København er fuld af historier under jorden: Den døde tobaksspinder og værthusholdersken, der blev mor til en teaterstjerne

De ukendte død: Bag en rød mur i Møllegade gemmer der sig en begravelsesplads med 5.500 grave. Gamle træer og ældede gravsten giver stedet en helt speciel atmosfære, og her ligger værthusholdersken Henriette Pätges, mor til vores mest berømte skuespiller.

Den jødiske begravelsesplads på Nørrebro i Møllegade. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Den jødiske begravelsesplads i Møllegade er et af Københavns mest magiske steder og en af de bedst bevarede hemmeligheder. Selvom der er åbent for offentligheden om foråret og sommeren, ligger begravelsespladsen så godt skjult bag en høj rød murstensmur mellem Møllegade og Egegade, at ikke mange aner, hvad der er bag muren.

Bent Blüdnikow ved David Israel fra 1693. Ifølge den hebraiske tekst var David Israel en troende mand. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Det er forhenværende overrabbiner Bent Lexner, der lukker op for fotograf Søren Bidstrup og mig en våd forårsmorgen. Indtrykket er overvældende, for ældgamle træer og århundredgamle gravmonumenter giver et sørgmodigt og fredfyldt indtryk af tidløs uberørthed midt på Nørrebro. Jødiske grave sløjfes ikke, i modsætning til kristne, og derfor finder man rundt omkring i Europa ældgamle begravelsespladser, selv om mange er forsvundet ved århundreders hadske ødelæggelser.

Begravelsespladsen er stor og rummer cirka 5.500 grave, men der er kun cirka 2.800 sten tilbage. Der boede 11 jødiske familier i København i 1600-tallets slutning, og da en jøde døde i 1693, blev han begravet ude på Nørrebro; langt væk fra København. Kort tid efter erhvervede den jødiske menighed området ved graven. Utroligt nok står denne første sten endnu, og den ligner ikke normale danske gravsten. Den er tynd, med jødiske symboler og hebraisk skift. Skriften betyder:

»Herunder hviler den trofaste, udmærkede Mand David, Søn at den afdøde Jechiel af Levis Stamme. En Yngling af Aar, men en Olding i Visdom. Herren havde velsignet ham med alt. Han udførte Israels Pligter i rigeste Maal; de faderløse havde stedse i ham en trofast Beskytter, han opholdt dem, der granskede i Læren, og vederkvægede de trængende ved sine rige Gaver. Hans fromme Vandel blive til Velsignelse for Efterkommerne! Han forlod de levendes Skare Sabatnatten den 4. Ellul 5453. (5. september 1693, red.)«

Øverst ser man et symbol med en kande, der hælder vand ud i et kar, der symboliserer, at David Israel tilhørte Levistammen af de 12 jødiske stammer. Levistammen gjorde tjeneste i templet i Jerusalem, og dens opgave var blandt andet at vaske den anden jødiske stamme kohanitternes hænder, når kohanitterne udtalte velsignelsen over folket.

David Israel var søn af Israel Salomon Levy, der var en af de første jøder, der bosatte sig i København. Da Israel Salomon Levy døde, blev han ført til Altona lige uden for Hamburg for at blive begravet.

Kendte personer på begravelsespladsen

Begravelsespladsen blev indhegnet, fordi jøderne ofte blev chikaneret under ceremonierne. Siden 1694 er begravelsespladsen blevet udvidet otte gange, og da man ikke kunne udvide mere, oprettede man i 1886 Vestre Begravelsesplads i nærheden af den kristne Vestre Kirkegård. Der blev dog så sent som i 1967 foretaget en begravelse på Møllegade af en efterkommer af en af de gamle dansk-jødiske slægter. Efter jøderne i 1814 blev ligestillet med kristne, strømmede danske jøder så at sige ud i samfundet og påvirkede det positivt. Derfor ligger der i Møllegade mange kendte skikkelser fra 1800-tallets Danmark, for eksempel Frederik 6.s finansrådgiver,  kunstmæcenen M.L. Nathanson, der i øvrigt også i 40 år var chefredaktør ved Berlingske Tidende.

David Israels sten fra 1693. Mirakuløst står stenen stadig flot og velbevaret på begravelsespladsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Der er ud over Møllegade og Vestre Begravelsesplads også ni jødiske begravelsespladser i provinsen, hvoraf den store i Randers i 2019 blev genstand for en overmaling af gravstenene med antijødiske tegn og ord.

Værtshusholdersken Henriette Pätges

Det jødiske samfund har placeret skilte ved nogle af gravene, og man kan let finde en undselig sten med navnet Henriette Pätges, men her er der ingen hebraiske ord eller symboler. Henriette Pätges var teltholder på Bakken og havde et værtshus, hvor der blev drukket kraftigt, og hvor mænd opførte sig frækt over for kvinderne. Det er ikke blot et gæt, for vi har tegninger fra værtshuset fra 1822, hvor seksuel chikane åbenbart var en del af livet.

