Kærligheden overvinder alt...

78-årige Aggi Jensen er det levende bevis på, at selv de tungeste byrder kan løftes, hvis man selv vil. Aggi har hele sit liv drømt om et stille og roligt liv, men skæbnen har villet det anderledes: En barndom uden forældre. En pædofil onkel.Et liv som børnehjemsbarn, Hustru til en Parkinsonsramt. Og nyforelsket igen som 75-årig.

En rød tråd i 78-årige Aggi Jensens dramatiske liv har været kærlighed. Her er hun sammen med Kai, som hun giftede sig med, da hun var 74 år, og han var 80 år gammel. Foto: Linda Henriksen Fold sammen
Læs mere

Godt 70 ældre sidder bænket i Kulturhusets store sal i Farum. Flere med overfrakken på endnu. Udenfor er det efterår. Det er det også indendøre, hvor de grå hårtoppe lyser op i halvmørket.

Oppe foran trisser 78-årige Aggi Jensen frem og tilbage mellem talepulten og bordet med vandglasset. Hun retter på bøgerne, der ligger på bordet. Det er ikke nødvendigt, de ligger allerede snorlige.

Et ægtepar fra salen kommer tøvende nærmere. Manden tager en af bøgerne op og bladrer forsigtigt i den. Aggi smiler venligt mod de mange nysgerrige blikke, der kigger hendes vej, hun rømmer sig og griber efter mikrofonen.

»Bare rolig, hun har gjort det mange gange før. Faktisk er det hendes foredrag nummer 400 i dag,« hvisker en hvidhåret mand fra bageste række, inden han atter vender sig og kærligt kigger op mod Aggi, der begynder sit foredrag med ordene: »I dag skal I høre om min kæreste Erik, den bedste far og farfar i hele verden. Min elskede ven og ægtefælle gennem næsten 50 år.«

Manden på bageste række er ikke Erik. Det er Kai på 84 år, Aggis ny mand og trofaste chauffør, når hun skal rundt i landet til sine foredrag. I dag fortæller hun om sin anden bog, »Kærlighedens styrke«, en stærkt personlig beretning om den store kærlighed og tabet af sin elskede mand Erik gennem 50 år til demensen og Parkinsons-sygen.

En time senere er Aggi nået til sidste side af sit talepapir. Hun løfter blikket og kigger direkte gennem rummet, ned på Kai, der sidder med armene over kors og tilbagelænet statur. De vippende ben under bordet afslører ham, som halen på en glad hund gør det. Han har hørt foredraget mange gange før og ved, hvad der kommer:

»Det er seks år, siden Erik døde, men nu skinner solen atter i mit liv. Jeg har mødt en ny kærlighed, han sidder dernede med sit smukke hvide hår. Han er godt nok gammel, men det gør ikke så meget, for han har en dejlig bil...«

Kai smiler, mens Aggi fortæller om deres møde på plejecentret Trongården i Vejby, hvor Aggis demensramte mand boede den sidste tid, og Kai sad alene i caféen efter at have mistet sin samlever gennem ti år.

Aggi slutter med ordene: »Hvis han bliver for besværlig, afleverer jeg ham bare igen.«

De ældre i salen, hovedsagelig kvinder, griner højt. Forløsningen, efter halvanden times foredrag om demens og tabet af sin elskede, kan fysisk mærkes i rummet. Mange har selv prøvet det, men Aggi er det levende bevis på, at livet går videre, at der måske endda er en ny kærlighed, der venter, hvis man tør række ud efter den.

Et sted fra salen lyder det pludselig med en gammel knirkende stemme: »Er der mon flere af hans slags deroppe...«

Aggi Jensens liv er på mange måder ligeså almindeligt som hendes efternavn. Det er historien om et 78-årigt levet liv med mand, to børn, børnebørn, bilferier til Østrig, drømmen om materiel lykke fra en lille andelslejlighed på Østerbro uden bad og toilet til eget hus og sommerhus. Om at ældes og se frem til et godt otium med den, man holder af.

Eller rettere, sådan skulle det have været, for Aggis liv har aldrig været almindeligt. Hun har hele sit liv kæmpet for at få lov til at leve på sin egen stilfærdige facon, men skæbnen har villet det anderledes. Fra hun var en lille pige, har hendes liv slået den ene kolbøtte efter den anden.

