Kære socialdemokrater, kan vi holde op med at tale om arbejde som at knokle og bare omtale vores daglige dont som arbejde?

Det bliver interessant at se, præcis hvem det er, der falder i Socialdemokratiets kategori for »knoklerne«, som fortjener en tidligere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, skriver Berlingskes klummeskribent Jane Sandberg.

Jane Sandberg, direktør for museet Enigma. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Nu skal Arne og vi andre snart ikke vente længere, for i løbet af næste uge præsenterer regeringen sit udspil om differentieret pension. Det har været længe i vente. Faktisk siden dengang vi alle kom på fornavn med Arne, som hang på hver anden reklamesøjle og med sit vejrbidte ansigt, næsten som en djærv fisker malet af Michael Ancher, lod furer og rynker fortæller historien om, at et langt og slidsomt arbejdsliv nu snart måtte have sin ende.

Vi kunne jo alle se, at Arne havde gjort sin pligt for samfundet, og nu var det samfundets tur til at gøre noget for ham. Kærlig hilsen Socialdemokratiet.

Arne blev billedet på alle dem, som ikke går på arbejde, men knokler. De gode mennesker, som har givet deres bedste år til et hårdt arbejdsliv. Dem, der i al slags vejr har sørget for, at vi andre kan køre på nogenlunde intakt asfalt, at vi får repareret et hul i taget, efter at en vinterstorm har taget et par tagsten med sig, eller dem, som har passet og plejet vores gamle, mens vi andre bare gik på arbejde og passede vores kontornusseri.

Det skal blive interessant at se, præcis hvem det er, der falder i Socialdemokratiets kategori for »knoklerne«, som fortjener en tidligere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.

Jeg er ikke spor i tvivl om, at der nogle, som har brugt deres kroppe så meget, at deres otium skal kunne indeholde fisketure, børnebørnspasning eller bridgeturneringer. De skal have mulighed for at aflevere sikkerhedssko og nøgler til gravko, før de er for slidte til, at pensionisttilværelsen får en vis kvalitet.

Men når den plan bliver lagt frem, kan vi så ikke ved samme lejlighed holde op med at tale om arbejde som at knokle og bare omtale vores daglige dont som arbejde?

Jane Sandberg, museumsdirektør og forfatter

»Jeg er ret sikker på, at ikke alle bankansatte, embedsmænd eller universitetslærere hver dag cykler fløjtende af sted til endnu en dag på jobbet.«


Hvis vi bliver ved med at fremhæve nogle som knoklere, skaber vi nemlig et unaturligt skel, hvor der ikke er plads til også at tage hensyn til, at mennesker, som passer deres job ved et skrivebord altså også kan have opgaver, som er med til at slide dem ned. Jeg er ret sikker på, at ikke alle bankansatte, embedsmænd eller universitetslærere hver dag cykler fløjtende af sted til endnu en dag på jobbet.

Også i den slags erhverv er der faktorer, som kan være medvirkende til, at man føler sig slidt. Hvad med den ansatte på et jobcenter, som hver dag skal deale med frustrerede borgere, eller parkeringsvagten, der får verbale kindheste, når hun sætter afgiften på plads i vinduesviskeren? Hvad med mellemlederen, som skal afskedige medarbejdere og tage de svære samtaler? Den slags slider altså også, og de opgaver sætter sig – om ikke på fysikken – så i psyken.

Det er farligt at udvælge specifikke grupper på vores arbejdsmarked uden den slags nuancer. Og hvis de, som virkelig har brug for at følge Arne på tidlig pension, skal kunne gøre brug af den mulighed, så vil det klæde os, at vi taler lidt mere nuanceret om vores alles knokleri – undskyld, om vores alles arbejde.