er et problem i en by. Det siger sig selv. De larmer og oser (ikke så meget som i gamle dage, men alligevel). Bilerne skaber trafikpropper, de er farlige og besværlige – men de er jo også uundværlige. Og en by uden biler er næsten lige så mærkelig som en by med for mange af dem.

Det vigtige er, at balancere en god og billig offentlig transport med antallet af biler – så derfor skal vi have mere Metro – masser af det – og derfor er det OK, at det koster penge at parkere i city.

Men at forestille sig Rådhuspladsen uden biler – og København uden vejenes flod og ebbe gennem dagen – det ville efter min mening være en trist og meget mindre byagtig by. Det var ikke det, der i sin tid mentes med begrebet »Den Globale Landsby«.

Naturligvis skal vi tænke på miljøet. Og vi skal tænke på biodiversiteten og på klimasikring. En ordentlig by skal selvfølgelig have parker og haver og træer, og buske og hemmelige grønne stier, men byen er jo netop by, fordi den er en hektisk, hård, støjende og sammenfiltret kontrast til det land, der ligger udenom.

Som digteren Søren Ulrik Thomsen bemærkede engang (citeret efter hukommelsen) »Så snart man er kommet over Valby Bakke, er der jo grønt hele vejen til Esbjerg«.