Knud den Retfærdige

Ungdomshuset og Christiania har gjort advokaten Knud Foldschack berømt. Han er blevet kaldt både samfundsskadelig, naiv og farlig, men børnehjemsbarnet, økologen og idealisten fortæller her om et hårdt år, kunsten at overleve en dårlig barndom og sin stædige kamp for retfærdighed. Af Kristoffer Zøllner Foto: Linda Henriksen

Foto: Linda Henriksen Fold sammen
Læs mere

Advokaten Knud Foldschack er barn af forældre, der ikke ville vide af ham, og han er barn af 1960ernes idealer om retfærdighed. I 25 år har han arbejdet med bæredygtigt miljø, socialpædagogiske institutioner, fattige teatre, BZere, spastisk lammede børn og sydamerikanske indianeres rettigheder, men det er hans arbejde for Christiania og Ungdomshuset, som har gjort ham til en kendt person med en kæmpe tilhængerskare og til en mand, hvis modstandere kalder ham alt fra samfundsskadelig til håbløst naiv.

Oppe under taget i herskabslejligheden i Skindergade, hvor advokatfirmaet Foldschack & Forchhammer holder til, har Knud Foldschack i det seneste år haft besøg af flere journalister, end det er de fleste advokater forundt. Og de har alle skrevet om det uhøjtidelige og næsten anonyme kontor bag den hvide dør uden navneskilt og om den økologiske æblejuice fra Fejø Forsøgsplantage, som altid bliver sat på bordet, når der er gæster.

For Foldschack er lidt imod sin vilje blevet en del af parnasset og forsøger hele tiden at tale uden om sig selv og rette lytterens opmærksomhed mod sagerne, han er involveret i.

»I min generation skulle man helst brænde sine eksamensbeviser og gå i tøj, så man ikke så smart ud. Vi havde et mærkeligt forhold til ydmyghed, fordi vi samtidig brugte enormt meget tid på at sikre os, at afghanerpelsen havde den rigtige farve. Jeg blev i år optaget i Kraks Blå Bog, og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke er stolt over noget af det arbejde, jeg laver. Jeg er stolt, når Christiania siger ja til de forslag, jeg har arbejdet intenst på, og jeg er stolt, når det går godt for Øllingegaard Mejeri, Søvind Kirk Mejeri eller Fejø Forsøgsplantage. Jeg kan lide, når tingene går godt, så jeg er da også en lille smule stolt, når der er nogen, der gider at fortælle om de resultater, jeg laver,« siger han beskedent og fortæller om sine stoltheder: Stiftelsen af et af Europas største økologiske landbrug i Polen, retssagerne i Sydamerika mod bl.a. amerikanske olieselskaber, finansieringen af demarkeringsprojekter for indianere, så de kan overtage regnskov, og arbejdet med økologiske mejerier herhjemme. Og så selvfølgelig sagerne om fristaden Christianias vej mod normalisering, engagementet i Fonden Jagtvej 69 med at skaffe de unge et Ungdomhus og senest arbejdet med at repræsentere de kidnappede sømænd fra skibet »Danica White«, der har været kapret af somaliske sørøvere i over to måneder.

»Jeg har arbejdet med de her problemfyldte gråzonesager i 25 år, men det er først med sagerne om Christiania og Ungdomshuset, at medieinteressen er kommet. Min person er ikke det vigtigste, men den er blevet interessant, fordi sagerne er kontroversielle, jeg nogle gange vælger at arbejde gratis og har en holdning til det, jeg laver. Og så selvfølgelig fordi jeg er børnehjemsdreng. Det er jo lige til en amerikansk soap. Men det vil stille og roligt forsvinde, og så vil det igen være sagerne, der får opmærksomheden.« siger han og tager en tår af sin æblejuice.

Knud Foldschack ser præcis så uprætentiøs ud som resten af advokatkontoret, hvor også Enhedslistens folketingsmedlem Line Barfod er ansat. Her er hverken PH-lamper eller arkitekttegnede møbler, og advokaten selv ligner en ivrig dreng med sine gummisko, det viltre hår og de spinkle skuldre. Måske er det fordi, de hver dag bærer på så mange af verdens problemer, at Foldschack sidder i kontorets hyggelige te-køkken og er i gang med at få dem masseret.

