Kaya Brüel: Parat til det platte

Kaya Brüel er for første gang i sin karriere plat, når hun fra på onsdag spiller med i »City Singler«. Det er helt bevidst, for »der er ingen større forløsning end at grine sammen.« Da hendes mor lå for døden, var humoren deres fælles våben.

Kaya Brüel: »Jeg ser humor som den usynlige kraft, der tiltrækker mennesker og skaber relationer. Og når relationen er opstået, forvandler humoren sig til den lim, der binder os sammen.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kaya Brüel tøvede ikke, da TV2 ringede i 2007 og tilbød hende en plads på dansegulvet, under projektørerne og foran de kameralinser, der hver fredag sender deltagerne direkte ind i stuerne hos halvanden million danskere. 

»Nej, tak,« lød svaret.

Hvis de havde ringet inden første sæson af programmet, havde Kaya Brüel sagt ja. Måske. Hun havde formentlig også overvejet det seriøst til anden sæson. Men aldrig til tredje. Ikke på vilkår. 

»Jeg nægtede simpelthen at være det tynde øl i tredje omgang af et tv-show sammen med alle de andre kendisser, der ikke var gode nok til de første to programmer,« siger Kaya Brüel og holder en pause...

»Og så endte det sgu med, at jeg sagde ja fem år senere til sæson 8!« 

Smil og humor

Kaya Brüel leverer sin punchline med smil og med timing. 

»Jeg ser humor som den usynlige kraft, der tiltrækker mennesker og skaber relationer. Og når relationen er opstået, forvandler humoren sig til den lim, der binder os sammen,« siger den 39-årige københavner, der ikke kan forestille sig et liv uden humor.

Eller en død, for den sags skyld. For da hendes mor blev syg af kræft og døde, var humoren deres fælles våben i den kamp. 

Fri møder hende en tidlig februarmorgen på Vesterbro. Sne dækker fortovene, der er fem graders frost. Hun bestiller yoghurt med kokosdrys og te på café Kaffeslabberasen på Enghave Plads. Vi er få hundrede meter fra hendes hus i den eftertragtede Humleby, lige op ad Carlsberg. Det smalle, brungule rækkehus deler hun med sin mand, filminstruktøren Kenneth Kainz, samt deres to børn. Alois, en dreng på 3, og hans storestøster, 12-årige Asta. Kaya Brüel nyder hverdagen med familien og sit indtil videre 14 år lange ægteskab. 

Læs også
Henriette Zobel og den ukendte fremtid
Antonio Banderas: Latino-lover på deltid
Andreas Bo Pedersen: Hov, hvor kom han fra?

Humor vigtig i parforhold

»Jeg føler på den gode måde, at min mand og jeg har været sammen for evigt. Men det havde vi ikke været, hvis ikke vi så det sjove i de samme ting. For mig er humor det allervigtigste i et forhold. Uden den swinger det bare ikke. Hvis du ikke er i stand til at more dig med din partner, så søger du måske det selskab et andet sted. Og det er sgu for kedeligt at leve i et forhold, hvor man ikke kan grine sammen,« siger hun.

Nu vil Kaya Brüel for første gang i sit liv underholde publikum med den humor, der betyder så meget i hendes privatliv. Den humor, hun bygger sine nære relationer på. 

Fra premieren onsdag på »City Singler« på Bremen og fem uger frem bliver den lødige sangfugl, vi kender fra jazz-cd’er, børnesange og tegnefilm, sat på standby. Nu skal verden møde den udgave af Kaya Brüel, der kalder en spade for en spade og to bryster for et par patter. Showets sjofle stil bliver mere end antydet i undertitlen: »Frækkere i 2’eren«.

