Katz me if you can

Michael Katz Krefeld er aktuel med krimien »Savnet«, anden bog i serien om den afdankede politibetjent og ufrivillige privatdetektiv Ravn. I bogen tager forfatteren læserne med til Berlin, Christianhavn og en ikke så fjern fortid. Berlingske tog Katz Krefeld under armen og »on location« til forfatterens egen fortid og fiktionsdetektivens opdigtede nutid.

Forfatter Michael Katz Krefeld i Berlin i forbindelse med udgivelsen af andet bind i serien om kriminalbetjent Thomas »Ravn« Ravnsholdt, »Savnet«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jonas Skovbjerg Fogh

Christianshavns Kanal, 4. september 2014

Han har ladet to bøger blive siddende på bagagebæreren. Med et håb om, at de er væk, når han kommer tilbage. At fristelsen efter at indsnuse hans uhyggelige univers er blevet for stor for de forbipasserende christianshavnere. 

Da forfatteren Michael Katz Krefeld igen står ved sin cykel, har ingen dog turdet nappe hans roman, men at omslaget i sig selv ikke har været lokkemad nok, slår ham ikke ud. Hurtigt får han afsat et eksemplar til en forbipasserende kvinde, der sammen med en veninde er ved at bære en kasse Tuborg ned langs kanalen.

»Gud, jeg hedder også Ravn!« siger kvinden hæst, da hun kigger på omslaget og læser om bogens hovedperson.

Resolut kræves en Krefeld-signatur, mens hun håner veninden, der ikke nåede at få fingrene i et eksemplar.

»Du var bare for langsom og for travlt optaget af bajerne!«

Katz Krefeld nyder situationen. Stoltheden over at have afsat endnu en bog stråler ud af ham. Og glæden bliver ikke mindre af, at de to veninder som smurt kunne have indgået som lokale karakterer i hans serie om privatopdageren Ravn: En halvdoven strømer, der har sagt farvel til politiet efter en personlig tragedie, men som alligevel rulles ind i detektivlignende opgaver.

I fredags udkom anden bog i serien, »Savnet«, som igen tager afsæt i christianshavnermiljøets kontrastfyldte karakter og skæve skikkelser. Derfor møder MS også den afslappede krimiforfatter i sin hovedpersons nærmiljø. Personerne og det omkringliggende miljø har altid været kernen i hans forfatterskab, der med den seneste udgivelse tæller seks titler og mange tusinde solgte eksemplarer. Et forfatterskab, der startede med »Før Stormen«, som indbragte ham Det Danske Kriminalakademis debutantpris, og hvis fjerde titel, »Sort sne falder«, blev kåret til årets bedste danske krimi i 2012.

En hæder og succes, der har overrasket den 48-årige forfatter, som nåede at gå ind i sit femte årti, før han debuterede. Ikke at han troede, at forfatterskabet ville blive en fiasko. Selvtilliden har altid været der, og fremadrettet har han endnu større ambitioner. Han vil blive blandt de allerstørste.

»Man skal passe på, hvad man siger, men skal jeg være ærlig, så vil jeg gerne få lige så stor succes som Jo Nesbø og Jussi Adler-Olsen, der jo gør det skidegodt. Jeg er virkelig ikke misundelig på dem, men jeg vil gerne nå derop. Der, hvor jeg er nu, er jo i sig selv en drøm, og jeg er dybt taknemmelig over at opleve det,« siger han.

Teufelsberg, Berlin, 3. september 2014

I dag virker det nærmest komisk. Som en enorm fallosfigur, erkender Michael Katz Krefeld selv. Alligevel fornemmer man den uhygge, som amerikanernes nedlagte radarstation udgyder, og som inspirerede ham til at bruge koldkrigsmonumentet som gerningssted for grusomme handlinger i »Savnet«.

Kuplerne, der skjulte radaranlæggene, er forfaldne og hullede, og deres dækken blafrer suspekt i vinden. Elevatorskakterne er mørke og åbne, og på samtlige facader hersker graffitikunstneres tags og antifascistiske klistermærker. I »Savnet« hersker der på dette sted desuden en sadistisk morder, hvis metoder vækker mindelser til en række hemmelige politiafhøringer i den stat, som amerikanerne på Teufelsberg i sin tid forsøgte at overvåge: DDR.