»Et øjeblik, så er jeg der,« siger han og siger farvel til massøren. Foldschack blev færdiguddannet advokat i 1982 og startede firmaet sammen med Lulla Forchhammer i 2003. To år senere blev de to kærester og bor nu sammen i bofællesskab på en økologisk landbrugsejendom i Nordsjælland. Firmaets website siger det meste: ecolaw.dk. Det er bæredygtighed og økologi, der kæmpes for. Og så selvfølgelig retfærdigheden, som mere end noget andet er det prædikat, Knud Foldschack altid har båret med sig.

»Min opvækst har givet mig indsigt i menneskers historie og skæbne. Jeg synes, der er mange uretfærdige historier i det her samfund, og det er utryghed, manglende ståsted og manglende identitet, som skaber en følelse af uretfærdighed hos de unge. Men hvis man fjerner utrygheden, får man ikke vold,« siger han, som var det selvfølgeligheder på linje med at købe økologisk mælk, mens han læner sig fremad i sofaarrangementet i advokatfirmaets reception. Sit eget kontor har han lånt ud til et møde.

»Politikerne taler så meget om, at de unge skal stoppe volden og hærværket, før de vil forhandle om et Ungdomshus. Men det er en middelalder-agtig holdning. Man undgår vold ved at fjerne det, som skaber volden. Der er mange mennesker, der i overskrifter mener, at vi skal lukke Ungdomshuset. Men går man i dybden, handler det om, at folk, lige som jeg gør, tager afstand til volden og vanviddet. Man kunne spørge de samme mennesker, om de ikke også ville synes, det var irriterende hele tiden på klokkeslæt at skulle fortælle i medlemsregi, hvad de laver. Om de vil bage boller eller spille bordtennis. Ud fra et social-liberalt perspektiv vil de fleste sige, at det er vigtigt, at der skal være faciliteter for de unge, hvor de selv kan bestemme.«

Men det politiske klima har jo ændret sig ganske betydeligt, siden Ungdomshuset blev stiftet i 1981. Hvordan kan det i dag være naturgivent, at de unge skal have et hus?

»Uanset hvilken regering man har, er der et behov for et Ungdomshus, som er selvstyrende og et frirum for de unge, som skal have plads og tid til at finde ud af, hvor de skal hen. Fejlen har været, at man har opfattet de unge som en minoritet og et alternativt ungdomsbillede. Men der tager man fejl. Man er slet ikke opmærksom på, hvor bred en flade, der har brugt det hus,« siger han og fortæller i samme åndedrag om de mange projekter på fristaden med selv-byg, med-byg, økologi, selvforvaltning og et socialt bæredygtigt erhvervsliv.

»Christiania kan blive et fuldstændigt fantastisk eksperimentarium,« som han siger.

»En regering har altid lyst til at normalisere, ensrette eller systematisere på forskellige områder. Normaliseringstrangen kom yderligere på dagsordenen, da den ny regering trådte til i 2001, og der er jo ikke noget i vejen med at sætte i system, bare man ikke ødelægger det værdifulde, ensretter og putter alting i båse. Jeg taler oprørerens sag, for vi har alle sammen en oprører eller en lille christianit i os, som spørger om, hvorfor vi ikke kan få lov til at styre tingene selv. I det her teknikale samfund er vi alle sammen underlagt kontrolsystemer. Men der er brug for frirum i samfundet. For hvorfor skal det for eksempel være ulovligt, at christianitterne selv vælger, hvem der skal passe deres børn i en fælles institution? Det er spændende, at vi har fået nogle rammer, så vi kan lave et anarkistisk Christiania om til et eksperimenterende Christiania. Jeg tror, det er en myte, at en masse danskere gerne vil lukke fristaden. Jeg er sikker på, at Thor Petersen som ansvarlig ønsker et kreativt sted med eksperimenterende boligorganisation og kulturelle aktiviteter. Det, han tager afstand fra, er kriminaliteten. Christianitterne skal stole på, at vi nu skal have deres sted implementeret i samfundet. Ikke som en anarkistisk bevægelse, men som et eksperimentarium. Jeg kan næsten ikke holde ud, at chancen for at lave et eksperimentarium midt i en metropol går tabt. Jeg tror på, at Realdania elsker det skæve i et eksperimenterende Christiania, for jeg er sikker på, at de som ansvarligt erhvervsliv har brug for det, når de om 100 år skal huskes for deres præstationer. Christiania er verdenskendt for det, som de var engang og måske en dag kan blive igen. Men det er en ældre dame, som trænger til fornyelse. Og det forstår de også godt og der er ingen derude, der ønsker et museum. De skal være der, fordi de har boet der i 35 år, og 11 forsvarsministre har lukket øjnene for det. Og så fordi vi elsker dem...«

Hvem er »vi«?