»Jeg har det platte i mig. For jeg er vokset op »blandt drengene«, i mit liv med musik og teater. Der lever den tone bare. Men jeg var da i tvivl, lige da jeg fik tilbudet om »City Singler«. Er det virkelig mig? Jeg var alt for københavnersnobbet og fordomsfuld til at gå ind og se det første show for tre år siden. Men efter tilbuddet Youtubede jeg det, og måtte overgive mig til deres fede musikalske stil og platte stil. Så jeg tænkte »ja, hvorfor ikke?«« 

Showet er en opfølger til 2009’s publikumssucces. Vicki Berlin valgte at forlade gruppen, og Brüel fik buddet. Det er et musikalsk sketschshow. Tænk »Ørkenens Sønner« møder »Sex & the City«. Eller »Det Brune Punktum« klonet med den engelske satireserie »Smack the Pony«. 

Læs mere næste side: Datter af entertainere

Læs også
Nicolas Bro: »Det indre rum vigtigst«
Lars Kaalund: Kærlighed handler meget om forventninger
Arianna Huffington: Kvindelig mediemogul 

Datter af entertainere

Selv om Kaya Brüel har holdt humoren på afstand og i stedet dyrket musikken samt det mere seriøse skuespil i et væld af variationer, kommer hun fra en familie spækket med entertainere. Hendes mor, Sanne Brüel, og mosteren, Rebecca Brüel, var begge komponister, sangere og skuespillere. De var også en del af det aalborgensiske Jomfru Ane Band i 80erne. Og Rebecca er landskendt for folkelige vitser placeret et godt stykke under bæltestedet i sin årelange duo med ægtefællen Troels Trier. Hun trak sig fra scenen i 2009.

»Humor er en side af mig selv, jeg har savnet at vise. Men det er samtidig vildt grænseoverskridende, at jeg nu er der. At stå på en scene og være sjov er farligere end at synge, for du får dommen fra publikum øjeblikkeligt: Griner de ikke, når du har leveret din joke, så er du ikke god nok,« forklarer hun. 

Kaya Brüel har altid set sig som en historiefortæller. Både som skuespiller og sanger. Vittigheder er også en slags fortællinger. Men de skal leveres med klinisk timing. Ellers falder de fra hinanden. Hun håber, at hun kan bruge sin rytmiske sans i humoren, for flere af hendes største forbilleder udi komikken var stærke musikere. For eksempel Charles Chaplin. Men også hendes mor. 

Bevarede humøret midt i sorgen

En ting er at kunne få folk til at grine, når de er oplagt til komedie. Men at sprede varm latter i den værst tænkelige situation, er en helt unik egenskab. Moderen Sanne Brüel døde i juni 2011 efter to et halv års kamp mod kræft. Trods sygdommen forsøgte hun hver dag for at skabe god stemning omkring sig. På hospitalet og blandt venner og familie. 

Læs også
Nicolas Bro: »Det indre rum vigtigst«
Lars Kaalund: Kærlighed handler meget om forventninger
Arianna Huffington: Kvindelig mediemogul 

»Hun fortalte om hospitalssituationer, ja nærmest udspillede scener for os, så vi bare lå flade af grin. Det kunne være alt fra et besøg hos gynækologen til hendes stomipose, som hun rent faktisk gav et kælenavn. Humor afvæbner selv den sørgeligste, mest forfærdelige situation. Den rigtige bemærkning kan redde alt. Og min mor brugte humor konstant under hele sin sygdom. Den var hendes overlevelse. Det er jeg ikke i tvivl om,« fortæller Kaya Brüel og smiler over minderne. 

»Forestil dig, at der er en ekstrem hård knude i dit liv eller i dine tanker. Humoren er det eneste, der kan løse knuden op. Der er ingen større forløsning end at grine sammen. Men vi skjulte ikke sorgen bag humor. Vores familie har let til følelser. Jeg tror også, det er derfor, vi er gode til at udtrykke os over for andre på en scene. Det falder os fuldstændig naturligt,« siger hun. 

