Klokken er fem minutter i dommedag

I 60 år har det amerikanske tidsskrift Bulletin of the Atomic Scientists taget temperaturen på den globale atomtrussel. Med det karakteristiske dommedagsur på forsiden minder videnskabsfolkene bag bladet os alle om, hvor slemt det står til. Og det ser ikke godt ud. Vi er kun fem minutter fra verdens undergang.

Foto: Bulletin of the Atomic Scientists.

BILLEDERNE AF VERDENS FØRSTE møde med atombomben er i sorthvid. Grovkornede fotografier taget på sikker afstand af katastrofen, men tæt nok på til at vise virkeligheden. Det er billeder af mennesketomme gader, der snor sig gennem en ørken af støv og murbrokker. Et spøgelseslandskab af apokalyptiske dimensioner, der får gruen til at krybe ubehageligt ind under huden, og efterlader en med følelsen af at have kigget direkte ned i et flammeløst helvede.

Inden for tre dage i sommeren 1945 smed amerikanske bombefly atombomberne »Little Boy« og »Fat Boy« over Hiroshima og Nagasaki og sluttede effektfuldt krigen mod Japan. Bomberne var en magtdemonstration, ikke kun militært, men også i menneskehedens evne til at udslette sig selv, og da beretningerne om de ufattelige dødstal og ødelæggelserne nåede videnskabsfolkene bag bomben, indså de, som den fortvivlede Dr. Frankenstein i sit laboratorium, det sande omfang af deres opfindelse.

Kort efter mødtes nogle af dem i Chicago og skabte magasinet Bulletin of the Atomic Scientists, der skulle oplyse og advare andre videnskabsfolk, politikere og befolkninger verden over om de enorme kræfter, som det ny våben havde bragt ind i verden. Kræfter, som skulle behandles med fornuft og forsigtighed, hvis ikke det hele skulle ende galt.

To år senere i 1947 satte videnskabsfolkene trumf på lobbyarbejdet og smed det karakteristiske dommedagsur på forsiden, som nu i 60 år symbolsk har tikket mod midnat og taget temperaturen på den globale atomtrussel ud fra devisen – jo tættere viseren er på midnat, desto tættere er menneskeheden på dommedag.

I begyndelsen koncentrerede folkene bag bladet sig udelukkende om de farer, som deres egen opfindelse havde ført med sig. Men da bestyrelsen (som i dag bl.a. tæller 18 nobelpristagere) bag Bulletin of the Atomic Scientists i januar under stort mediepostyr satte uret to minutter frem til fem minutter i midnat, var de globale klimaforandringer også en del af trusselsbilledet.

Den del af historien vender vi tilbage til, for som sagt var det frygten for en altødelæggende atomkrig, der i sin tid fik kredsen af videnskabsmænd fra Chicago til at handle, og forsøge at sætte ord og tal på, hvor tæt verden var på dommedag. Og lige siden har magthavere over det meste af verden skævet til uret, ligesom interesseorganisationer på alle planer har brugt det som emotionelt kasteskyts, når de skulle ruske liv i atomdebatterne.

Mennesket er født med en naturlig skepsis over tingenes tilstand, og i århundreder har angsten for dommedag gnavet i os som en skarp sten i skoen. Vi er nærmest besat af tanken om vores egen undergang, og gennem årene har alverdens videnskabsfolk, eksperter og selvudnævnte dommedagsprofeter slynget om sig med datoer for klodens endeligt. Men hver gang har verden kunnet ånde lettet op og konstatere, at dommedagsprofetier har en god vane med ikke at blive til noget.

Det gør atomtruslen heller ikke, siger kritikerne af »atomhysteriet i Chicago«. De argumenterer for, at truslen om gensidig udslettelse holdt USA og Sovjetunionen i skak og sørgede for, at Den Kolde Krig ikke kortsluttede i en altødelæggende Tredje Verdenskrig, ligesom den lurende fare for en ny krig mellem Indien og Pakistan forsvandt som sne i maj, den dag begge lande fik atomvåben.