»Samfundet. I dag er det ikke særligt sexet at sige, at man ikke ønsker at have stress og ikke ønsker at leve et liv med børn, man aldrig er sammen med, fordi man arbejder 50 timer om ugen. Det er frygteligt, men det er jo nærmest usexet at sige, at man en dag kun skal arbejde i to timer. Og der repræsenterer Christiania et alternativt og mere afbalanceret livssyn,« siger han og klokken har for længst passeret 18.30, og der tikker endnu en SMS ind fra kæresten, som vil have ham med til middag.

Retfærdighedssansen blev i bogstaveligste forstand banket ind i ham på Asserbohus Kostskole og i de plejefamilier, han blev sendt til som barn og tilbragte det meste af sin ungdom. Han blev født uden for ægteskab, af en mor, som ikke evnede at tage sig af et barn og en far, som ikke ønskede ham. Faren, som også hed Knud Foldschack, var en kendt skibsreder og ejede Vikingebådene, der sejlede mellem Danmark og Sverige, og moren var restauratrice, som det dengang hed.

»Jeg er et uægte barn og en uønsket konsekvens af et møde mellem mine forældre. Jeg har aldrig boet hos hverken min mor eller far eller prøvet at overnatte i samme hjem som dem,« fortæller han nøgternt.

»I 1952 var det ikke ligefrem fædrenes ansvarlighed over for uægte børn, der gjorde sig gældende. Kostskolerne, jeg gik på, var fyldt med velhavende menneskers uønskede afkom, og vi var alle sammen sønner af den ene eller den anden rigmand. Jeg kan huske engang, jeg blev stødt af tronen, fordi der kom en anden søn af en skibsreder, hvis far ejede de store amerikanerbåde. Det var hårdt. Og min mor var utilregnelig. Den eneste tryghed, jeg havde, var, at hun flyttede mig fra børnehjem til børnehjem cirka hvert halvandet år, fordi hun havde en tåbelig ambition om en dag selv at få lov til at passe mig. Men det kom hun gudskelov aldrig til. Derfor mener jeg også, at vi skal have en adoptionslov, der varetager børnenes tarv.«

Først da Knud blev 15 år, vedkendte faren sig faderskabet, og da han blev 18 og begyndte at læse jura, fik han så småt en tilknytning til skibsrederen, der på det tidspunkt boede i Schweiz.

»I mange år var den eneste kontakt, jeg havde til ham, den blå kuvert med et pengebeløb, jeg hvert år fik til min fødselsdag, og en trøje fra Magasin, hvor ærmerne som regel var for lange, jeg fik til jul. Så nogen reel tilknytning til ham har jeg aldrig haft. Jeg tror heller ikke, at han nogensinde har betalt til mit ophold. Som alle andre børn, der har haft en fjern far, fik jeg sådan et forgudelsesforhold til ham. Jeg respekterede ham enormt meget, så op til ham og savnede ham formentlig også. Det var et meget ydmygt forhold. Men jeg var ikke bitter på ham og konfronterede ham aldrig med noget. Det turde jeg ikke.«

Faren var 52, da han ved et uheld fik Knud, og han døde i 1977. Knuds mor døde for cirka ti år siden, men hvornår præcis kan Knud Foldschack ikke huske. Det virker heller ikke, som om det interesserer ham.

»Min retfærdighedssans er blevet formet af min barndom. Jeg har fået indsigt i menneskers historie, og jeg har lært at se forskellen på ret og uret. At være børnehjemsdreng, med det sociale handicap det medfører at miste sine forældre og være anbragt, er som at sejle i en skærgård ved nattetide uden søkort. Man er heldig, hvis man kommer igennem. Jeg har lært at gelejde mig, så jeg i stedet for at løbe ind i en røvfuld fra læreren, præfekterne eller de andre elever lærte at manøvrere udenom. Jeg gik i skole dengang, én lærer passede 100 drenge i alderen 9 til 19 år, og det kan man kun gøre med tæsk og trusler. Så vi fik mange tæsk og oplevede en dyb, dyb uretfærdighed. Når man hver dag får et par på hatten for noget, man ikke har gjort, så oplever man uretfærdighed på allerhøjeste plan,« fortæller han om den barndom.