»Når min mor for eksempel kommer ind på et hospital, går hun sådan... gik hun ... Det er stadigvæk meget svært for mig med nutid og datid, når det gælder min mor.«  

Daglig minder Kaya Brüel sig selv om at sige »hun var« i stedet for »hun er«. Og det bliver lettere hver dag. Forståelsen af dødsfaldet vokser. Accepten kniber det stadig med. Hvorfor skulle et menneske på 59 år, der sprudler af liv og stadig har meget at give, dø? 

»Jeg har lært sorgens faser at kende. Når jeg er ked af det i dag, er det både på grund af det sørgelige over, at hun – mennesket Sanne Brüel – er død, og at jeg savner hende. Det er to forskellige størrelser, der forenes i én sorg. Og det giver en ordentlig tudetur engang imellem. I starten var det sværere at styre mine nedture. Men faktisk har jeg slet ikke lyst til at kontrollere det, for det er jo en helt reel følelse at sørge over noget,« fortæller Kaya Brüel, mens hun sidder fremadlænet og holder øjenkontakt. 

Sanne Brüel var et idol for sin datter. Men under det årelange sygdomsforløb, hvor både kræften og moderen nægtede give slip, voksede Kaya Brüels agtelse yderligere. Inden Sanne Brüel blev syg, var hun ofte bange for dagligdags ting: For at flyve, for at køre bil, for bakterier. Men moderen var frygtløs nok til at se både kræften og døden i øjnene de sidste dage.

»Det overrasker mig, hvor sej hun var. Hun var modig. Hun var et godt forbillede.« 

Læs også
Henriette Zobel og den ukendte fremtid
Antonio Banderas: Latino-lover på deltid
Andreas Bo Pedersen: Hov, hvor kom han fra?

De svære måneder kastede Kaya Brüel ind i en verden, hun ikke ville kende. Journaler, hospice, bedemand. 

»Jeg har oplevet det uvisse på tæt hold. Det, man nægter at tænke på, før man konfronterer det: Døden. Jeg har simpelthen set et menneskes sidste dage, og jeg har oplevet hende forsvinde,« siger Kaya Brüel. Hun er glad for, at hun havde måneder til at vænne sig til døden før øjeblikket, hvor hun skulle tage afsked.

»Min mor og jeg fik sagt farvel på bedst tænkelige måde. Vi fik sagt det, der skulle siges. Og vi fik sagt på gensyn. Det tror jeg, vi havde behov for, da uendeligheden er uforståelig.«

Afskeden med moderen har givet Kaya Brüel lyst til at investere endnu mere i sit liv og sin kunst. For karrieren kan stoppe tidligere, end man tror. Det har vækket en trang i den snart 40-årige sanger sind til at udfordre sig selv i højere grad. 

Når hun tidligere skrev sange, stoppede hun tit sig selv. Midt i en strofe. Fordi hun tvivlede på, om hun er god nok. Om anmelderne og andre ville kunne lide det. Nu vil hun aflive den tankeforurening. 

»Hvem er det egentlig, det skal være godt nok for? Det er jo mig selv. Hvis det, jeg laver, kommer ærligt og oprigtigt fra mig selv, så er det jo det, jeg har at byde på. Jeg vil udfordre mig selv, til at turde stole på det. Jeg vil i gang med gøre de ting, jeg ikke har turdet før. Prøve noget nyt, som at være sjov på scenen med City Singler. Men også udgive noget popmusik igen. Og sangene skal være helt mine egne,« siger Kaya Brüel, der vil have det maksimale ud af sine muligheder. 

Nogle gange kan hun vælge mellem adskillige jobs. Andre gange ét. Men hun nægter at deltage i noget, der ikke gør hende bedre. For trods den aktuelle satire, jitterbuggen på TV2 og roller i diverse tv-serier, har hun dog stadig én disciplin, hun elsker mest: »Musikken. Den er jo mig. For mig er det at synge en lige så konkret del af mig selv som min øjenfarve,« siger hun uden at smile. Uden punchline.B