Kaspar Colling Nielsen: »Min nattesøvn afhænger af, hvilke nyheder om coronavirussen, jeg har læst i løbet af dagen«

Masseturismen og globaliseringen er delvist skyld i corona-pandemien, og der er brug for at stoppe op og tænke os om, mener forfatter Kaspar Colling Nielsen. »Risikoen for, at en eller anden idiot lige har ædt et desmerdyr, der lige er blevet skidt på af en flagermus, er for stor, den er overhængende«, skriver han.

»Det er som at leve i en drøm. Alt er som det plejer, og samtidig er alt fuldstændig forandret«, skriver Kaspar Colling Nielsen, forfatter og taleskriver for klimaminister Dan Jørgensen (S). Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Som så mange andre er jeg bange i disse dage. Jeg er bange for at blive syg af coronavirussen. Jeg er bange for, at mine børn bliver syge, og jeg er bange for, at min gamle svigermor bliver syg. Selvom jeg ikke er over firs eller lever med kronisk sygdom, er jeg stadig bange. Måske mere bange end de fleste, for jeg lider i forvejen af angst, og corona er den perfekte angstfremkalder. Angst kan sættes på en matematisk formel. Det er risikoen ganget med konsekvenserne. Hvis konsekvenserne er ubehagelige nok, kan selv den mindste statistiske risiko fremkalde et angstanfald.

Jeg har svært ved at sove om natten, eller min nattesøvn afhænger af, hvilke nyheder om coronavirussen, jeg har læst i løbet af dagen. Jeg blev en smule beroliget, da det kom frem, at dødeligheden var omkring 0,7 procent og ikke over tre procent, som det så ud til i begyndelsen, men alligevel, det er stadig højt – uhyggeligt højt. Når jeg læser om situationen i Italien, hvor desperate læger er tvunget til at vælge, hvem de skal lade dø, så frygter jeg, at det er der, vi er om tre uger.

Det er som at leve i en drøm. Alt er som det plejer, og samtidig er alt fuldstændig forandret. Vi har alle tænkt, at sådan noget her kunne ske, måske endda at det uundgåeligt ville ske på et tidspunkt. Vi har alle læst om ebola, SARS, MERS, fugleinfluenza, svineinfluenza, multiresistente bakterier og gyset ved tanken om, hvordan de kunne brede sig og lægge verden øde. Vi har set film om det. Vi kender alle tegnene og dramaturgien. Måske er det derfor, det føles så uvirkeligt. Den slags plejer at stoppe, inden det når frem til os.

»Der har altid været pandemier, kan man indvende. Jo men der er sket noget de seneste år: Turismen er gået fra at være et bierhverv til en hovedindustri i mange lande«


Men nu er det så sket, det vi frygtede. Vores land er blevet inficeret med en dødelig virus, som ikke kan stoppes. Vi har givet op, før kampen rigtigt begyndte, for hvad kan man gøre? Det er en virus. Den er allerede alle vegne. Vi kan sænke dens udbredelse en smule, vi kan håbe på bedre vejr, men vi kan ikke standse den.

Coronavirussen er kommet for at gennemløbe sin udvikling, som den skal gennemløbe med samme nødvendighed, som jorden passerer om solen. Den vil brede sig, indtil så mange er inficerede og er blevet immune, at de enkelte vira dør, inden de når at finde en ny vært. Indtil det er sket, vil vores liv være forandret. Vi kan ikke mødes med andre. Vi kan ikke gå i byen eller i biffen. Vi kan ikke røre ved hinanden. Og vi skal vænne os til denne nye virkelighed, for krisen vil desværre nok vare længe.

Corona-udbruddet og dets hastige udbredelse er en risiko ved det åbne, globale samfund, hvor millioner dagligt rejser fra den ene ende af jorden til den anden. Spørgsmålet er, om vi kan leve med den risiko i længden? Der har altid været pandemier, kan man indvende. Jo, men der er sket noget de seneste år: Turismen er gået fra at være et bierhverv til en hovedindustri i mange lande, antallet af flyrejser stiger eksponentielt, og alle rejser de samme steder hen. Turisme er blevet til masseturisme. Horder af mennesker med sandaler indtager hver sommer vores gamle, europæiske bykerner.

Jeg gør det også, hvert år. Vi er ikke længere bare gæster, der besøger et sted, hvor livet går sin gang. Stederne er designede efter vores ønsker. Når man er turist, forandrer man sig. Alt foregår langsommere. Man glemmer færdselsreglerne, og man vil kun købe crap. Man vil have dårlige pizzaer, uanset hvor man er, og store colaer til 50 kroner, som man drikker på gamle pladser med enorme kirker fra dengang, livet var alvorligt. Masseturisme forringer byer og lande. Masseturisme er som græshoppesværme, der æder alt, forsvinder igen og efterlader itutrådte plastikkrus, bræk foran elendige restauranter og langs motorvejene, ufærdige betonhoteller med stålwirere strittende ud i intetheden.

»Det handler ikke specielt om Italien, men om os alle. Italienerne spiller italienere, franskmændene spiller franskmænd, og vi danskere spiller danskere i bedagede og åndsvage historier om os selv«


Jeg var med min familie i Lucca i Italien i sommer. Lucca er en gammel, smuk middelalderby omkranset af en usædvanligt velbevaret bymur. Da vi gik rundt med de andre turister i de smukke, smalle middelaldergader, slog det mig, at vi gik rundt i en kulisse: At alle pizzeriaerne, Vero Moda-forretningerne, cafeerne, selv italienerne og deres gestikuleren, slet ikke var virkelige, men at det hele var et gigantisk teaterstykke, hvor alle spillede deres indstuderede roller.