Et liv, hun har sammenfattet i den selvbiografiske og usædvanlige triologi: »Baggårdsbørn har også drømme«, »Kærlighedens styrke« og »Sensommer«. Det er disse bøger, hun turnerer land og rige rundt med, og som mange tusinde tilhørere gennem de seneste år er blevet dybt berørt af.

En rød tråd i fortællingen, der samtidig er et indblik i 78 års danmarkshistorie, er kærlighed og ukuelig viljestyrke. Også i sin mest fordrejede og ækle form. For Aggi har ikke haft nogen let gang på jord, men som hun selv siger: »Så har kærligheden overvundet det meste.«

Inden Aggi har lært at gå, dør hendes mor af meningitis. Faderen, der blot er 32 år, står fra den ene dag til den anden alene med tre små piger og aner ikke sine levende råd. Året er 1930 og offentlig hjælp er om ikke et ukendt fænomen, så noget, man snarere håber på end regner med.

Sådan oplever de tre små piger også deres far. Skomager Løjdi er en gudsbenået levemand, men han magter slet ikke opgaven at tage sig af de tre piger, der må hutle sig igennem hverdagen i 30ernes København med smårapserier, store bedende øjne og hinandens hjælp.

Da Aggi er et par år gammel, er hun som sædvanlig alene hjemme med sine to ældre søstre. Aggi leger med en gammel bamse, som hun pludselig river armen af. Ståltråden fra armen ender i Aggis ene øje og ødelægger det. Kun et hurtigt ingreb fra nabokonen gør, at det ikke går meget værre.

»Mit ene øje var ødelagt, og jeg måtte fra da af leve med at være »hende den grimme«. Til fastelavn var jeg altid den ækle trold, mens de andre piger fra baggården var prinsesser. Heldigvis fik jeg nogle år senere et glasøje, og året efter var det mig, der var prinsesse, selv om jeg jo stadig syntes, jeg var hende den mærkelige.«

Ikke alle synes, at lille Aggi med det krøllede lyse hår er grim. Den rare onkel og hans kone træder efter moderens død til og hjælper med at passe de tre små piger. Faderen elsker sine piger, men han elsker lige så meget det frie musikerliv på Københavns små beværtninger. Så han tager taknemmeligt imod håndsrækningen fra familien, så han kan ture byen rundt.

Onklen er særlig hjælpsom og insisterer på at hjælpe lille Aggi i nattøjet, hver gang han er på besøg. Det er han tit. Han elsker også at give pigerne den store kildetur, inden de skal sove. Aggi er frygtelig kilden og griner ustyrligt, indtil latteren går over i gråd, for onklen bliver ved, indtil hans kone råber ude fra køkkenet, at han skal lade hende være, så hun kan sove. Det kan Aggi ikke. For gennem de sammenknebne øjne kan hun se onklen nærme sig, og den velkendte knude i halsen vokser, mens benene begynder at ryste under tæppet. Hun ved, hvad der venter, at de snart skal lege den sædvanlige leg om »den lille nysgerrige mus«.

»Han kyssede mig på halsen og hviskede, at jeg var den sødeste lille pige. Han lugtede sådan ud af munden, automatisk kneb jeg læberne sammen for at undgå hans kys. Så kørte han sin våde tunge rundt i mit ene øre, mens jeg mærkede den lille »mus« komme kravlende op ad mine ben. Det var vores lille godnatleg, vores hemmelighed, som jeg aldrig måtte fortælle til nogen.

»Der kommer en lille mus op ad trapperne,« hviskede han, og jeg holdt vejret og klemte mine ben sammen. Fingeren kravlede blidt hen over min mave, men da den ikke kunne komme ned mellem mine ben, blev den hård og stærk. Jeg forsøgte at skubbe den væk, men kunne ikke. Det gjorde ondt, når »musen« kravlede ind, og jeg holdt mig for munden, for at ingen skulle høre min gråd, mens en stemme inden i mig hviskede: »Hvis du ligger stille, er det snart forbi.«

Aggi fortæller om overgrebet på samme måde, som andre taler om deres pensionsopsparing. Stemmen er neutral, ordene langsomme og velovervejede. Men vreden... hvad med den? Hvad er der blevet af det indædte had mod den mand, der gjorde det så svært for hende sidenhen at knytte sig til andre mænd?