Henriette Pätges var gift med en kristen mand ved navn Christian Pätges, men det var Henriette, der havde ansvaret for værtshusene. Det første lå på Nørrebro og senere i Ulkegade, i dag Bremerholm. På en af illustrationerne fra værtshuset ser man Henriette Pätges sidde i en musikgruppe på værthuset og spille harpe. En ung mørkhåret kvinde på billedet kan meget vel være hendes datter, Johanne Luise, eller en af hendes mange søstre, for de eneste rigtig mørkhårede i København i 1600-tallet var jøder.

Der er musik i muntert lag i Henriette Pätges værthus i Ulkegade, det nuværende Bremerholm. Hun sidder selv ved harpen, og den unge pige i midten kan meget vel være Johanne Luise eller en af hendes søstre. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bymuseet/Rambam.

Denne Johanne Luise blev 1800-tallet store danske teaterprimadonna og kendt under navnet Johanne Luise Heiberg, fordi hun blev gift med tidens store kritiker Johan Ludvig Heiberg. Johanne Luise Heibergs selvbiografi, »Et Liv genoplevet i Erindringen« (1891), er en væsentlig, men problematisk kilde til perioden – hun var ikke altid helt til at stole på. Hun optræder i tv-serien om krigen i 1864, hvor hun bliver spillet af Sidse Babett Knudsen.

Forbudt sex

Henriette pigenavn var Henriette Hartvig Amsterdam. Hun var født i nærheden af Frankfurt am Main, sandsynligvis i 1780. Hun og en søster, Rebekka, rejste til København, og i hovedstaden mødte hun den katolske Christian Pätges, der også kom syd for grænsen. De fik en datter i 1803, hvilket var ulovligt, for før 1814 måtte jøder og kristne ikke giftes eller have sex med hinanden, men parret blev gift i 1804 og fik i alt otte børn. Sagen var lidt ulden, og regeringen havde sagen oppe at vende, men lod den falde, så parret kunne fortsætte som ægtefolk.

Vi ved fra kilderne, at Christian Pätges forsøgte at få Henriette og børnene døbt, hvilket resulterede i en retssag, hvis årsag fortaber sig. Men det står fast, at Henriette nægtede at blive katolik, mens den lille Johanne Luise blev døbt i Sankt Petri Kirke 1. januar 1813.

Scene fra Henriette Pätges værtshus. Henriette står selv med kyse, og en af hendes døtre bliver overgramset af en mand. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ukendt maler/Københavns Museum.

Henriette blev den drivende kraft i forhold til at klare dagen og vejen, fordi hendes mand var drikfældig og kolerisk. Hun var derfor  både værtshusejer på Nørrebro og teltholder på Bakken, før hun i 1816 med otte børn flyttede til Aalborg for at ernære sig med madpensionat for det 2. Jyske Regiments officerer. I 1820 var familien tilbage i København, og Henriette Pätges lod en anden jødisk pige bo hos sig. Denne pige var datter af den kendte visesanger Michel Levin fra Bakken, og hun skaffede Johanne Luise adgang til Det Kongelige Teater.

Den jødiske baggrund spillede ifølge Johanne Luise Heibergs erindringer ikke nogen rolle i familien. Hun beskriver, hvordan hun blev chokeret, da hendes far i raseri en dag kaldte hendes mor for en »jødetøs«:

»Jeg havde så ofte hørt hende udtale sin ringeagt for jøder, at sligt aldrig var kommen i mine tanker. For mig var denne opdagelse kilden til stor sorg. En dyb skam betog mig, uden at jeg ret kunne gøre rede for, hvori den bestod, og jeg tilstår min svaghed, at denne følelse er jeg aldrig ret blevet herre over, og hvad ville jeg ikke give for, at det ikke var så,« skriver Johanne Luise Heiberg. For sagen var, at jøder generelt blev betragtet med foragt. Det førte i 1819 til den omfattende jødefejde.

Johanne Luise Heiberg skriver, at hendes mor mod slutningen af sit liv ønskede at blive kristen. Hun kontaktede derfor en præst, som afviste, at den 80-årige Henriette Pätges kunne blive døbt. Det var måske af hensyn til, at den gamle dame skulle forblive salig i sin egen tro, eller måske var det, fordi det var Johanne Luise, der ønskede, at moderen blev kristen. »Aldrig er jeg gået bort mere bedrøvet efter nogen samtale end efter denne,« skriver Johanne Luise Heiberg. Henriette Pätges døde året efter, og måske derfor er stenen så undselig og uden jødiske symboler, men Johanne Luise betalte for vedligeholdelsen af gravstedet.

Hvis man ønsker at blive fortryllet af et sted, hvor tiden har stået stille, skal man unde sig at gå en tur på begravelsespladsen i Møllegade, hvor der også er guidede ture. Her kan man erkende, at selv undselige gravsten kan rumme store historier.

Kilder: Richard Høeg Brask: Familien Pætges. Nogle antegninger til »Et Liv Gjenoplevet i Erindringen«, Personalhistorisk Tidsskrift, 1939. Jørgen Smith: Fru Heibergs jødiske Arv i tidsskriftet Dansk Jødisk Historie, nr. 26. Merete Næsbye Christensen: Johanne Louise Heiberg og Mutter Pätges, Rambam, 2012.