Vi er i Berlin. En by, Michael Katz Krefeld flere gange har haft som bopæl i kortere skriveperioder. En by, han elsker. For sin autonomi og sin rebelskhed. Kendetegn, han også finder på Christianshavn. Og hos sig selv. Derfor passer krimigenren, der giver ham mulighed for at skrive om makabre mord på steder som Teufelsberg, ham også godt.

»Jeg kan rigtig godt lide, at krimier ikke er comme il faut, og at der er sådan en lidt øv-opfattelse af genren. Det er rart, at det ikke er finkultur. Jeg er ikke selv vokset op med finkultur, og det keder mig, når folk skal forsvare deres værker. Alle skal kunne være med på det, jeg skriver,« siger han og fortæller, at han godt kan blive sur – heldigvis på en måde, der bare gør ham mere ærgerrig – når eliten taler genren ned.

»Det er på en måde at pisse på alle de læsere, der elsker spændingsromaner. Den gængse læser i Danmark kan sikkert både lide at læse krimier og diverse andre ting. At stemple læserne som dumme, bare fordi de læser krimier, provokerer mig,« siger han og skæver over på det gamle Østberlins modsvar til Teufelsberg, fjernsynstårnet, der rager op i horisonten bag millionbyen.

»Der er også noget fallos over den,« konstaterer han tørt og begynder så at drage paralleller mellem den tyske hovedstad og den litteratur, han skriver. Hverken byen eller genren er »bange for det voldsomme.« Begge er »fandenivoldske,« og når krimigenren som i hans nye bog beskæftiger sig med DDR-tidens omfattende overvågning, formår litteraturen på én og samme tid at »omfavne fortiden og have fuld gas på turboen.« Som Berlin.

Netop tempoet sætter han pris på ved krimigenren. Som gammel manuskriptforfatter skærer han tingene skarpt og lader billedsprog og dialog dominere. Han er mere inspireret af den amerikanske krimitradition end den skandinaviske – og udelukker så vidt muligt egne politiske holdninger i sine bøger. Noget, som han mener, at særligt svenske krimiforfattere som Stieg Larsson har været for rundhåndede med at dele mere eller mindre eksplicit ud af.

»Det slår al underholdning ihjel. Det ender ofte med at være som at glo på indtrækket i en Saab fra 1980. Brunt og møghamrende kedeligt. »Mænd der hader kvinder« nåede jeg kun at læse 40 sider af, og der var jeg ellers virkelig tålmodig. Det gik sgu for langsomt, og det orkede jeg virkelig ikke,« fortæller han og konstaterer, at han nok lider af et ’Stieg Larsson-kompleks’.«

Smiler skævt, og fortæller så, at han nu tror, at det først og fremmest skyldes det personlige slag, som han følte, da han i forbindelse med romandebuten opdagede, at det ikke var nok at skrive krimier og være skandinav for at nå til tops på bestsellerlisterne.

»Da jeg gik ned i boghandelen og skulle lede efter bogen, kunne jeg ikke finde den. Jeg skulle kæmpe mig igennem paller af »Mænd der hader kvinder« for at komme ind til den,« siger han og breder armene ud for at illustrere, hvor meget af pladsen den afdøde svenske krimikonge tog. »Der blev jeg klar over, at der nok skulle kæmpes mere, end jeg hidtil havde troet, for at slå igennem.«

Hvidovre, 1970erne 

Han boede på den rigtige side af motorvejen. Det var i hvert fald, hvad han fik at vide, at villakvarteret var. Overfor lå det sociale boligbyggeri, hvor han »risikerede at blive spottet med det samme og få tæsk,« husker han.

Michael Katz Krefeld er barn af Vestegnen. Med sin dåbsattest fra midten af 60erne hører han til den første generation, der voksede op i de forstadskvarterer og boligkomplekser, der i hastigt tempo skød op vest for København i efterkrigstiden. Og han er slet ikke i tvivl om, at barndommen i »2650« har sat sine spor på både hans forfatterskab og person.

»Jeg er på ingen måde kommet ud af et litterært hjem, snarere tværtimod,« fortæller han. Forældrenes bogreol bestod primært af Lademanns Leksikon og de bøger, de fik tilsendt som medlem af diverse bogklubber. Men interessen for at fortælle historier, om ikke andet så for sig selv, herskede allerede i hans tidlige ungdom.