Men den slags hybrislogik giver generaldirektør i Bulletin of the Atomic Scientists, Kennette Benedict, ikke meget for.

»Jo flere atommagter, desto større er risikoen for, at noget går galt. Hvis antallet af lande med atomvåben vokser, så vokser samtidig risikoen for, at de på et eller andet tidspunkt bliver brugt,« siger hun fra sit kontor i Chicago.

Men hvordan har atomtruslen opført sig undervejs? Hvornår har det for alvor været tæt på ragnarok, og hvornår har tingene set fornuftige ud? Svaret finder man i historiebøgerne, for et kig på dommedagsurets gang er også et kig på den verdenshistorie, der siden amerikanernes bombninger af Hiroshima og Nagasaki har rykket frem og tilbage på datoen for dommedag.

Siden billedet af det karakteristiske dommedagsur første gang landede på forsiden af det amerikanske dommedagsmagasin i 1947, har viseren flyttet sig i alt 17 gange, og i dag er vi altså fem minutter fra katastrofen, præcis som i 1947 i øvrigt. Dengang var den nye atomvirkelighed så småt begyndt at bundfælde sig i befolkningen, der stadig havde rædselsbillederne af amerikanernes japanske bombninger frisk i erindringen.

I 1949 var den så gal igen. Sovjetunionen foretog sin første atomprøvesprængning og skød det store våbenkapløb mellem øst og vest i gang. Og den amerikanske præsident, Harry Truman, lagde ikke fingrene imellem, da han skulle sætte ord på situationen:

»Vi siger ikke, at dommedag er nær, og at vore landsmænd kan forvente sig en regn af atombomber inden for en måned eller et år. Men de har grund til at være dybt bekymrede,« sagde Truman, og Bulletin of the Atomic Scientists kvitterede med at rykke viseren fire minutter frem til tre minutter i midnat.

I 1953 nåede dommedagsuret sit historiske lavpunkt med USAs og Sovjetunionens prøvesprængninger af termonukleare våben, der er mere kraftfulde end tidligere atombomber. I Chicago satte forskerne viserne frem til to minutter i evig formørkelse, og afleverede en dyster svada om verdens tilstand: »Vi behøver blot et par nye pendulsving, før atomeksplosioner fra Moskva til Chicago for altid vil slukke lyset for den vestlige civilisation.«

Herfra balancerede verden sig truende videre på kanten af undergang. Op gennem 1950erne og ind i 60erne var det billederne af en altødelæggende atomkrig, der truede med at udrydde menneskeheden. En hel generation af børn og unge voksede op med bevidstheden om, at verden når som helst kunne gå under i en dominoeffekt af eksploderende atombomber.

Med Cuba-krisen i oktober 1962 spidsede tingene for alvor til, og i 13 dramatiske dage holdt verden vejret, mens de ventede på Khrusjtjov og Kennedys næste træk. Men krisen førte ikke kun ængstelse og sved på panden med sig, den manede også til forsigtighed, og efter et årti med nonstop prøvesprængninger, underskrev Sovjetunionen og USA i 1963 en aftale om et delvist stop for sprængninger. Nu skulle det være slut med atomsprængninger over jorden, og selv om begge lande uforstyrret fortsatte med at teste deres våben under jorden, trykkede aftalen den værste luft ud af våbenkapløbet. Eller som Kennette Bennedict fra Bulletin of the Atomic Scientists udtrykker det:

»Det virkede som om, virkeligheden så småt begyndte at dæmre for supermagterne. Som om de forstod, at det ville ende galt for alle, hvis de fortsatte kursen.«

I 1963 stod viseren således trygt på 12 minutter i midnat, og mens mange lunede sig ved tanken om, at verden åbenbart gik mod lysere tider, var John F. Kennedy anderledes pessimistisk i retorikken. I 1963 forudså den amerikanske præsident, at verden i midten af 70erne ville have mellem 15 og 20 atomvåbenmagter. Senere ironiserede den syngende matematiker, Tom Lehrer, om en fremtid med atombomber overalt, fra Indonesien over Monaco til Alabama i sangen »Who’s next?«

