»Kan vi ikke bruge de 23 millarder kroner på områder, hvor vi rent faktisk ved, at de virker?«

De, der vil argumentere imod at bruge penge på kulturlivet, kan ret let komme med stærke argumenter, mener Carsten Topholt, der har skrevet en bog kulturen og politikken.

»Automatreaktionen er noget med, at kulturpolitik er noget med, at man udpeger nogle fagfolk, der giver noget støtte til noget kultur, sådan som man for eksempel gør det i Statens Kunstfond. Men sådan behøver det ikke være,« siger Carsten Topholt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

I Carsten Topholts nye bog, »Kultur og politik«, er der en central, inspirerende skikkelse. Han hedder - eller rettere hed - Peter Rindal, og han var lagerforvalter i Kolding og manden, der i tresserne lagde navn til en af danmarkshistoriens kendeste ismer, protestbevægelsen rindalismen.

»Peter Rindal, den gamle kulturkriger, var en mand uden akademisk uddannelse. Han havde intet imod kunst og kultur, men han syntes ikke, at det var et statsligt anliggende at støtte kunsten og kulturen, og især kritiserede han den dengang helt nye Statens Kunstfond. Det, jeg så prøver, det er at spørge om følgende: Hvis Peter Rindal nu havde været aktiv i dag, hvis han altså i dag havde udfordret de danske kulturinstitutioner og bedt dem om at retfærdiggøre sig selv, kunne disse kulturinstitutioner så komme med et godt svar på, hvorfor de overhovedet findes? Kunne de forklare, hvorfor kulturen ikke blot hører til privatsfæren, forstået på den måde, at der er tale om aktiviteter, som skal overlades til de enkelte borgere? Hvorfor er kulturen i grunden et anliggende for staten?«

Carsten Topholt har blandt andet været vicedirektør i Slots- og Kulturstyrelsen og er både cand.scient.pol og cand.mag. i filosofi  og matematik. Berlingske taler med ham i anledning af den verserende kulturpolitiske debat, hvis centrale spørgsmål er, om kulturpolitikken overhovedet dur til noget, og hvad vi skal med den? Carsten Topholt fortæller, at han i sin nye bog når frem til fire argumenter, som kulturlivet og kulturinstitutionerne efter hans vurdering med fordel kunne bruge i ovennævnte tænkte situation, hvor Rindal og/eller andre libertarianere stiller udfordrende spørgsmål til kulturpolitikken og den dybere mening med samme.

»Hvilken værdi tillægger vil helt præcis kulturarven i moserne og gravhøjene, og hvor meget vil vi bruge på at bevare dem? Hvilke værdi tillægger vi at gå i teatret eller at høre musik? «


»Det første argument er dannelsesargumentet. Det er argumentet om, at kulturen er med til at forme vores grundlæggende værdier, vores identitet og vores forståelse af, hvem vi selv er. Også hvad danskhed er. Særligt i disse tider, hvor vores dannelsesideal er blevet markant smallere, samtidig med, at den verden, vi lever i, bliver mere kompleks, kunne det være relevant at høre kulturinstitutionerne forklare, at det at mestre et instrument, kunne sin kunsthistorie, forstå sin krop er nødvendige kompetencer – og ikke bare fritidssysler. Jeg kunne sagtens forestille mig, at fx bibliotekerne og museerne bliver samfundets grundpiller, men forklaringen er ikke knivskarp i dag,« siger Carsten Topholt.

Hvad gør os lykkelige?

Det andet argument, siger han, handler om, at kulturelle aktiviteter handler om det, de gamle filosoffer kaldte det gode liv, og som vi nutidsdanskere typisk kalder det lykke. Hvad er det egentlig, der gør os lykkelige.

»Gennemsnitligt set mangler vi ikke noget materielt, så hvordan kan vi på andre måder få et bedre liv, der sætter os i stand til at håndtere de kriser og overgangsfaser, der hører med til at være et moderne menneske? En person, som kan spille klaver eller som går til kor, eller som læser og forstår poesi er måske mere robust? Det er da i hvert fald en hypotese. Mange kulturelle aktiviteter er i øvrigt sociale aktiviteter - at spille fodbold eller synge i kor gør man med nogle andre. Og en af vores store sociale udfordringer er fx ensomhed. På trods af mange års meget aktiv socialpolitik har vi stadig svært ved at integrere en stor marginaliseret gruppe medborgere. Kunne kulturaktiviteter spille en rolle her?«

Det tredje argument, man kan bruge til at begrunde, at man overhovedet fører en kulturpolitik og har et kulturministerium og en kulturminister, er ifølge Carsten Topholt det demokratiske argument, der, mener han, fungerer bedst i forhold til aktiviteter,  der er er populære og tiltrækker mange mennesker, og som foregår i civilsamfundet - for eksempel i foreningsregi, hvor mennesker mødes og dannes og udveksler meninger på god demokratisk vis. Det er i foreningen, vi møder andre typer mennesker. At vi kommer ud af vores små sociale bobler på arbejdspladsen og med vennerne. Og i det møde er man indirekte med til at opbygge den sociale kapital i et samfund, som mange mener er forudsætningen for et stabilt demokrati.