Globaliseringens masseturisme forandrer ikke bare virkeligheden, den destruerer den, og spytter den ud som klicheer og pastiche. Den forvandler århundrede gamle mure til tynde papplader og spektakulære solnedgange til kunstfærdigt malede bagstykker. Det handler ikke specielt om Italien, men om os alle. Italienerne spiller italienere, franskmændene spiller franskmænd, og vi danskere spiller danskere i bedagede og åndsvage historier om os selv.

Turisme giver kun mening, hvis der er noget at opleve – noget ægte. Og det er måske det skadeligste ved globaliseringen og »den globale landsby«, som det så irriterende hedder: at den ensarter alt.

»Masseturismen skal begrænses, for den smadrer alt, og det er for farligt at så mange millioner mennesker fra så mange forskellige lande samles de samme steder i Europa«, mener forfatter Kaspar Colling Nielsen, her  fotograferet ved Vor Frue Kirke i København ved en tidligere lejlighed. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged.

Den internationale samhandel begyndte ellers netop, fordi der var forskelle, fordi vi havde noget, som man ikke havde andre steder og omvendt. Silkevejen mellem Chang’an i Kina og Rom fragtede varer, der fortalte historier om de steder, de kom fra. Små bidder af fremmede civilisationer, der lugtede, smagte og føltes anderledes. I dag produceres alt i Kina, marokkopuder og kræftmedicin, selv vores torsk bliver forarbejdet der. De kvalitative forskelle er erstattet af kvantitative beregninger. Alt er det samme. Måske er det på tide, at vi begyndte at tage os selv alvorligt igen.

Det kan lyde, som en underlig ting at nævne her i denne sammenhæng, men det kan kun ske ved, at produktionen vender tilbage til Vesten igen. Vi har i alt for mange år outsourcet vores produktion. Vi er slet ikke rigtige samfund længere, men ensartede hober af folk, som alle har gået på universitet. Et land skal have produktion, der skal være forskellighed og plads til alle, og alt begynder og slutter med produktion, alt hviler på det. Man kan ikke innovere, hvis man ikke har produktion. Selv akademia har brug for produktion for ikke at fortabe sig i ligegyldige, virkelighedsfjerne metarefleksioner. Vi skal blive til et rigtigt samfund igen, hvor folk går på arbejde og gør noget nyttigt og meningsfuldt: Bygger noget, og skaber noget, som ikke er crap eller ligegyldigt lort.

Masseturismen skal begrænses, for den smadrer alt, og det er for farligt at så mange millioner mennesker fra så mange forskellige lande samles de samme steder i Europa. Risikoen for, at en eller anden idiot lige har ædt et desmerdyr, der lige er blevet skidt på af en flagermus, er for stor, den er overhængende. Se på ebola, SARS og MERS, alle langt værre vira, som inden for få år, gud ske tak og lov, blev standset, inden de nåede frem til os.

Men der vil komme andre i fremtiden. Det går ikke i længden. Verden er på speed, og det er ikke kun, fordi jeg er gammel. Nogen bliver nødt til at kræve, at farten sættes ned. Det går fuldstændig galt, hvis ingen gør noget.

»Det uhyggeligste ved coronavirussen er måden, den spreder sig på. Vi har netop samlet os i flokke, og opbygget byer og hele civilisationer som værn mod den rasende og ubarmhjertige natur«


I denne situation, hvor tragedien er evident, og vi bare venter på, at dramaet udvikler sig, priser jeg mig lykkelig over, at vi har en statsminister, som tager ansvaret på sig og udviser lederskab af historisk format. Det gør mig glad, lidt mindre bange, og en lille smule fortrøstningsfuld for fremtiden, for vi har brug for, at politikerne tager magten tilbage fra de rå og hjernedøde markedskræfter. Vi har brug for forstandig politisk ledelse, ikke bare nu, men også når denne krise er ovre. Vi har ladet stå til for længe. Jeg vil have OBS, public service og forbud tilbage.

Om lidt vil det vælte ind med syge på hospitalerne. Jeg håber af hele mit hjerte, at vi har truffet de rette forholdsregler, og at sundhedsvæsnet ikke bryder sammen. Men vi ved det ikke, ingen ved det endnu. Coronavirussen er usynlig. Man kan kun se tegnene på, at den allerede er iblandt os: De tomme gader, folk der vasker og spritter deres hænder, mennesker med masker.

Det uhyggeligste ved coronavirussen er måden, den spreder sig på. Vi har netop samlet os i flokke og opbygget byer og hele civilisationer som værn mod den rasende og ubarmhjertige natur. Men selv alverdens stål og panserglas kan ikke holde mikrobiologien tilbage, tværtimod: Virussen rejser ad vores civilisations infrastrukturelle forsvarsværker. Den lever af det, der skulle beskytte os, og den er kommet for at rive det hele ned.

Jeg håber, at vi vil stå sammen i de kommende måneder og hjælpe hinanden som folk, som brødre og søstre. Må Gud bevare Danmark og velsigne vores læger, sygeplejersker og portører og alle andre på hospitalerne, som skal redde os nu.