Kirken under anklage: Når næstekærlighed bliver et påskud for overgreb

Francois Ozons »Gud være lovet«, der handler om en af den katolske kirkes værste overgrebssager, spørger, om man kan tro på en gud, når dens tjenere gør det onde?

Præsten bliver nærgående i Francois Ozons film Gud være lovet«. Foto: Camera Film Fold sammen
Læs mere

»Gud være lovet« begynder med en scene, hvor en kardinal i fuld ornat træder ud på en balkon og velsigner byen under sig. Med det, der følger, får velsignelsen dog mere og mere karakter af en forbandelse – med den katolske kirke som beskytter af en pædofil præsts fortsatte overgreb blandt børn.

Byen, der lider under forbandelsen, er Lyon, hvor den 40-årige bankmand Alexander fører et forbilledligt og lykkeligt familieliv med sin hustru og fem børn. Han har fortrængt sit barndomstraume, men det springer frem med uformindsket styrke, da han opdager, at den katolske præst Preynat, der misbrugte ham seksuelt på hans barndoms spejderlejre, stadig underviser børn i ly af kirkens vinger.

Dette er den autentiske historie, der trækkes op i François Ozons sobre sagsfremstilling. Han er en instruktør, der mestrer alle genrer, men her nyder historien godt af en lidt tør omhyggelighed, hvor en mere hændervridende tilgang ville have skurret.

Alexander får kontakt til kirkens psykolog, Regine Maire, og byens kardinal, Barbarin, der begge er lutter medfølelse, men som i sidste ende viser sig at være mere interesserede i at beskytte kirken end i at lave sanktioner mod den pædofile præst.

For Alexander er skuffelsen dobbelt, da han har bevaret sin katolske tro og stadig ser en skønhed i kirkens ritualer, ligesom han også har opdraget sine egne børn i samme ånd. Når han trodser alle andres advarsler og vedbliver med at kræve sanktioner mod de ansvarlige, skyldes det, at han vil redde kirken fra dens eget hykleri.

Andre af Preynats ofre har for længst vendt kirken ryggen, og filmen gør indtryk i sin nøgterne skildring af den skade, pædofile påfører deres ofre. Længe efter, at forbrydelsen er faldet for forældelsesfristen, står overgrebet lyslevende for ofret og fryser ham fast i livslang angst, usikkerhed og ubehag ved fysisk kontakt. Preynats ofre har valgt forskellige strategier for at overleve: Alexander har sat sin lid til Gud, mens hans spejderkammerat François bruger ateistens vrede til at finde styrke til sin kamp mod kirkens fortielser.

Ozon holder sig heller ikke selv tilbage for en generel religionskritik, der nok vil give mest mening for dem, der i forvejen har det svært med organiseret religion. Med modstillingen af nadveren med ordene »dette er mit legeme« og overgrebet, hvor præsten »tilbyder« sin krop, sender Ozon et tydeligt antireligiøst budskab, hvor næstekærligheden mistænkeliggøres som noget, der bare er et påskud for overgreb. Selv om kristne nok ville kalde det en forvanskning, er »næstekærlighed« givetvis blevet misbrugt under de omstændigheder, filmen skildrer. Også selve kerneelementet i kristendommen, tilgivelsen, kommer under beskydning, når Ozon viser den som et våben, som kirkens ledelse bruger mod Alexander, for hvis ikke han tilgiver sin overgrebsmand (og frafalder sin kritik), kan han ikke være den gode kristne, han ønsker at være. Som helhed er »Gud være lovet« en lidt udmattende, repetitiv rejse, men historien fortjener den omhu som Ozon behandler den med.

Gud være lovet

Instruktion: Francois Ozon.  Med Melvil Poupaud og Denis Ménochet.