Og en overgang så det også ud som om, at Lehrer og Kennedy fik ret. I 1968 fik Frankrig og Kina atomvåben. I Vietnam skruede amerikanerne op for krigsblusset, Mellemøsten var en krudttønde, og Indien og Pakistan udkæmpede en brutal nabokrig, og i en erklæring fra Bulletin of the Atomic Scientists fik perioden skudsmålet:

»Der er ikke meget grund til optimisme. Der er massiv modstand mod krig, men ingen, som for alvor udviser åndeligt lederskab til at gøre op med det dødsensfarlige anarki, der hersker i verden i dag.«

Syv minutter i midnat!

Det åndelige gennembrud kom året efter, i 1969, da verdens nationer, ja, lige bortset fra Israel, Indien og Pakistan, underskrev den store ikke-spredningsaftale, der bremsede den nukleare sygdom i at sprede sig. I samme omgang sagde de eksisterende atommagter ja til at skære i deres lagre, så snart den verdenspolitiske situation tillod det. Ti minutter i midnat.

Halvfjerdserne blev turbulente. Det ene år underskrev USA og Sovjetunionen fremsynede nedrustningsaftaler, det næste forlod de fnysende forhandlingsbordet. Sideløbende udviklende Indien sit første atomvåben, og fortidens gennembrud fortonede sig i glemslen som varmeflimrende fata morgana’er.

Ingen af supermagterne syntes indstillet på at reducere antallet af atomvåben. I stedet brugte de kræfterne på at modernisere deres enorme lagre, og i 1980, 35 år efter rædslerne i Hiroshima og Nagasaki, betragtede USA og Sovjetunionen stadig a-våben som en naturlig del af den nationale sikkerhed. Begge lande opførte sig som alkoholikeren, der insisterer på, at den næste øl bliver hans sidste, men som altid kan finde en undskyldning for at snuppe en ekstra omgang.

Året efter kastede Sovjetunionen sig ud i krigen mod Afghanistan, og som en af sine sidste gerninger, inden han overlod Washington til Ronald Reagan, trak præsident Jimmy Carter sit land ud af De Olympiske Lege i Moskva. Med Reagan ved roret fik koldkrigsstemningen endnu et nøk i den forkerte retning. Al snak om våbenkontrol blev kasseret, og den amerikanske præsident arbejdede ud fra devisen om, at den bedste måde at afslutte Den Kolde Krig på var at vinde den.

Våbenkapløbet eskalerede, kommunikationen mellem supermagterne brød sammen, og i 1984 rykkede Bulletin of the Atomic Scientists dommedagsuret frem til tre minutter i midnat og skrev: »Forhandlingerne om våbenkontrol er reduceret til meningsløst propagandakrydderi.«

Senere blæste forandringens vinde hen over Østblokken, en efter en rev Polen, Tjekkoslovakiet, Ungarn og Rumænien sig fri af Sovjetunionen. Senere fulgte tv-billederne af en pelsklædt Ronald Reagan, der serverede punchlinen: »Riv den mur ned, hr. Gorbatjov.«

Og ned kom Muren. I oktober 1989, 44 år efter Winston Churchills berømte »Jerntæppe-tale«, faldt verdens mest forhadte stykke beton fra hinanden, og med den smuldrede også myten om den magtmonolitiske kommunisme. Og så gik det igen den rigtige vej. I 1990 rykkede Bulletin of the Atomic Scientists viseren fire minutter den rigtige vej til 14 minutter i midnat, og året efter underskrev USA og Sovjetunionen aftalen om reduktion af strategiske våben:

»Illusionen om, at titusindvis af atomvåben er en garanti for national sikkerhed, er blevet punkteret,« skrev det amerikanske tidsskrift – 17 minutter i midnat.