»Jeg var en enspænder og kunne godt lide bare at cykle rundt og opdage, hvad man nu kunne opdage i Hvidovre. Jeg elskede at finde de øde steder og genindspille de ting, som jeg havde set i fjernsynet, oppe i mit hoved. Villavejene var enormt spændende. Der gemte sig en masse hemmeligheder bag alle de pænt klippede hække. Og der var aldrig langt til øde marker og moser. Det var en god måde at underholde sig selv på, og jeg fandt det i virkeligheden sværere at blive underholdt af andre,« siger han.

Men oprøret lurede forude. Den unge Michael Katz Krefeld var blandt de første på sin årgang, der fandt det spændende at more sig med det andet køn, ryge hash og drikke alkohol.

»Der var helt klart noget antiautoritært i det at hænge ud og bore knallerter og ryge smøger nede ved Hvidovrecentret,« siger han.

Den signifikante Vestegns-stemning søgte han senere at beskrive i sit forfatterskab med bog nummer tre, »Protokollen«.

»Jeg kan huske, at en 16-årig vestegnspige i den forbindelse skrev til mig, at »mig og min mor har læst bogen, og vi kan rigtig godt lide den måde, du beskriver det hele herude på.«

Det var i sig selv helt kort og simpelt, men endte med at være den største kompliment, jeg nogensinde har fået, fordi jeg selv er opvokset derude.«

Selv om det at bore knallerter var nok så rebelsk, viste Michael Katz Krefelds reelle opgør sig senere. I bogreolen.

»Da jeg var yngre, i starten af 20erne, skrev jeg digte og alverdens ting. Jeg læste Albert Camus og Jean-Paul Sartre, og hele det der bohemeliv fascinerede mig rigtig meget. Jeg opdagede jo, at verden var større end Hvidovre og mine forældres bogreol,« fortæller han.

»Jeg elskede at sidde og ryge smøger midt om natten og tænkte, at det eneste rigtige tidspunkt at skrive var mellem klokken to og fire om morgenen. Og jeg syntes, at det var cool at leve fra hånden til munden og blaffe ned gennem Europa, sove på en strand i Grækenland og bo på et lortehotel i Paris. Gu’ gjorde jeg så! Man kunne jo ikke bo på noget, der var bedre, end sådan et faldefærdigt sted. Jeg følte mig enormt kreativ,« storgriner han.

Men selvom han siden valgte at blive forfatter, er der i dag meget lidt bohemeliv over hans tilværelse. Han bor ganske vist i en kvistlejlighed på 5. sal, men det er også det nærmeste, han kommer. Der står 1111 København K på postnummeret, »og den er ret stor, lejligheden,« slår han fast.

»Jeg skal da heller ikke beklage, at man i dag kan tjene penge som forfatter. Det er rigtig fedt.«

»Og hvis jeg i dag ser den slags bohemetyper, synes jeg jo, at de er røvirriterende!« griner han. Han sidder på Christianshavn, og i det samme går en punklignende pige over broen bag ham, mens en sødlig lugt af fristaden et par hundrede meter væk når næseborene. Måske det får ham til at trække i land.

»Ej, det synes jeg selvfølgelig ikke. De er faktisk meget cool, og tit ser man jo nogle komme gående fra Christiania med en krøllet paperback i hånden. Det kan jeg sagtens identificere mig med endnu i dag, og jeg ved sgu godt, hvordan det føles at have ingenting, men alligevel at føle, at man har alt.«

Måske smittede de store franske forfattere af på ham, eller måske var han bare usikker på, hvordan en bog skulle skrives, da han gik i gang med sin første, »Før stormen«. Da han sendte sine 600 sider til Gyldendal, ville redaktøren skære alt det væk, han havde nørklet med, fordi han troede, at det var sådan, de ville have det. I stedet skrev han den, som den unge rebel fra Hvidovre, der bare godt kunne lide spænding, selv ville formulere sig. Enkelt, effektivt og underholdende. Med de kringlede formuleringer og filosofiske undertoner nedprioriteret. Den endte på 381 sider, og i dag mener han selv, at »mine bøger er meget autentiske i den forstand, at de er skrevet lige sådan, som jeg nu engang skriver. Jeg prøver ikke at være noget, jeg ikke er, eller at skrive noget, som nødvendigvis er svært.«

Og da han var klar til at præsentere sin første roman for forlagene, skete det også på hans egen måde.