Aggi sidder længe i sin stue i Vejby uden at sige noget. Hun tager tilløb et par gange, men det er, som om ordene mangler. Hun kigger over på væggen med billederne af Erik og Kai – de to mænd i hendes liv, der trods alt beviser, at nok tog onklen noget dyrebart, men han tog ikke det vigtigste, nemlig hendes evne til at elske og lade sig elske:

»Som barn troede jeg fuldt og fast på, at når jeg bad til Gud, hjalp han mig. Som voksen ved jeg, at man ikke kan bede sig fri af al smerte. Tilværelsen er hverken kronisk himmerige eller et evigt helvede. Det er en blanding af glæde og sorg, som vi måske behøver for ikke at leve livet i ligegyldighed.«

Aggi og hendes to søstre bliver fjernet fra det ludfattige hjem og kommer på børnehjemmet »Dohns Minde«. Ikke fordi nogen får nys om den pædofile onkel, men fordi faderen må indse, at opgaven som småbørnsfar ikke harmonerer med livet som københavnsk charlatan.

Syv år gammel ankommer Aggi til børnehjemmet. I dag kalder hun det sin »redning«. Det var her, hun for første gang fik lov til at være barn, her, hun lærte forskellen på dit og mit, lærte, hvordan man begår sig, og her, hun for første gang mærker, hvad det vil sige at leve under ordnede forhold.

»Ikke at vores far ikke ville os det bedste, men han magtede bare ikke opgaven. Børnehjemmet fik sat skik på mig og mine søstre og gav os en ny chance i livet. Sådan har det været hver gang i mit liv – når jeg allermest har haft brug for det, har jeg fået chancen på ny. Måske er det også fordi, jeg selv har taget chancen og nægtet at lade mig knække af livets modgang – selv om det har været tæt på et par gange.«

Førstemanden hos købmanden på Hellerupvej er en ny chance i Aggis omtumlede liv. Den unge pige, der nu er i huset, mærker en ny og hidtil ukendt følelse i maven, hver gang hun nærmer sig den lille købmandsbutik, og det er den mørkhårede kommis med det dejlige smil, der siger: »Hvad skal det være?«

»Jeg forstod ikke, hvad der var ved at ske, men denne mørke mand dukkede efterhånden op i mine tanker på alle tider af døgnet. Jeg kunne ikke slippe ham. Men først efter flere måneders belejring udkonkurrerede jeg de andre stuepiger i Hellerup, og det blev mig, Erik inviterede i biografen. Og så var løbet kørt. Efter et halvt års sværmerier med skønne aftenture, lange samtaler og de første forsigtige kys under stjernehimlen ved postkassen, blev vi enige: Det skulle være os resten af livet. 17. marts 1951 fik vi ringe på, 22 og 23 år gamle, og jeg kunne stolt vise ham frem for de andre på børnehjemmet. Han gik rent ind.«

Inden de bliver gift, er der dog én ting, Aggi er nødt til at fortælle Erik. Hun bliver nødt til fortælle om onklens lange fingre og det manglende samliv og lyst til mænd, som har været en uomgængelig del af hendes liv siden da. Erik lytter og løber ikke af pladsen. Tværtimod hjælper han Aggi over hendes svære periode, og de får sidenhen to drenge sammen.

»Erik var der, da det var allersværest for mig. Han vendte mig ikke ryggen, men viste mig den største kærlighed af alle, nemlig at være der, når det hele ikke kun er fryd og gammen. Derfor skulle jeg selvfølgelig også være der, da det blev svært for ham.«

Aggi kigger igen på billedet på sofabordet. Den mørkhårede mand kigger tilbage, men blikket er underligt fraværende og smilet anstrengt. Det er taget på plejecentret Trongården i Vejby kort før Eriks død. For »resten af livet«, som de to turtelduer højtideligt lover hinanden foran postkassen på Hellerupvej, bliver alt for kort.

Efter årtiers slid på arbejdsmarkedet, to børn godt i vej med egne familier og en forestående pensionist-tilværelse fyldt med planer og drømme, ser Aggi og Erik frem til at høste frugterne af års planlægning og hårdt arbejde som henholdsvis sygehjælper og forsikringsmand.

