I Carsten Topholts nye bog, »Kultur og politik«, er der en central, inspirerende skikkelse. Han hedder - eller rettere hed - Peter Rindal, og han var lagerforvalter i Kolding og manden, der i tresserne lagde navn til en af danmarkshistoriens kendeste ismer, protestbevægelsen rindalismen.
»Peter Rindal, den gamle kulturkriger, var en mand uden akademisk uddannelse. Han havde intet imod kunst og kultur, men han syntes ikke, at det var et statsligt anliggende at støtte kunsten og kulturen, og især kritiserede han den dengang helt nye Statens Kunstfond. Det, jeg så prøver, det er at spørge om følgende: Hvis Peter Rindal nu havde været aktiv i dag, hvis han altså i dag havde udfordret de danske kulturinstitutioner og bedt dem om at retfærdiggøre sig selv, kunne disse kulturinstitutioner så komme med et godt svar på, hvorfor de overhovedet findes? Kunne de forklare, hvorfor kulturen ikke blot hører til privatsfæren, forstået på den måde, at der er tale om aktiviteter, som skal overlades til de enkelte borgere? Hvorfor er kulturen i grunden et anliggende for staten?«