»Men det er samtidig meget vigtigt for mig at sige, at jeg er en meget heldig mand. Jeg klynker ikke, og jeg mener egentlig, at jeg har fået en fantastisk uddannelse. Jeg er hverken hævntørstig eller bærer nag.«

For Knud havde en skytsengel. Søster Helena, en af nonnerne på hans første hjem, Sankt Lukas Stiftelsen, blev en støtte, der fulgte ham gennem årene. En livline, der til sin død gav ham den ubetingede tryghed og kærlighed, ingen andre havde givet ham.

»Ligegyldigt hvor i mit håbløse forløb, jeg var, så var hun der for mig. Ikke hver dag, men en gang om året. Når jeg var anbragt hos en familie i Sverige, dukkede hun lige pludselig op, og når jeg skulle ind i et uddannelsesforløb, kom hun mig i forkøbet. Da jeg skulle i realen, på HF og universitetet, var hun lige et stykke foran og havde allerede meldt mig til,« fortæller han.

Selv da Knud som ung flipper meldte sig ud af Folkekirken for at undgå at komme til eksamen i kristendom, tilgav hun det også.

»Det var hårdt at skulle fortælle hende det. Jeg havde skulderlangt hår, og jeg havde nærmest regnet med, at hun ville udstøde mig fra Sankt Lukas Stiftelsen. Men hun kiggede bare på mig og sagde »Det gør ikke noget. For mig er du alligevel den samme.« Og der forstod jeg hendes ubegrænsede og ekstreme tålmodighed og forståelse. Selv om kristendommen og troen var det mest afgørende i hendes liv, forstod og tilgav hun det alligevel. Og netop tilgivelsen er det mest afgørende, hun lærte mig. Lige meget hvilken religion, vi taler om, er næstekærlighed, retfærdighed, respekt for hinanden og afstand til vold de afgørende værdier, som jeg har meget stor respekt for. For jeg har selv oplevet den næstekærlighed, der gjorde, at jeg kom igennem systemet. Så vil jeg overlade til andre at afgøre, om der er et liv efter døden,« siger han.

Det sociale ansvar har for Knud Foldschack altid handlet om at skabe en renere og mere retfærdig verden. Det er selve hans raison detre. Han ikke bare taler om social ansvarlighed og bæredygtighed, han er det sociale ansvar og bæredygtighed.

»Økologi er jo også retfærdighed, for det betyder, at tingene skal være bæredygtige og skal hænge sammen cirkulært. Det er så banalt, for i min verden er økologi en selvfølgelighed. Jeg kan slet ikke forstå, at man diskuterer det,« siger han.

I 25 år har han arbejdet intenst med økologisk landbrug. Han er bestyrelsesformand for Søvind Kirk Mejeri, Øllinge-gaard Mejeri og bor selv på en 250 hektar økologisk landbrugsejendom i Nordsjælland med sin kæreste, sine to yngste sønner og en flok gamle venner.

»Når jeg er rigtig lykkelig, er det faktisk, når jeg kører om morgenen og kommer hjem om aftenen og oplever harerne, rådyrene, fasanerne og markerne. Grunden til, at jeg har kunnet spille den rolle, er igen, at jeg har været utrolig heldig. Da jeg i 1982 blev uddannet advokat, kom der et meget velmenende menneske, Dorte M. Jensen, som spurgte, om jeg ville være advokat for og bestyrelsesmedlem i Solhverv-fonden. En fond, der skulle arbejde for økologi, minoriteter og kulturelle projekter. Hun er en af grundene til, at jeg har fået så spændende et liv som advokat. Jeg fik lov til at være advokat for Svanholm, da de i 1977 skulle finde en organisationsmodel, hvor 100 mennesker fik lov til at bo på landet, selv om der ifølge loven kun måtte bo fem. Jeg får lov til at være med, når vi via en fond i Polen skal købe 400 hektar økologisk landbrugsjord, som ikke kan købes af udlændinge. Jeg er romantiker. Jeg tror på det gode og på, at man hver aften skal kigge sig i spejlet og spørge, om det har været en god dag.«

Men han er også blevet kaldt verdensfjern, naiv, flipper og hippie på grund af sin stædige kamp for en bedre verden, og han medgiver, at han og generationen af 68ere til tider var ude på et sidespor.

