Katherine Diez: Kære planteæder, jeg har et budskab mere til dig

Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

For et par uger siden leverede jeg her i avisen en utvetydig meningstilkendegivelse om veganismens lidet fascistoide omgang med os, mig, en kødæder, som ellers går meget op i kvaliteten af det kød, jeg putter i munden. Det tog fart blandt genmæglerne, da jeg forsvarede menneskets civiliserede ret til at adskille sig fra dyret, men da jeg kun havde 3000 anslag at rutte med, tillader jeg mig at uddybe nu:

Fra bibelen og op igennem tidernes humanisme er den vestlige tradition baseret på en antropocentrisk vision om menneske/natur-forholdet. En vision, hvor mennesket er adskilt fra naturen, hvor mennesket er rationelt og herre over sin egen skæbne. En vision, hvor mennesket har evnen til at producere den viden og etik, der mangler i naturen, og derefter har ret til at bruge den som ejer uden ritual, uden gensidighed – uden at give naturen en hellig karakter.

»Små landmænd begår selvmord på stribe. Veganske aktivister begår voldelig hærværk mod små slagtermænd i Paris. Ikke industrifyrster, nej; små arbejdere, som bestrider et gammelt erhverv med stolthed og tradition, og som nu lever i frygt.«


Hvad vi har brug for er videnskab og klog teknologi. Med den vil vi kunne reparere tidligere fejl og opretholde vores suverænitet over kloden uden at ødelægge den. For den tilhører os, kloden. Og helst skulle den gerne tilhøre os alle. Vi har ret til at indrette den efter vores behov, hvis vi frem for alt passer vores pligt til samtidig at beskytte den.

Det har nu aldrig været meningen, at mennesker og dyr skulle være hverken lige eller ens, og i de tusind år, landmænd har produceret dejligt ikke-industrielt kød i eksempelvis Aubrac-området i Midtfrankrig, har både dyrene og besætningerne været lykkelige. Aldrig før har der været skade i at spise kød, så længe man har vægtet dyrenes velfærd. Men nu kriminaliseres det. Nu er dyrets iboende værdi højere end menneskets. Små landmænd begår selvmord på stribe. Veganske aktivister begår voldelig hærværk mod små slagtermænd i Paris. Ikke industrifyrster, nej; små arbejdere, som bestrider et gammelt erhverv med stolthed og tradition, og som nu lever i frygt.

Interessant overvejelse: Hvem er egentlig den største kolonisator? Jægeren, der bor ude på landet og lever af jagt og sit lille kyllingeopdræt i haven, hvor han eller hun også dyrker sin kompost og sine grøntsager, eller veganeren, der bor i byen, opvarmer sin lejlighed med elektricitet og spiser fem avocadoer fra Mexico om ugen og dermed støtter den lokale mexicanske mafia og afskovning, der overforbruger afgrøder fra Asien?

Kære planteæder, som ræsonnabel kødæder vil jeg mene, at vores mål er det samme. Det er midlet, vi ikke enes om. Du ønsker at tilpasse mennesket naturen. Jeg ser mening i at tilpasse naturen til os, som vi har gjort, siden de første homo sapiens lærte at jage med spyd. Men skal vi overleve, ja, så må og skal vi respektere og organisere miljøet efter vores behov. Selvfølgelig er det hensigtsmæssigt at dialektisere over forholdet mellem mennesket og naturen og reflektere over den vildledte kapitalistiske brug af teknologien og den måde, hvorpå millioner af mennesker af bestemte politiske diskurser bliver fordummet og åndeligt fattiggjort fra barndommen. I princippet er det samme snak.