Kendt dansk-engelsk tv-vært til ærkebiskop: »Livet for lgbtq+-mennesker er på spil«

Tirsdag fastslog den anglikanske kirkes ærkebiskop i et brev til 650 biskopper, at homoseksualitet er en synd. Den dansk-engelske tv-vært Sandi Toksvig skriver i et åbent brev til ærkebiskoppen, at kirkens kærlighed burde omfatte alle. Nu har biskoppen inviteret hende på kaffe.

Dansk-engelske Sandi Toksvig er kendt som journalist, komiker, forfatter og ikke mindst homoseksuel. Den engelske kirkes overhoved, ærkebiskoppen af Canterbury, Justin Welby, har nu inviteret hende på kaffe. Fold sammen
Læs mere
Foto: Isabel Infantes/AFP/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Tirsdag mødtes den anglikanske kirkes 650 biskopper til det såkaldte Lambeth møde, der finder sted hvert tiende år.

Forud for det vigtige møde havde kirkens overhoved, ærkebiskoppen af Canterbury, Justin Welby, i et brev til biskopperne understreget, at en resolution fra 1998, der fastslår, at homoseksualitet er en synd, stadig er gældende i det Herrens år 2022.

Brevet har fået den dansk-engelske tv-vært, komiker og forfatter Sandi Toksvig til at reagere. Hun er selv homoseksuel og kendt for et stærkt politisk engagement.

Ærkebiskoppens jobbeskrivelse

I et åbent og meget venligt formuleret brev, der indledes med ordene »kære Justin«, undrer Toksvig sig over, at det i 2022 er nødvendigt overfor biskopperne at fastslå, at homoseksualitet ifølge den anglikanske kirkes opfattelse er en synd.

»Ærlig talt, når man tager verdens tilstand i betragtning, er det så, hvad du ønsker at fokusere på,« spørger Sandi Toksvig, som undrer sig over, at kirkens ledere ikke har mere presserende temaer at tage fat på som for eksempel krig og fattigdom.

Herefter retter Sandi Toksvig i sit brev lyset mod den mentale sundhed blandt unge i lgbtq+-samfundet. Hun gør opmærksom på, at unge i denne gruppe i forhold til andre unge har dobbelt så stor risiko for at begå selvmord og tredobbelt risiko for at begå selvskade.

»Ved du hvorfor? For manges vedkommende skyldes det, at de ikke føler sig elskede og ikke føler den kærlighed, som skulle være kernen i det, som du beskæftiger dig med, Justin. Det er ligesom toppen af din jobbeskrivelse,« skriver Sandi Toksvig.

»Åbenbart føler du, at du har afbalanceret denne chokerende erklæring om eksklusion ved at fastslå, at du ikke vil straffe kirker, som foretager vielser af homoseksuelle. Hvad skulle straffen i øvrigt være? Har den engelske kirke en skammekrog, hvor kærlige præster skal opholde sig, inden de får tilladelse til at vende tilbage til de skinhelliges bord,« spørger Toksvig, som konkluderende skriver:

»Livet for lgbtq+-mennesker er på spil.«

Ærkebiskoppen af Canterbury, Justin Welby, har i et brev til 650 biskopper slået fast, at homoseksualitet er en synd. Fold sammen
Læs mere
Foto: Gregorio Borgia/AP/Ritzau Scanpix.

Ærkebiskoppen inviterer

På Sandi Toksvigs Twitter-profil fremgår det, at ærkebiskoppen venligt har svaret hende.

»Jeg vil med fornøjelse tale med dig over en kop kaffe,« skriver Justin Welby, som regner med, at det bliver indenfor kort tid.

»Det had og de trusler, som du – og så mange andre lgbtq+-mennesker – har oplevet, er i Jesus Christi navn en synd. Det er jeg ikke det mindste i tvivl om, og det ønsker jeg, at du skal vide,« skriver ærkebiskoppen, som derefter modererer sin erklæring om homoseksualitet.

»Det anglikanske fællesskab er en kompliceret global gruppe af kirker. Det kan vi tale om, når vi mødes. I denne uge (hvor Lambeth-mødet har været afholdt, red.) har vi været ærlige om forskellene (i holdninger, red.), men ikke desto mindre accepteret  hinanden,« skriver Justin Welby.

Sort, uden sukker, please

»Tak, jeg drikker min kaffe sort, uden sukker, please,« svarer Sandi Toksvig på Twitter.

Sandi Toksvig er datter af DRs legendariske udenrigskorrespondent Claus Toksvig (1929-1988) og tilbragte det meste af sin barndom uden for Danmark. Hun var blandt andet i kontrolrummet i Houston i Texas, da Neil Armstrong tog det første skridt på Månen 21. juli 1969. Hun er med udmærkelse uddannet i jura, arkæologi og antropologi på Cambridge.

Sandi Toksvig og hendes ekspartner Petaline Stewart er mødre til tre børn, undfanget ved kunstig befrugtning.