Katherine Diez: Kunstnere, filosoffer og sociologer, valgdebatten har brug for jeres prismekikkerter! Hvor er I?

Kulturkritiker Katherine Diez sætter fokus på, at et af de 13 partier begår overgreb mod Grundlovens paragraf om ytringsfrihed og FNs menneskerettighedskonventioner. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Klokken er nu fem minutter i folketingsvalg, og vi står ansigt til ansigt med et historisk kaotisk et af slagsen med hele 13 opstillingsberettigede partier, hvoraf ét begår overgreb mod Grundlovens paragraf om ytringsfrihed og FNs menneskerettighedskonventioner.

Rasmus Paludan tager fascismen til nye, dystopiske højder og er godt i gang med sin turné rundt i snart samtlige TV-studier i landet for at … ja, hvad? Det er spørgsmålet til en million: I en tid, hvor den mest værdifulde valuta er vores opmærksomhed, i en valgperiode, hvor vælgerne ikke kan se skoven for bare partiprogrammer, og et af de helt store buzzwords er »sammenhængskraft,« hvad er det så for en essens, vi skal kunne trække ud af det øredøvende one-man-cirkus, som både offentlige og private medier forsørger?

Svaret er enkelt – og katastrofalt: Der er ikke en dråbe intelligent essens for os at tappe. Alligevel betaler vi med vores opmærksomhed, og dét ved kasse ét. Her kan vi også referere til Brexit-valget, der ligner intet mindre end en maskerade. En farce af burlesk karakter.

Man kan definere vores demokrati på mange måder, men udtalelser om etnisk udrensning hører ikke til herunder. Demokrati er først og fremmest adgang til ræson og fornuft, der muliggør at bearbejde konceptet til gavn for civilisationen. Rabiate udmeldinger, hvis eneste formål er at skabe splid, konflikt og ødelæggelse, har intet at gøre med den intelligens, vores nations mentale helbred hungrer efter.

Katherine Diez

»Man kan definere vores demokrati på mange måder, men udtalelser om etnisk udrensning hører ikke til herunder.«


Desværre er det præcis, hvad vi har været vidne til de seneste 15-20 år. At spille for galleriet ved at optræde i næringsfattige talkshow tiltrækker uendeligt mange flere stemmer end at skrive en kronik på 12.000 anslag med et lixtal, som forsøger at nudge befolkningen i en mere begavet retning. Som den franske historiker, Alexis de Tocqueville, sagde: »Jeg frygter ikke den almindelige stemmeret. Folk vil stemme, som vi dikterer dem.«

Medierne vanrøgter deres ansvar for at varetage demokratiets bedste. Alle taler (stadig) om integration, og Lars Løkke, som står i spidsen for Danmarks ældste parti, går til valg på »sammenhængskraft«. Det undrer mig, at diskussionspanelerne i f.eks. »Go' Aften Danmark« ikke er besat af kvalificerede humanister – forfattere, filosoffer, kunstnere, historikere, sociologer, antropologer osv. – til at tage denne »sammenhængskraft« alvorligt og give den brede, forplumrede debat den gang glasrens, der skal til for at skabe klarhed.

Det er ganske enkelt også meningsløst at gå til valg på »sammenhængskraft« uden også at gøre kulturpolitikken synlig, når det er den, der skal definere vores sociale arv og fremtid. Vi har brug for sande eksperter og intellektuelle, som ser på verden og samfundet gennem prismekikkerter – ikke forførere eller troldmænd, som synes at være hoppet direkte ud fra sagnfortællingerne om Kong Arthur, og hvis forestilling om at være intellektuel er at blive interviewet om at have The Wall Street Journal liggende på natbordet. Hvor mange politikere herhjemme læser mon i realiteten Kant?