Kære kulturminister, løft kulturpolitikken ind i næste fase

Hvorfor er kommunerne ikke forpligtet til at have en billedkunst- eller dramaskole? Og hvordan får vi den professionelt skabte kunst ud i flere private hjem? Sådan spørger klummeskribent og CEO for kunstplatformen Pars Lasse Marker.

I 1973 får Danmark den første musiklov i verden, hvilket leder frem til, at alle kommuner i dag er forpligtet til at have en musikskole. Men mens musikområdet er blevet løftet, så er resten af kulturområdet blevet overset. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Siden oprettelsen af Kulturministeriet i 1961 har kulturpolitikken været drevet af en ambition om at gøre kunsten tilgængelig for alle.

I første fase handlede det om at udbygge landskabet af kulturinstitutioner, hvilket har betydet, at der i dag er museer, teatre, koncerthuse og biblioteker overalt i landet.

I anden fase handlede om at få alle ind på landets kulturinstitutioner, hvilket de seneste år har resulteret i, at især museerne har stået i kø for at melde om nye publikumsrekorder.

Kulturpolitikken har på mange måder været en succes. Vi har fået et rigt udbud af offentlige kulturtilbud, som mange benytter sig af. Alligevel ser jeg to områder, som indtil nu er blevet forsømt. Hvis kulturminister Joy Mogensen (S) vil fortsætte arbejdet med at få kunsten ud til flere, mener jeg, at der er behov for at løfte kulturpolitikken ind i en ny fase.

For det første savner jeg en politisk vision for, hvordan man giver danskerne bedre mulighed for selvudfoldelse på amatørniveau. I 1973 fik Danmark den første musiklov i verden, hvilket ledte frem til, at alle kommuner i dag er forpligtede til at have en musikskole. Men mens musikområdet er blevet løftet, så er resten af kulturområdet blevet overset.

Lasse Marker

»Det kunne være interessant at se, hvad der sker, hvis kulturpolitikken i højere grad også begynder at stimulere efterspørgslen.«


Hvorfor er kommunerne fx ikke forpligtede til at have en billedkunst- eller dramaskole? I sit tiltrædelsesinterview med Politiken udtalte Joy Mogensen, at »alle danske børn skal have mulighed for at spille et instrument«. Jeg håber, at ministeren udvider sin vision til også at omfatte børns mulighed for at prøve kræfter med billedkunst, drama og lignende.

For det andet savner jeg en politisk vision for, hvordan vi får den professionelt skabte kunst ud i flere private hjem og på flere private arbejdspladser. Det spørgsmål har næsten ingen politisk bevågenhed. Kunne man fx forestille sig, at køb og leje af kunst, litteratur og lignende blev helt momsfritaget, ligesom det er tilfældet for trykte aviser? Eller kunne man forestille sig et fradrag, ligesom man kender fra håndværkerfradraget?

På samme måde kunne man gøre en indsats for at give flere danskere adgang til kunst på deres arbejdsplads. Mens offentlige institutioner fx kan låne kunst fra kunstmuseers og Statens Kunstfonds samlinger, hvilket sikrer, at mange offentligt ansatte møder kunst på deres arbejde, så gælder det samme ikke for private virksomheder. Hvis man vil give privatansatte samme mulighed for at møde kunst på deres arbejde, kunne man måske indføre nogle skattefordele ved køb og leje af kunst?

Kulturpolitikken har historisk været fokuseret på at støtte udbuddet af kulturtilbud. Det kunne være interessant at se, hvad der sker, hvis kulturpolitikken i højere grad også begynder at stimulere efterspørgslen.