»Jeg havde hørt, at man kun måtte sende sin bog til ét forlag ad gangen, men så smed jeg den af sted til fire forskellige. Alt andet var bullshit, syntes jeg. Der kom det antiautoritære op i mig igen. Det ville jo give forlagene alle de gode kort på hånden. Og med min bog nummer to lavede vi simpelthen en auktion, så forlagene måtte byde på, hvor meget de ville give for bogen. Det var nok meget utraditionelt, og jeg havde da ikke hørt om eksempler på det før,« fortæller han.

Han deler dermed flere rebelske tendenser med sin nye bogs hovedperson, Ravn, der, trods sin fortid i noget så autoritetsvækkende som politiet, til en hver tid vil gøre op med etaten, hvis han finder det nødvendigt. Katz Krefeld anser dog sig selv som langt mere ambitiøs og flittig end sin fiktive eks-politimand, der gerne sover til langt op på formiddagen, hellere drikker en hof på stamværtshuset »Havodderen« end ordner sin faldefærdige båd, og absolut helst ikke vil trækkes ind i efterforskningsarbejde.

Og som sikkert ville fnyse af de folk, der som Michael Katz Krefeld på virkelighedens christianshavnerværtshus, »Stærkodderen«, vælger at bestille noget så uskyldsrent som en Coca-Cola. Den uden sukker, vel at mærke. Katz Krefeld selv har det da også bedst med en helt almindelig »røvkedelig arbejdsdag,« som han kalder det, med faste mødetider, som han trods sin selvstændige profession agter at holde. Om det så er i København eller i Berlin.

Holocaust- Mahnmal, Berlin, 3. september 2014

Ved første øjekast kan det være svært at forstå, hvilken gru betonstenene på Holocaust-mindesmærket symboliserer. I dag fungerer området mest af alt som en stor legeplads for besøgende, der hopper rundt på og mellem stenene. Beskæmmende, ville nogen sige. I »Savnet« er det bestemt ikke leg, som mindesmærket danner rammen om. Romanens store jagt-scene, hvor Ravn løber efter skurken, udspiller sig mellem de labyrintiske sten, en location, Katz Krefeld har valgt, »fordi det bare ér Berlin!«

Over stenene våger den amerikanske ambassade, der i det seneste år har føjet sig til Berlins mest kendte bygninger, eftersom den amerikanske sikkerhedstjeneste NSA formentlig har overvåget Angela Merkels mobiltelefon fra dette sted. Nok en gang bliver spionage som begreb knyttet til den tyske hovedstad, og Katz Krefeld kalder det da også både heldigt og sjovt, at overvågningsdiskussionen har fået en offentlig renæssance, netop som han satte sig for at skrive en krimi med udgangspunkt i emnet.

»For mig er emnet først og fremmest fascinerende, fordi det jo er en form for voyeurisme. Når jeg i »Savnet« beskriver en DDR-familie, der bliver fuldstændig overvåget, er det jo voyeurisme hele vejen igennem,« siger han og bliver spurgt til, om det var samme fascination, der fik ham til at skrive om sexhandel i forgængeren »Afsporet«, hvor han giver flere beskrivelser af mennesker, der beskuer de prostituerede.

»Helt sikkert. Det er måske ikke noget, som jeg har været bevidst om, men der er da helt klart nogle tråde, der går igen i forfatterskabet. Det er et tema, jeg finder interessant,« fortæller han og slår da også fast, at han kender følelsen af at være en voyeur hos sig selv. Ikke mindst, når han befinder sig i en storby som Berlin.

»Der er en form for afsondrethed, som man kun kan finde i storbyer, hvor man får lov til at være sig selv. Der sker en masse ting omkring én, og det bedste er at tage sin cykel og være en beskuer til virkeligheden.«

På samme måde som han i barndommen i Hvidovre cyklede rundt og var beskuer. Forestillede sig scener inde i hovedet. Og skabte grobund for det forfatterskab, som han håber vil vare ved mange år endnu. Ravn-serien skulle gerne ende med ti bind. Hvilke steder, de næste otte bøger skal udspille sig, ved kun han selv.