»Jeg bliver nogle gange enormt flov over min tid som flipper. Vores stædige flirten med maoisme, hvor var vi dog i opposition, og hvor var vi dog ulidelige, utålelige og unuancerede. Vi gik jo ind for det geniale i, at Mao skød alle fugle for at undgå hungersnød, selv om han så fik græshopper i stedet. Jeg synes, vi var for ukritiske, og vi satte os ikke ind i sagerne, før vi havde en mening om det ene og det andet. Jeg husker flippertiden som turbulent og lærerig, men jeg har nogle gange en dårlig smag i munden, fordi jeg tænker, at vi skulle have gjort tingene anderledes. Der synes jeg, at de unge i dag er mere velovervejede. Jeg blev først klogere, da jeg begyndte at arbejde med landbrug og økologi og arbejdede med tingene i stedet for bare at være i opposition,« siger han og tilføjer selv et karakteriserende ord:

»Hvis jeg kun måtte bruge ét ord til at beskrive mig selv med, skulle det være stædig. Jeg bliver ved og ved og ved. Mine medarbejdere og kolleger siger, at de ville have opgivet for lang tid siden, og er der en ting, jeg hører fra kommunen, christianitterne, Realdania, Slots & Ejendomsstyrelsen, Finansministeriet, KAB, mine modstandere og mine tilhængere, så er det, at jeg er vedholdende og skal have det til at lykkes. Og så kan jeg altså være benhård, når det rigtigt gælder,« siger han.

Knud Foldschack er far til Simon på 29 fra sit første ægteskab og Oscar og Daniel på 22 og 16 fra sit forhold nummer to.

»Da jeg i går kom hjem klokken 19 efter en lang dag, sagde min søn Daniel, at vi skulle ned og fiske på Buresø. Mine drenge synes alle tre, at jeg har været meget væk, men at jeg har kompenseret ved det ved at være meget til stede, når jeg var der,« siger han.

»Som forældre skal man give sine børn nogle billeder, og jeg har prøvet at lære dem om kvalitet og opdrage dem til at følge med i, hvad der rører sig og lære dem, hvordan de kan gøre en forskel. Jeg tager dem stadigvæk med rundt i hele verden. På den måde har jeg lært dem, hvad der er værdifuldt, og hvor der er uretfærdighed, skønhed og balance i verden. Det er sommetider svært, for de er jo privilegerede børn. De er godt uddannet, har gået på private skoler, har rejst og har forældre, som har diskuteret med dem. Så jeg forsøger altid at huske dem på, at de er heldige og privilegerede, og at der er nogen, der er mindre heldige,« siger han, men mener ikke, at han har taget livet af drengene med alle sine holdninger.

»Jeg er ikke på nogen måde fundamentalist og kan ikke bruge det til noget, når de fundamentalistiske Sidste Dages Hellige harcelerer mod at ryge en cigar, drikke dyr vin eller rejse bekvemt. Når en christianit siger »Vi vil ikke have penge fra Realdania, for det er kapitalistpenge«, så bliver jeg dybt deprimeret og går nedbøjet derfra. Jeg har det også dårligt med, at Enhedslisten ikke kan få gjort op med deres tanker om revolution. Og skidt med at SF ikke endegyldigt kan forstå, at medlemskab af EU ikke er skadeligt. Venstrefløjen trænger til en enorm fornyelse, og det kan jeg tillade mig at have en mening om, fordi jeg hele tiden bliver udråbt til at være venstrefløjsadvokat. Men jeg ville aldrig kunne blive medlem af SF eller Enhedslisten, for jeg er rent faktisk en velhavende mand, der ejer den her lejlighed og bor på en landejendom, som siden jeg købte den i 1982, er steget til det ti-dobbelte. Men det gør mig jo ikke til et dårligere menneske. Man kan arbejde for at udligne økonomiske skævheder og snakke mere om beskatning af arbejdsfri gevinster. Men de fundamentalistiske holdninger, synes jeg, er dødssyge. Jeg elsker at gå ud og spise et lækkert måltid mad, og hvis jeg kan få et måltid, hvor man har afbalanceret økologi og kvalitet, så elsker jeg det,« siger han og afviser, at han på nogen måde er en politisk korrekt mønsterperson.

»Jeg får dyrket for lidt motion, kører for meget i bil, ryger ind imellem og kan godt lide rødvin og tøj og køber som regel det bedste. Og det er vel en last altid at skulle have det bedste. Jeg er sgu nok lidt for meget en kvalitetsforbruger. I går aftes spiste jeg en god middag, da jeg var i Polen, og senest har jeg købt nogle lækre Trip Trap-havemøbler til mit sommerhus,« siger han som var det en forbrydelse.

