Kirsten Birgit overrasker med nyt job

Satirefiguren Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm har fundet en nyt hjem på streamingtjenesten TV 2 Play, hvor hun skal rapportere om livet i Danmark.

Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm skal nu lokke kunder til TV 2 Play. Fold sammen
Læs mere
Foto: A&M Productions/TV 2

Hvis nogen gik og håbede, at seniorkorrespondenten Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm var forsvundet, så kan de godt tro om igen. Da Radio24syv blev nedlagt, betød det også et farvel til satireshowet »Den Korte Radioavis«. Mediefænomenent Kirsten Birgit, alias komikeren Frederik Cilius Jørgensen har siden ført en omflakkende tilværelse. Senest har hun under coronakrisen berettet fra fronten i podcasten »Den korte CoronAvis«, hvorefter der blev stille. Men nu har hun tilsyneladende fundet et nyt hjem.

Den bramfri og frygtløse samfundsrevser dukker nemlig op senere på måneden på streamingtjenesten TV 2 Play, hvor hun får sit helt eget program, »Fuld af Danmark«.

Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm

»Nu har der været rigeligt Kardashians og Nicki Bille på TV 2 Play, og jeg påtager mig med glæde at introducere ægte kvalitet, så dansk streaming ikke i al evighed skal bestå af ligegyldigheder.«


Sammen med sin trofaste producer, Rasmus Bruun, skal Kirsten Birgit rejse ud i Danmark som kulturanmelder og »berige danskerne med sit syn på landets tilstand«. Det billede, der ledsager TV 2s pressemeddelelse, viser Kirsten Birgit foran det historiske Kronborg, som også Berlingskes kulturredaktør, Anne Sophia Hermansen, for nylig har haft under sin kritiske lup.

»Med Kirsten Birgit ombord får vi en kompetent og erfaren kvinde med på holdet, der har smag for, hvad danskerne bør vide og kan formidle det i fuld skala,« siger livsstilsredaktør Jes Schrøder, TV 2 i den pressemeddelelse, der – som altid, når det handler om mediefænomenet – fører fiktionen helt til dørs.

»Jeg kunne ikke drømme om et bedre sted at fortsætte min karriere end på TV 2 Play, hvor de gerne deler, har højt til loftet og mod til en profil som mig, der er tørstig efter kvalitet,« citeres Kirsten Birgit for at sige.

»Nu har der været rigeligt Kardashians og Nicki Bille på TV 2 Play, og jeg påtager mig med glæde at introducere ægte kvalitet, så dansk streaming ikke i al evighed skal bestå af ligegyldigheder,« påstås det, at hun udtaler.

Første program kan ses 24. oktober.