Kæresters venner: »Det er ikke alle, der er perfekte. Nogle er også bare mennesker«

Jes og jeg følte samme irritation, når min kæreste – hans ven – sagde »og lad lige være med at smide kaffegrums i vasken – det tilstopper afløbet«. Så lavede vi abemund bag hans ryg. Og smed kaffegrums i afløbet, når han ikke kiggede.

Hassan Preisler og Maise Njor. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Maise Njor

Da jeg flyttede ind, boede han der allerede. Jes. Måske så han, hvor det bar hen af, måske syntes han, at det var irriterende med en dame i deres to-mands-kollektiv – men så skjulte han det godt. En dag ville han jo være nødt til at flytte, for ejeren af lejligheden var min kæreste, og vi skulle giftes og have tre børn. Det vidste vi selvfølgelig ikke lige der, men vi vidste godt alle tre, at det var stor kærlighed.

Jes og jeg havde samme musiksmag. Vi kunne sidde i timevis som dvaske kamæleoner i sofaen og lytte til CD’er, til det var tid til at gå i seng, og vi sluttede altid af med at småflæbe til Nat King Coles »When I Fall in Love«. Jes og jeg havde samme indstilling til Stratego: Vi var ligeglade med at vinde, men hvis der var en ved bordet, der ikke kunne tåle at tabe, så sørgede vi for det.

Jes og jeg følte samme irritation, når min kæreste – hans ven – sagde »og lad lige være med at smide kaffegrums i vasken – det tilstopper afløbet«. Så lavede vi abemund bag hans ryg. Og smed kaffegrums i afløbet, når han ikke kiggede.

En dag flyttede Jes. Og på en måde var det ærgerligt. Men min kæreste og jeg skulle jo have tre børn og blive gift og alt muligt, og da vi en dag havde købt hus og flyttede ind, var det, som om Jes manglede. Han havde jo været ventilen.

Han var vores begges fortrolige, og med en diplomats finesse fik han sagt lidt hist og pist, og holdt mund med andre ting. Alle ægtepar burde faktisk have en hus-ven ... Jeg vil ikke gå så langt som til at sige, at vi ikke var blevet skilt, hvis vi havde beholdt vores hus-ven(til) ... Men nogle gange er ægteskabet så svært for to mennesker, at det ville være rart, hvis man var flere om det! Og det er dejligt, når ens kæreste har nogle søde venner.

Men det er lidt som et bibliotek: Når man får en kæreste, får man lov til at låne nogle nye venner, og når man ikke er kærester længere, skal man levere dem tilbage. Og jeg savner Aarø, som talte så højt, at han var nødt til at skrue op for at overdøve sig selv, Toby, som hele tiden havde det skæve smil – måske fordi han VAR skæv – og Niels, som havde bisætninger, der kunne vare en time, før han kom tilbage til den egentlige fortælling.

Når man møder sin kærestes venner, ser man den side af ham, hvor han ikke forsøger at gøre sig til for en kvinde. Hvem man har som venner, siger meget om, hvem man er som menneske, for nogle af dem har fulgt en det meste af livet. Og jeg synes, Jes var en god garant.

Hassan Preisler

Siden jeg fik min første kæreste, har jeg også mærket hendes veninders årvågne øjne. Op og nedad kæreste efter kæreste har de stillet sig an. Som en u-inviteret, men yderst veludrustet invasionsstyrke. Altid mistænksomt skulende gennem visiret. Altid med lansen hævet. Altid med søstersolidarisk sitren i mundvigen.

Om vi var 15 eller 45. Om hun hed Ann, Christina, Julie, Maise, Eva, Yalda eller May, så stod de der: Malene, Janne, Lone, Mette, Ditte, Carine og Anne. Og i deres øjne så jeg spejlbilledet af en kældermorder. En kannibalsk Dr. Lechter, som de skulle forhindre i at begå udåden. Alene ved hjælp af deres magisk-bebrejdende blik.

Der stod de, det sidste bolværk mod den ultimative ondskab: Hassanismen! Som i krigsfilmen i sort-hvid fra min barndom var der i deres fortælling nazister og ikke-nazister. Og gæt, hvilken rolle de castede mig til.

Djævlens største bedrift var at overbevise verden om, at hun (!) ikke eksisterer. Men ved de ikke, at man kan se det i sin kærestes øjne, når hun har talt med dem? Ved de ikke, man kan høre det, når hun begynder at sige deres replikker? At man mærker det, når hun ser på en med fremmed foragt? Når hendes skulder med ét er frostkold som et helt kvindekollektiv?

De tilhører et globalt og hemmeligt loge-fællesskab. Men jeg har set deres mission, og den er Verdensdominans. De tilsidesætter krigens regler, og i slipstrømmen af deres kønskorstog finder man mænd med flænsede fragmentationsveste og blødende hjerter.

For dem er det her et spørgsmål om klanens overlevelse. Kvindeklanen! Og en kvinde, der først og fremmest er kæreste til sin mand, ser de som en overløber, der skal vindes tilbage til sekten. Som i »The Truman Show« lader de hende vide, at dér, ude på den anden side af deres Pleasant-villes trimmede græskanter, kun er ulykke. »Bliv her hos os,« siger de: »Så vil der ikke ske dig noget!«

Og når de læser denne klumme, vil de smide deres trumf på bordet: »Min kæreste er ikke som dig, Hassan,« vil de sige. »Nej, det er han ikke,« svarer jeg: »Men jeg har set, hvordan du bed, præcis som Lorena gjorde, da hun bed John Wayne Bobbits penis af og spyttede den ud på motorvejen.«

Jeg har set, hvordan deres kæresters nosser hænger til tørre sammen med de multifarvede Marc Jacobs-sokker ude i vaskerummet!