Men noget er, som det ikke skal være. Erik, der altid har været en glad, handlekraftig og rørig mand, er som forvandlet. Han bliver hurtigere træt, skal holde flere pauser, bliver lettere irriteret og glemmer aftaler. Aggi er bekymret – hvad sker der dog med hendes elskede mand?

Inderst inde mærker Aggi den nagende tvivl og skubber stædigt de værste svar fra sig. Ikke hendes mand, ikke allerede. Han er jo kun 58 år... Det må være hende, der bekymrer sig for meget og roder sine arbejdsoplevelser som sygehjælper sammen med hverdagen derhjemme.

»Min tvivl blev mere og mere til vished. Noget var forandret. En dag, hvor jeg stod og kiggede ud på Erik, der var ved at gøre haven vinterklar, kværnede de samme spørgsmål i mit hoved. Var gangen ikke blevet mere foroverbøjet? Rystede han ikke på hånden? Somme tider stod han bare og så fraværende ud i luften, som om han ventede på et eller andet. Pludselig en dag kunne jeg se ligheden mellem min gemal og patienterne på neurologisk afdeling, hvor jeg havde arbejdet i flere år. Jeg måtte erkende, at »Mr. Parkinson« var flyttet ind hos os.«

Det er ikke kun Eriks verden, der langsomt smuldrer fra hinanden, det gør Aggis også. Alle planerne og drømmene bliver én efter én skrottet i takt med, at de før så banale hverdagsopgaver vokser i omfang. Hendes livs kærlighed er godt i gang med at forvandle sig til en træt, glemsom og syg mand. Og hun kan intet gøre ved det.

Aggi gør det, hun altid har gjort, når det har været svært, bider tænderne sammen og kæmper. Det bliver en årelang kamp, hvor hun flere gange er tæt på at give op. Ordene i kirken den forårsdag i 1951 om at »elske og ære, i medgang og modgang. Til døden jer skiller...« Kan hun virkelig det?

Følelserne er i oprør. På den ene side er hun efterhånden mere mor end hustru for den mand, hun valgte at sige ja til for 50 år siden. Den mand, hun altid har set op til og beundret for hans udseende og intellekt, er nu en mand, der fylder lommerne med slik, når de er ude at handle, tisser i sengen, skal have hjælp til at komme i tøjet og ikke forstår selv simple beskeder.

På den anden side var Erik der, da hun havde brug for det i de svære ungdomsår. Hun har afgivet et løfte i kirken, og hvad ville Erik have gjort, hvis det var omvendt?

Aggi er ikke i tvivl. Erik ville have været der. Han ville have hjulpet hende. Måske ville han have sørget for hjælp til rengøringen, tøjvasken og den personlige pleje, men han ville have været der. Hun kæmper videre, selv om det er svært, for der er noget, der mangler:

»Jeg søgte ikke længere varmen under Eriks dyne, for det gjorde det kun sværere for os begge. At min elskede ikke mere forstod, hvad elskov handlede om, mærkede jeg en dejlig sommeraften. Kærlighedens smerte brændte helt ind i min sjæl, da han midt i et favntag fjernede sig fra mig og temmelig vredt bad mig om at forlade hans seng, for nu ville han sove.

Tilsyneladende havde han glemt, at det var ham, der var kommet til mig. Forvirret og chokeret forlod jeg soveværelset, mens hver fiber i mig råbte efter kærlighed og ømhed. Et eller andet sted forstod jeg, at elskoven var borte for bestandigt mellem os,« skriver Aggi i sin anden bog: »Kærlighedens styrke«.

Da Aggi kommer tilbage, sover Erik forlængst. Selv om munden hænger lidt, og han savler en smule, synes hun stadig, han er smuk. Aggi bliver overvældet af en bitter følelse af uretfærdighed. Hun ved ikke, hvem hun skal rette det mod – Gud eller skæbnen? Og til hvad nytte? I dag siger hun:

»Måske er vi mennesker nødt til at lære, at smerten også er en del af livet. Måske skal vi lære at acceptere det uundgåelige.«

Det uundgåelige kommer hurtigere til Aggi, end hun kan forudse.

En dag er Erik blevet for tung for hende, til at hun ved egen kraft kan få ham ud af dobbeltsengen. Der er ingen vej udenom: den seng, der mere end noget andet er symbolet på deres ægteskab, bliver kørt væk af kommunens folk og erstattet af en eldrevet seng.

»Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke savnede den seksuelle side af vores ægteskab. Måske ikke så meget det forløsende samleje, men jeg savnede de varme omfavnelser, nærheden og det at blive kærtegnet, for inden i mig boede der jo stadig en kvinde med længsler og drømme. Men tiden var med mig. Når kærlighed og elskov ingen næring får, kan det som i vores tilfælde gå over i stiltiende ømhed.«

Aggi stopper op. Hun ved af erfaring, at mange har det svært, når en »gammel kone« som hun pludselig tager ord som sex, begær og kærlighed i sin mund. Men Aggi nægter at undertrykke det.

»Vi har alle et kærlighedsbehov hele livet, som måske nok kommer til udtryk på forskellige måder, men vi har det. Derfor har jeg også valgt at være åben om mit og bryde nogle af de tabuer, der er i min generation for at tale om den slags. Der er mange, som efterfølgende henvender sig til mig og fortæller, at de har det lige sådan, men at de aldrig har turdet tale om det.«

Efter 13 års sygdom, hvoraf Erik er på demensafsnittet på Trongården de sidste halvandet år, sover han stille ind, 73 år gammel. Inden det uundgåelige har Aggi forsøgt at overbevise sig selv om, at hun nok skal klare livet den dag, hun bliver alene. Det ville Erik have forventet af hende.

Alligevel kommer det bag på hende, at hun fra den ene dag til den anden er alene. Nu er der ingen, der skal passes. Ingen krav og forventninger, men heller ingen, der blidt stryger hende over hånden eller ser efter hende, når hun står i døren og siger farvel.

Aggis liv er kaos og tristhed. Der er ikke meget at stå op til om morgenen for en gammel pensionist, men alligevel beslutter hun en dag at tage til foredrag på Trongården med en kvinde, der har arbejdet bag kulisserne på tv-serien Matador.

Det er godt et år siden, Erik døde. Savnet og sorgen har siden da holdt hende i et skruestik og fået hende til at overveje, om det overhovedet er værd at leve. Der er ikke meget, der tyder på, at denne regnfulde og triste mandag i september bringer noget som helst opmuntrende nyt med sig. En time senere træder hun ind ad døren på centret og får for første gang øjenkontakt med den mand, der sidenhen får så afgørende betydning for hende.

For midt i plejecentrets café sidder en nydelig ældre herre i jakkesæt og spiser. Det er Kai på 79 år, der er blevet alene et par år tidligere.

Aggi falder i snak med Kai, og de har meget at tale om. Så meget, at de beslutter at fortsætte samtalen snarest over en middag på Frederiksværk Hotel.

»Det var 15. september. Datoen husker jeg tydeligt, det var søndag, og Kai havde et dejligt smil og et par tindrende blå øjne. Det var svært at koncentrere sig om samtalen over bordet. Jeg husker ikke, hvad vi spiste, kun én tanke rodede rundt i mit hoved: Den mand måtte jeg lære nærmere at kende. Slip ham ikke! Slip ham ikke, kværnede det i mit hoved, mens jeg rødmende forsøgte at få hold på mig selv.«

Kai vil slet ikke slippes. Han er mindst ligeså tiltrukket af den stærke kvinde, som hun er fascineret af hans blå øjne og hvide hår. Efter adskillige møder og middage, som munder ud i det første forsigtige kys i Aggis gadedør, lukker hun døren og sætter sig i Eriks gamle stol. Der er noget, hun skal have styr på.

Det lys, hun ofte stiller ved Eriks billede for at mindes ham, er for længst brændt ned. Hun stirrer på det og mærker følelserne kæmpe i hende. En sen nattetime må hun bekende over for Erik, at der er kommet en ny »prins« i hendes liv.