Hvad det fjerde argument - det samfundsøkonomiske - angår,  handler det, siger Carsten Topholt, om overhovedet af retfærdiggøre dette at bruge offentlige penge på kulturlivet. Her er vi ovre i en mere normal, klassisk måde at tænke politik på. Står udbyttet mål med omkostningerne? Kan det betale sig?

»Men den form for  tænkning er fremmed for kulturområdet,« siger Carsten Topholt, der mener, at det kunne være interessant bedre at  få analyseret folks oplevelse af nytten af teatrene og kulturarven og alt det andet.

»Det er bare metodisk meget svært, for det er svært at sætte værdi på noget, der ikke handles, men man gør det alligevel på stort set alle andre politikområder,« siger Carsten Topholt.

Kulturdebatten bliver begrænset

»Hvilken værdi tillægger vi helt præcis kulturarven i moserne og gravhøjene, og hvor meget vil vi bruge på at bevare dem? Hvilke værdi tillægger vi at gå i teatret eller at høre musik? Problemet er, at det kulturpolitiske rent videnskabeligt, politisk og økonomisk er ret umodent, for det betyder så igen, at den kulturpolitiske debat typisk bliver ret begrænset, og fordi den bliver det, kan de, der som en anden Rindal vil argumentere imod at bruge penge på kulturlivet, ret let komme med stærke argumenter. Kan vi ikke bruge de 23 milliarder kroner på områder, hvor vi rent faktisk ved, at de virker? »

Så vidt argumenterne - de stærke og de mindre stærke -  for overhovedet at føre en kulturpolitik.

For Carsten Topholt handler det mere overordnet om, at man, når man beskæftiger sig med kulturpolitik og diskuterer fænomenet, skal have en meget mere nuanceret forståelse af begrebet kulturpolitik, og hvad det står for.

»Automatreaktionen er noget med, at kulturpolitik er noget med, at man udpeger nogle fagfolk, der giver noget støtte til noget kultur, sådan som man for eksempel gør det i Statens Kunstfond. Men sådan behøver det ikke være. I min bog prøver jeg at vise, at der mange forskellige måder at føre kulturpolitik på. I nogle lande lader man for eksempel pengene følge borgerne, der får en kulturkonto, som de så kan bruge på det, de har lyst til, biografer, teatret, museer og så videre. Det, borgerne er mest glade for, får flest penge.«

Når man diskuterer kulturpolitik skal man også, siger Carsten Topholt, være sig bevidst, at kulturen grundlæggende befinder sig inden for tre helt forskellige sfærer, og at den politiske manøvredygtighed inden for disse tre sfærer er meget forskellig:

»Den første sfære er statslige instanser som Statens Museum for Kunst, Nationalmuseet og DR. Den anden sfære er markedet, som jo rent faktisk er et af de steder, vi kulturelt er mest succesfulde - arkitektur, design og musik udspiller sig i høj grad på markedsvilkår. Den tredje sfære er civilsamfundet, hvor vi har en fantastisk tradition for bevægelser, der arbejder helt uden for den offentlige sektor og har skabt vores samfund: Kvindebevægelsen, arbejderbevægelsen, hippiebevægelsen, højskolebevægelsen og så videre. De meget aktive private fonde i dansk kulturliv spiller også en stor rolle her.«

Carsten Topholt påpeger, at det kun er inden for den første af de tre nævnte sfærer, at den til enhver tid siddende kulturminister kan gøre sig rigtig politisk gældende. Samtidig er Kulturministeriets ressortområde i sig selv så bredt, så mangfoldigt, at det handler om alt fra fodbold og badminton til ballet og opera, og det gør det ikke lettere at sidde over i ministeriet i Nybrogade og styre det hele og overskue det hele. Og så er virkeligheden jo i øvrigt den, at mange af de helt centrale kulturdebatter, som Carsten Topholt påpeger, ligger på kanten eller uden for det kulturpolitiske. Det gælder for eksempel debatten om danskhed, integrationen, folkeskolerne og spørgsmålet om, hvordan vi skal udvikle vores byer og vandkanten. Ting, som optager de fleste, og som påvirker de fleste, og som de fleste har en mening om.

Let er det ikke. Men man kan jo altid have nogle forbilleder. Nogle, der formår eller formåede at bevare overblikket.

Et af Carsten Topholts egne forbilleder er Harald Bohr, der var en fremragende matematiker og bror til den verdensberømte atomfysiker Niels Bohr, som han hjalp, når der skulle avanceret matematik til. Som fodboldspiller var han med til at vinde sølv ved OL, ligesom han spillede på ABs førstehold, og han var en vellidt person og en fortrinlig lærer, hvorfor Københavns Universitets undervisningspris, Årets Harald,  er opkaldt efter ham.

»Harald Bohr klarede det hele,« siger Carsten Topholt.

»Han er en af mine helte!«

»Kultur og politik« er netop udkommet på forlaget Multivers