Kirsten Birgit og Rasmus Bruun vender tilbage i nyt format

Der er godt nyt for fans af »Den korte radioavis« fra hedengangne Radio24syv. »Den korte podcast« ser dagens lys.

Rasmus Bruun og Frederik Cilius er tilbage med de figurer, som mange danskere kastede deres kærlighed på, da Radio24syv lancerede programmet »Den korte radioavis«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tobias Kobborg
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er få kulturelle fænomener i nyere tid, der har formået at mønstre en fanskare af samme kaliber, som radioprogrammet »Den Korte Radioavis« gjorde på den nu lukkede radiokanal Radio24syv.

Og nu er der godt nyt til de mange fans.

I et nyhedsbrev fortæller Frederik Cilius, som spiller Kirsten Birgit, og Rasmus Bruun, som spiller Rasmus Bruun, at de i dag, onsdag, er klar med podcasten »Den korte podcast«.

Til Berlingske fortæller Frederik Cilius, at Kirsten Birgit har et projekt, hvor hun gerne vil samle nogle flere mennesker omkring de holdninger, hun selv har, i en form for politisk mødested.

Er det en politisk klub?

»Ja, det kan du jo sige. Det er i hvert fald et forum, hvor folk kan samles om det, Kirsten Birgit mener.«

Der er nok mange af »Den korte radioavis'« fans og lyttere, der håber på, at det bliver ligesom i de gode gamle dage. Kan man forvente det?

»Nej, fordi Radio24syv findes jo ikke mere. Så det bliver jo ikke det samme. Det bliver noget nyt« siger Frederik Cilius.

Programmet »Den korte radioavis« var blandt andet kendt for de faste – og mindre faste – formater som »Satirsdag«, »Se Europa og dø« og »Helt hen i vejret«, og blev sendt fem dage om ugen.

Da Radio24syv lukkede, og programmet måtte sende for sidste gang, mødte en hær af »Den Korte Radioavis«-lyttere op foran radiostudiet for at vise deres støtte.

Siden tiden på Radio24syv har man kunnet opleve de to karakterer fra programmet i blandt andet forestillingen »Sommeren på Birgitø« og i TV 2-programmet »Fuld af Danmark«.

Den nye podcast står de selv for.

I nyhedsbrevet fra Cilius og Bruun står der ikke meget andet end, at »Den Korte Podcast« bliver et »fast ugentligt stykke lyd«.

Til gengæld medfølger en teaser, hvor en frustreret Kirsten Birgit giver sit besyv med i podcasten »Mads og A-holdet« i selskab med Konservatives formand Søren Pape Poulsen, skuespiller Peter Mygind og musiker Sanne Salomonsen. Og selvfølgelig Mads Steffensen.

Teaseren kan høres her: