Tallene taler for sig selv. Halvdelen af alle ægteskaber bliver opløst, og over en million danskere bor alene, viser de seneste tal fra Danmarks Statistik. Samtidig er Tinder og andre datingtjenester rødglødende, mens vi swiper os frem til den ene potentielle partner efter den anden. Samlivseksperterne har kronede dage, når vi alligevel forsøger at redde forholdet og går i terapi efter år med familieliv, daglige pligter og dårlig kommunikation, der har kvalt lysten eller er endt i utroskab.
Men hvad er det, der får danskerne til at snuble i kærlighedslivet? Hvilke problemer er det, der igen og igen får kærligheden til at gøre ondt? Berlingske har søgt svaret hos de eksperter, der hver dag arbejder med danskernes jagt på det gode kærlighedsliv.