Men op gennem halvfemserne og ind i det ny årtusind smuldrede håbet om en lang og uforstyrret fredstid. Spredningen af atomvåben vakte bekymring. Indien og Pakistan foretog deres første atomprøvesprængninger i 1998. Iran blev i 2002 afsløret i et 18 år langt, hemmeligt atomprogram, mens Nordkorea udråbte sig selv til atommagt og lovede »at indhylle Los Angeles i ild«. Og pludselig nærmere viseren sig igen midnat.

Og i år kom så altså svaret på 16 års konstant nedtur. Den 17. januar satte forskerne i Chicago dommedagsviseren til fem minutter i evig formørkelse. De nye alvorlige trusler, der havde forværret risikoen for atomart ragnarok, var de omstridte atomprogrammer i Iran og Nordkorea, tiltagende terrorisme, ikke-kontrollerede radioaktive materialer i Rusland og andre lande samt de tusindvis af affyringsklare atomvåben i USA og Rusland.

Og som om det ikke var slemt nok, indførte holdet bag Bulletin of the Atomic Scientists en ny måleenhed for, hvordan tingene står til her på Jorden – de globale klimaforandringer. Fornuftigt nok, vil mange mene. Klimaet er blevet det kviksand, som truer med at opsluge menneskeheden, hvis ikke der snart handles alvorligt. Global opvarmning, eskalerende drivhuseffekt, smeltende polarcirkler og voksende huller i ozonlaget. Vi kender efterhånden de fleste scenarier.

Selv om verdens klimaforskere ikke formulerer sig enslydende om klodens sande tilstand, er der almindelig enighed om, at opvarmning forårsaget af forurening er reel og bliver værre. Udregninger viser, at den globale middeltemperatur de næste 100 år med stor sandsynlighed vil stige flere grader.

En sådan opvarmning vil slå flere økosystemer ud af kurs, og mange dyre- og plantearter vil få svært ved at overleve forandringerne. Løber prognoserne løbsk, og opvarmningen med tiden får isen på f.eks. Grønland til at smelte, betyder det vandstigninger i verdenshavene på op til syv meter, og så begynder det for alvor at knibe. Enorme områder vil komme til at stå under vand, og et land som Holland vil forsvinde i havet.

Eller som Stephen Hawking, matematikprofessor fra Cambridge Universitet og et af medlemmerne af bestyrelsen bag Bulletin of the Atomic Scientists, sagde i forbindelsen med den seneste justering af dommedagsuret:

»Klimaet er efterhånden lige så stor en trussel som atomvåbnene. På kort sigt kan klimaforandringerne selvfølgelig ikke skabe så meget kaos, som en atomeksplosion kan. Men i løbet af de næste tre-fire årtier kan klimaforandringerne lave uoprettelig skade på vores livsvilkår. Vi kender alle de farer, atomvåben fører med sig, og vi er så småt begyndt at begribe, hvordan mennesket kan forstyrre det globale klima og måske for altid forandre livet her på jorden. Som videnskabsmænd har vi en forpligtelse til at alarmere offentligheden om de unødvendige farer, vi lever under hver dag, og som slår ud i lys lue, hvis ikke politikere og almindelige mennesker verden over gør noget.«

Både atomtruslen og den løbskslupne drivhuseffekt er resultatet af menneskeskabte teknologier, som vi mistede kontrollen med undervejs, sagde bestyrelsen bag Bulletin of the Atomic Scientists. Det er den dårlige nyhed. Men den gode nyhed er, at vi har magten til at få kontrollen tilbage:

»Vi har endegyldigt ikke fundet ud af, hvordan vi løser problemerne, men historien har vist os, at mennesket har både fantasien og viljen til at finde veje ud af selv de allermest uoverstigelige problemer,« siger generaldirektør i Bulletin of the Atomic Scientists, Kennette Benedict.

Aktuelt er der ingen planer om at flytte på dommedagsurets visere, lyder meldingen fra Chicago. Men som en klog mand engang sagde, er det eneste sikre, man kan sige om fremtiden, at man ikke kan sige noget som helst med sikkerhed. Med andre ord: Dommedag er på vej, og har altid været det. Men hvornår den kommer, og hvor den kommer fra, ved vi ikke. Heldigvis.