Katherine Diez: Dette simple trick til at overleve januar vil chokere Dem

Lær Dem at spille Rachmaninovs rapsodi over et tema af Paganini – eller lyt i det mindste til den!

»Hvordan er det, jeg bruger den kostbare tid, jeg er blevet givet på her Jorden – bruger jeg den anstændigt? Gjorde jeg overhovedet noget af betydning i dag?« spørger Katherine Diez. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

For nylig læste jeg i Weekendavisen Lars Bukdahls anmeldelse af Solvej Balles »Om udregning af rumfang I«. Her sammenlignes Solvej Balles moderne mesterværk lidt overaskende – men rammende – med 90er-komedien »Groundhog Day«.

»En ny dag truer«, som filmen hedder på dansk, handler om selvfede Phil, der dag efter dag vågner op til den samme dødssyge vinterdag i den samme dødssyge soveby. Jeg kom i tanker om Albert Camus’ »Sisyfos-myten« og Henrik Nordbrandts »Året har 16 måneder: November, december, januar, januar, januar, januar, januar, januar, januar, januar, januar, januar, januar, januar, januar og så februar.« Nej, det var ikke helt sådan, han smedede sit digt, men mon ikke den version havde vakt endnu større gehør hos den danmarksborger, der pynter sig med at kunne citere den store digter (undertegnede inklusive). Den ulejlighed, det er at hutle sig gennem de lange mørke vintre, er nemlig noget, vi herhjemme samler os om – som høj og lav samler sig i clickbait-liderlige underbuksebrigader på Facebook.

Den kostbare tid

På overfladen er filmen slapstick og sødsuppe, men går vi  et enkelt spadestik dybere, når vi ned til de spørgsmål, Camus har stillet læsere af »Sisyfos-myten« i nu knap 80 år: Hvordan er det, jeg bruger den kostbare tid, jeg er blevet givet på her Jorden – bruger jeg den anstændigt? Gjorde jeg overhovedet noget af betydning i dag? Havde min Facebook-kommentar impact på demokratiets sejrsmarch? Hvis jeg fik chancen for at gøre alting om, ville jeg så det, eller ville jeg – selv med Phils gentagelsesbevidsthed – begå de samme dumme fejltagelser? Phil er forbandet af uendeligheden og gennemgår stadier af vantro og lidelse, men med mindre eksistentiel ennui og determinisme end hos ateisten Nordbrandt.

Det centrale spørgsmål i ateisten Camus’ filosofi lyder: »Hvordan skal et menneske handle, når det hverken kan støtte sig til en politisk ideologi eller en religiøs grundholdning?«

»Anstændigt«, er et af hans svar.

Og det er netop anstændigheden, der befrier Phil fra tidssløjfen. Anstændighed i form af næstekærlighed, ja, men også i form af at lære at spille at klaver, tale fransk og forme isskulpturer. Det er først, da han skubber selvfedmen til side, tager ved lære af sine fejl og hengiver sig til kunsten, følsomheden og empatien, at der så at sige begynder at gro mos på Sisyfos’ rullesten.

»Det centrale spørgsmål i ateisten Camus’ filosofi lyder: »Hvordan skal et menneske handle, når det hverken kan støtte sig til en politisk ideologi eller en religiøs grundholdning?« »Anstændigt«, er et af hans svar.«


Og nu er det vel heller ikke til at misforstå, hvor denne ateist vil hen med sin klumme: Vil De, kære læser, undslippe januars jerngreb og måske lige så meget jordisk meningsløshed generelt i al fremtid, så lær Dem at spille Rachmaninovs rapsodi over et tema af Paganini – eller lyt i det mindste til den. Beatmusik og barfodsdans eller hvilken form for hedonisme, De måtte foretrække, er fin, så længe De også slutter Dem til skønheden og anstændigheden og ambitionerne om en verden, der er bedre, end den var i går.

De kan passende starte med at overveje, hvor godt de timer på Facebook egentlig er givet ud, og hvor skuffet De er blevet, når de gang på gang er faldet i clickbaitfælden. Nærværende klumme undtaget, naturligvis.