Uden varsel er hun blevet forelsket på ny. Hun føler, at hun svigter sit livs kærlighed, men for pokker... Livet er ikke slut for hende, hun lever endnu og skal ikke bare overleve. Hun kryber sammen i den store stol og hvisker til billedet: »Du vil altid være der inderst inde. Hvorfor var det ikke os, der fik lov at blive gamle sammen?«

Langsomt giver hun sig lov til at være forelsket igen, men én ting nager hende: Hvad vil børnene mon sige? Kort før en weekendtur til Fåborg skriver Aggi et brev til sine to voksne drenge, hvor hun fortæller om Kai, og om hvorfor deres mor har været så glad og forfjamsket på det sidste. Reaktionen er lige så positiv og glad, som hun inderst inde har håbet på. Så det er med en kriblende glæde, at Aggi og Kai tager på kroferie til Fåborg – den første gang de er på rigtig tur sammen og skal sove sammen. Aggi styrter ud og køber en »dyr lyserød sag«, Kai har sin fine blå pyjamas med.

Efter en romantisk middag går de op på værelset med sød musik i ørerne og rødvin i blodet. Den lyserøde natkjole og blå pyjamas kommer aldrig i brug. De to kravler nøgne under den samme dyne, og for første gang i mange år mærker Aggi, at hun er kvinde – begæret og holdt af.

Men Kai kan ikke skjule, at det kniber med rejsningen. Han fortæller slukøret, at hans »uduelighed« muligvis skyldes en prostataoperation, muligvis den fremskredne alder. Lægen havde anbefalet viagra, men reklamer holder ikke altid, hvad de lover.

De to nyforelskede falder i søvn i hinandens arme, men inden Aggi falder hen, når hun at tænke på, hvor uretfærdigt det er, at barndommens onkel altid »kunne«, bare han fik en lille pige på skødet, mens Kai med kærlighed og længsel ikke formår at nå det klimaks, de begge så inderligt ønsker.

»Men med tiden har vi fundet ud af, at der er mange måder at være intime på. Vi går i bad sammen, smører hinanden ind i cremer, er tætte sammen, rører ved hinanden. Kærlighed og intimitet handler også om at forny sig og tænke kreativt – ikke mindst når man bliver ældre.«

10. maj 2003 gifter Aggi og Kai sig i Ullerød Kirke. De er 74 og 80 år gamle. Giftermålet er først og fremmest for at manifestere deres kærlighed, men det er også for at gøre op med de fordomme og stereotype billeder, som mange har af ældre mennesker og deres behov for kærlighed og nærvær.

Aggi tager en tår af kaffekoppen og går over til cd-afspilleren. Hun vil gerne spille en sang, som betyder meget for hende og som rammer hendes liv og livssyn lige på kornet. Men ingen sang uden behørig forklaring:

»Jeg har lært af et langt liv, at ligegyldigt, hvor svært det kan være, så står solen op i morgen. Jeg har altid forsøgt at se det bedste i tingene. Det ligger dybt i mig, at livet ikke er så ringe endda, selv om mange siger: »Aggi, du mistede din mor og dit ene øje, inden du kunne gå. Du blev misbrugt af din onkel, du blev fjernet fra hjemmet og kom på børnehjem, du har mistet din elskede mand efter 13 års sygdom, hvordan kan du sige, at livet er godt?«

Men jeg ser tilbage på mit liv med stor glæde og taknemmelighed. Jeg har haft et liv, hvor kærligheden har været en fast rød tråd: Jeg har haft en far, der trods alle sine mangler og uformåen, elskede mig. Jeg har haft to gode søstre. Børnehjemmet var ikke en straf, men vores redning. Jeg mødte Erik, fik to dejlige drenge med ham og levede lykkeligt med min mand i næsten 50 år – hvor mange får lov at opleve det? Og midt i sorgen over tabet af Erik mødte jeg en ny dejlig mand, som jeg i dag er gift med på femte år, selv om vi er ved at være tudsegamle.«

Ud af højtalerne lyder H.V. Kaalunds gamle danske sang: »Jeg elsker den brogede verden«:

»Jeg har grædt, som andre, af smerte,

fordi min boble brast.

Men boblen er ikke verden;

læg verden det ej til last!

Var livet en dans på roser,

mon alt da var bedre end nu?

Hvis ej der var noget at kæmpe for,

hvad var da vel jeg og du?

Og derfor elsker jeg verden

trods al dens nød og strid;

for mig er jorden skøn endnu

som i patriakernes tid.«

Hele Aggi Jensens historie kan læses i triologien »Baggårdsbørn har også drømme«, »Kærlighedens styrke« og »Sensommer«, som hun udgiver via forlaget Høst & Søn.