Knud viser rundt på sit eget kontor og fortæller om det store indianske maleri, der er malet på bark og forestiller menneskelivets balance mellem himmel og helvede. Sådan har store dele af hans eget liv også været. En balanceakt for at opbygge en tro på sig selv.

»Jeg har faktisk ikke særligt meget selvtillid. Dybest set er jeg en meget, meget genert og forsigtig mand. Når jeg skal holde foredrag og tale i sammenhænge med mange mennesker, er jeg meget genert. Jeg har det bedst, når jeg trækker mig tilbage, og jeg danser ikke, når jeg går til fest. Det at have selvtillid er vel at hvile så meget i sig selv, at man kan håndtere, hvad der foregår omkring én. Så har jeg så bygget en selvbeskyttelse op omkring mig selv, men det er noget andet. Jeg har en stor sikkerhed i forhold til, hvad jeg kan og ikke kan, men selvtillid, hvor jeg hviler i mig selv, har jeg ikke. Når man som barn har været igennem de ting, jeg har, er man altid en lille smule i tvivl. Selv når man ser på den, man elsker, er der altid en grad af tvivl, om det nu er gengældt. Man ser sig altid over skulderen for at se, om de andre taler om én. Jeg tror aldrig, at jeg nogensinde slipper for den usikkerhed. Men når jeg siger til folk, at jeg er en genert person, så siger de, at det tror de sgu ikke på,« siger han.

Generthed eller ej har han været nødt til at vænne sig til den øgede opmærksomhed fra offentligheden, som har villet have en bid af personen Knud Foldschack.

»Jeg forstår ikke helt de mennesker, som nærmest er ved at falde af cyklen, når de vender sig om efter mig. Eller når ekspeditionen går i stå i en butik, når jeg står i køen. Men det er jo et midlertidigt fænomen, og det påvirker mig overhovedet ikke, selv om jeg også har fået meget ubehagelige trusler. At mit blod skal flyde i gaderne og den slags. Jeg har ikke noget imod hånlige bemærkninger, men det er ubehageligt, når mine børn skal opleve trusler. Engang på Strøget var der fire-fem hooligans, som var meget truende over for mig. Der var jeg ked af at være kendt, for i bund og grund er jeg en tøsedreng, der aldrig kunne finde på at involvere mig i et slagsmål. I enhver sammenhæng tager jeg afstand fra vold. Det må være frygteligt for de unge mennesker i gadekampe, og jeg har dyb medlidenhed med dem og politiet. Det må være rædselsfuldt at opleve den konfrontation. Jeg har aldrig selv slået nogen. Jeg ville være meget dårlig til det. Selv om jeg har fået tusindvis af par på kassen, ligger det helt uden for mit reaktionsmønster. Gudskelov er det sådan, at når jeg får en negativ tilkendegivelse, så får jeg også 20 positive. Når jeg på gaden bliver stoppet, og folk siger tak for det, jeg gør, eller tak for, at jeg taler de unges sag, så bliver jeg da glad og stolt,« siger han.

Men selv om Knud Foldschack ikke selv synes, at arbejdet og privatlivet er kommet for tæt på hinanden, mener hans kæreste noget andet.

»Hun vil nok mene, at jeg er lidt for engageret i at være på kontoret, og hun mener også, at Christiania-sagen har været ved at hive for mange tænder ud. Men det har været en praktisk måde at forene arbejde og privatliv. Hvis ikke vi havde haft det her arbejdsfællesskab, var det ikke gået. Vi har mange spændende fælles sager, arbejder meget sammen i Bulgarien om at lave mejerivirksomhed og gedemælk, og vi har lige åbnet et lille hotel i bjergene i Bulgarien, som vi har overladt til nogle lokale at drive. Vi sidder i mange bestyrelser sammen. Det er jo en gave at kunne snakke om de ting i fritiden, og for mig er fritid sådan en sjov ting, for så skal man jo lave noget, man ikke normalt laver. Dyrke sport, gå til fitness, cykle og den slags. Men fritid er for mig lige så meget at arbejde med nogle juridiske ting, jeg synes er spændende.«

Telefonen ringer...

»Det er Knud... ja, jeg er også ved at være færdig nu...«

Han lægger telefonen fra sig.

»Se, det er en tolerant kone! Men jeg var heller ikke klar over, at vi skulle tale i så lang tid. Faktisk troede jeg bare, det var en enkelt spalte. Men jeg er jo også lidt naiv...«