Klumme: Småligheden sidder stadig fast

ArzFRIT Christopher Arzrouni
»'Før Frosten' minder os om, at alle har et moralsk valg – også de fattige,« skriver Christopher Arzrouni. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax LIndhardt Bax Lindhardt

Alle mine instinkter forbød mig at se »Før Frosten«. En socialrealistisk film om fattige bønder, der vader rundt i sjællandsk mudder i 1800-tallet. Og en hovedperson spillet af Jesper Christensen, dansk skuespils svar på Fidel Castro. Alligevel er det en fremragende film. Netop fordi Jesper Christensen spiller en tvetydig person, den hårdt plagede selvejerbonde, Jens Mosegård, som træffer en række hårde moralske og umoralske valg.

»Før Frosten« er i fjern familie med »Jeppe på Bjerget«. Begge historier udspiller sig i et bondemiljø, i et standssamfund. Og begge handler om, hvad der sker, når den underkuede rykker op i hierarkiet. Jeppe på Bjerget kunne meget vel have været Jens Mosegårds tipoldefar. Jeppe havner i baronens seng, og Jens’ datter Signe havner i rigmandens. Men hvor Jeppe nyder godt af tilfældighedernes spil, er Jens særdeles aktiv i at opsøge mulighederne for at komme ovenpå. Jens skifter grød, hue og faldefærdig rønne ud med steg, bredskygget hat og aftægtsbolig. I den proces sælger han ikke kun sin datter, men også sin sjæl, alt imens han bliver en tyran. Alligevel forstår man ham, og alligevel rummer den grusomme historie også – paradoksalt nok – lykkelige momenter. Opdag dem selv.

»Før Frosten« minder os om, at alle har et moralsk valg – også de fattige. Jens Mosegård kunne have valgt den anstændige løsning. Slået pjalterne sammen med naboen. Skaffet mad på bordet til familien uden at begå forbrydelser. Og Signe kunne have lånt en brudekjole af sin veninde. Men Jens vil ikke bare ud af den absolutte fattigdom. Han er optaget af sin relative placering i samfundshierarkiet. Hvilken stolerække, der tilkommer ham i kirken. På sin vis minder Jens Mosegård om vore dages venstreorienterede. For dem er problemet ikke fattigdom men ulighed. De er mere optaget af deres egen status i forhold til naboen, end af hvor godt de egentlig har det.

For tiden bidrager skuespilleren Jesper Christensen også med stemmen til fagforeningen 3Fs propagandafilm om ulighed i Danmark. »Uligheden har altid været her, men nu er den blevet uanstændig«, siger Christensen. Man skulle ikke tro, at han havde set »Før Frosten«. Men hvad forstår bønder sig på agurkesalat, og hvad forstår skuespillere sig på moralske fortællinger? De er bare underleverandører.

Ifølge 3Fs kampagne var Danmark et lykkeligere folk i 1992, da vi vandt EM i foldbold, end vi er i dag. Siden dengang er alt tilsyneladende blevet værre. Men tør man minde om, at arbejdsløsheden var rekordhøj i 1992, og at den er rekordlav i dag? Tør man minde om, at alle – alle – danskere er markant rigere i dag, end de var i 1992? At de højstlønnede 10 pct. i dag betaler en større andel af indkomstskatterne end i starten af 90erne? Og at levetiden er steget for alle danskere siden 1990erne – på tværs af indkomstgrupper. For kvinder har stigningen endda været størst for gruppen med relativt lav indkomst.

I vore dage er de fattige ikke 3Fere, men derimod de migranter, vi modtager. De er ligeglade med relativ fattigdom. De vil hellere leve på bunden af samfundet i Danmark, end i midten af samfundet i Mellemøsten eller Afrika. Nej. Problemet er ikke ulighed. Problemet er fattigdom – udenfor Danmark. Danmark er en magnet for sin omverden, netop fordi vi er kommet langt siden det samfund, som bliver skildret i »Før Frosten«. Men standssamfundets smålighed præger stadig 3F.