Københavnsk kunstmesse uden mænd bringer sindene i kog: »Jeg føler mig ført bag lyset«

Københavns Kommune har støttet kunstmessen Chart med 600.000 kroner, men i ansøgningen stod der ikke noget om, at der kun ville blive udstillet værker af kvindelige kunstnere. Det har fået medlem af Borgerrepræsentationen Karina Bergmann (K) til at føle sig ført bag lyset.

Chart er en årlig kunst- og eventmesse, der bliver afholdt 28.-30. august. Som tidligere år var den egentlig planlagt til at foregå i Kunsthal Charlottenborg, men på grund af coronaepidemien foregår den i stedet decentralt på de gallerier i Oslo, Stockholm, København, Reykjavik og Helsinki, der udvælger de kunstnere, som skal deltage. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR

De 600.000 kroner i støtte, som kunstmessen Chart har fået bevilget fra Kultur- og Fritidsudvalget i Københavns Kommune blev givet på et forkert grundlag. Det mener Karina Bergmann (K), der er medlem af Københavns Borgerrepræsentation samt kultur- og fritidsordfører.

»Det, jeg først og fremmest synes er problematisk, er, at vi i kultur- og fritidsudvalget har godkendt en ansøgning, hvor der ikke står noget om, at de kun vil udstille kvindelige kunstnere,« siger Karina Bergmann.

Chart er en årlig kunstevent og -messe, der bliver afholdt 28.-30. august. Som tidligere år var den egentlig planlagt til at foregå i Kunsthal Charlottenborg og Den Frie Udstillingsbygning, men på grund af coronaepidemien foregår den i stedet decentralt på de gallerier i Oslo, Stockholm, København, Reykjavik og Helsinki, der udvælger de kunstnere, som skal deltage.

I år har det dog vakt stor opmærksomhed i den internationale kunstverden, at kunstmessens ledelse har besluttet, at det udelukkende er kvindelige kunstnere, der udstilles. Valget af kun at udstille værker af kvindelige kunstnere fremgår ikke af den ansøgning, som kultur- og fritidsudvalget i Københavns Kommune tog stilling til i april 2019.

»I det her tilfælde ændrer Chart på indholdet, så det får den her kønspolitiske vinkel. Det skal vores allesammens skattekroner ikke gå til. Der føler jeg mig ført bag lyset,« siger Karina Bergmann, der ville have stemt imod at give kunstmessen støttepenge, hvis der i den oprindelige ansøgning fra Chart havde stået, at de kun ville udstille værker af kvindelige kunstnere.

»Jeg mener ikke, vi skal fremme kønspolitiske dagsordener af den her art. Jeg synes ikke, at det har noget med ligestilling at gøre,« siger Karina Bergmann.

»Det, jeg først og fremmest synes er problematisk, er, at vi i kultur- og fritidsudvalget har godkendt en ansøgning, hvor der ikke står noget om, at de kun vil udstille kvindelige kunstnere,« siger medlem af Borgerrepræsentationen Karina Bergmann (K). Fold sammen
Læs mere
Foto: PR Steen Brogaard.

Som følge af coronakrisen besluttede kultur- og fritidsudvalget på et møde 19. maj, at »der ikke reduceres i tilskud på kultur- og fritidsområdet, selvom aktiviteter indskrænkes eller aflyses«.

Men Karina Bergmann mener ikke, at de ændringer, Chart har indført ved kun at ville udstille værker af kvindelige kunstnere, er dækket ind under den formulering.

Til gavn for kunstscenen

I ansøgningen fra Chart, som kultur- og fritidsudvalget tog stilling til i april sidste år, står der blandt andet:

»Formidlingsprogrammet er støttet af offentlige og private fonde, og er genstand for denne ansøgning. Messerne er selvfinansierende via brugerbetaling fra de deltagende gallerier. CHART er en non-profit organisation.«

Det mener Nanna Hjortenberg, der er direktør for Chart, er vigtigt at holde sig for øje.

»Vi får ikke støtte fra Københavns Kommune til kunstmessen. Vi har fået støtte til vores offentlige formidlingsaktiviteter, som er koncerter, arkitekturprogram, talks og performances. Her var det vores plan både at præsentere mandlige og kvindelige kunstnere, arkitekter og designere,« siger Nanna Hjortenberg, der på grund af coronakrisen har været nødt til at aflyse en del af de større events.

Dermed vil mange af Charts aktiviteter være henvist til gallerierne.

Direktør for Chart Nanna Hjortenberg kan ikke følge kritikken fra Karina Bergmann: »Jeg kan ikke forstå kritikken, for det handler om noget, som Københavns Kommune ikke har støttet.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

»Initiativet med at vise kvindelige kunstnere på kunstmessen handler om at skabe en udvikling på kunstmarkedet, hvor der vises 24 pct. kvinder på internationale messer og sælges to pct. værker af kvindelige kunstnere på auktioner globalt set,« siger Nanna Hjortenberg og tilføjer, at Chart er meget glad for støtten fra Københavns Kommune, der dækker lidt under ti procent af Charts årsbudget.

De 600.000 kroner fra Københavns Kommune går ifølge Nanna Hjortenberg altså ikke til kunstmesserne, hvor der i år kun vil blive udstillet værker af kvindelige kunstnere.

»Kunstmesserne finansieres af deltagergebyrer og private sponsorater,« siger Nanna Hjortenberg, der forklarer, at hun ikke har meddelt kultur- og fritidsforvaltningen i Københavns Kommune, at Chart i år kun vil udstille værker af kvindelige kunstnere, fordi støttepengene fra kommunen ikke gik til den del af Charts program.

Nanna Hjortenberg forklarer videre, at det ikke fremgik af den oprindelige ansøgning fra april 2019, fordi beslutningen ikke var truffet på det tidspunkt.

»Vi har udviklet ideen sammen med de deltagende gallerier, der arbejder med de her kvindelige kunstnere i forvejen. Gallerierne bakker op om initiativet og vil gerne være med til at fremme en positiv udvikling af kunstscenen,« siger Nanna Hjortenberg og tilføjer:

»Det her er noget, vi gør én gang. Ambitionen er at skabe en større diversitet og en bedre kunstscene for alle.«

Nanna Hjortenberg, direktør for Chart

»Det her er noget, vi gør én gang. Ambitionen er at skabe en større diversitet og en bedre kunstscene for alle.«


Nanna Hjortenberg har svært ved at følge kritikken fra Karina Bergmann.

»Vi er klar over, at ikke alle ville bryde sig om det (kun at udstille værker af kvindelige kunstnere, red.) og respekterer selvfølgelig, at der er forskellige synspunkter. Men det er vigtigt at understrege, at Københavns Kommune ikke støtter kunstmessen,« siger Nanna Hjortenberg.

Karina Bergmann mener dog stadig, at pengene er givet på et forkert grundlag. Hun mener ikke, at det er til at forstå for borgerne i Københavns Kommune, at støtten kun er gået til en del af Charts aktiviteter.

»Det der med at sige, at det kun er til nogle talks, det er lidt noget fifleri,« siger Karina Bergmann.